26 år og død af medicinforgiftning: - Sofie var en zombie. Vi kunne slet ikke kende hende

I en lille mørkklædt og knugende menneskekæde går Connie, Jes og Line Aabling arm i arm henover kirkegårdens perlesten. De ænser intet omkring sig. Kigger bare ned i dyb alvor og søger over mod Bryrup Kirkes store, hvide port.

Selvom ceremonien først begynder om 15 minutter, er stort set alle bænke i den lille midtjyske kirke fyldte, og det strømmer ind med mennesker, der spejder efter alternative siddepladser.

Alle vil de sige et sidste farvel til Sofie.

Bagerst fra kirken sender organisten klapstole frem mod de nyankomne, mens Connie, Jes og Line Aabling går den tunge gang forbi de medfølende blikke og sætter sig på forreste række.

Et miks af mørke og lyse toner strømmer ud af orgelet, mens kordegnen forsøger at smyge sig fra våbenhuset gennem menneskemængden og klapstolene og ind i kirken for at synge den første salme.

Så tager præsten ordet.

- Vi er kommet her i dag. Til Bryrup Kirke. For at tage afsked med Sofie Aabling. ’Fie’. ’Trisse’. Jeres datter, Connie og Jes. Din søster, Line. Jeres Sofie.

- Sofies død er kommet som et chok. Endelig var det lykkedes jer at få hende indlagt for at få hjælp, og så dør hun fra jer, dér natten til onsdag i sidste uge. Uforklarligt. Chokerende.

Kirkegæsterne kigger tavst frem på kisten med de lyserøde roser, mens præsten tegner et billede af en livsglad og humoristisk pige, der elskede jul og risalamande, dans, ferier og hyggestunder med venner og familie.

Enkelte klukker hjerteligt ved minderne, men så tager de sørgmodige blikke over igen.

- Det er sorgen, der fylder nu. For selvom solen skinner, og vinden udenfor er lun og mild, er det, som om et stormvejr har rejst sig, fortsætter præsten.

I dag – fire måneder senere - har stormvejret langt fra lagt sig.

Familien Aabling er i dyb sorg, og ikke mindst er de rasende:

- Jeg er så vred på systemet, at jeg næsten ikke kan være i min krop. De har taget min datter. De har slået min datter ihjel. Ingen har taget ansvar, siger Sofies mor, Connie Aabling, i dag til TV 2.

Dette er den opsigtsvækkende historie om 26-årige Sofie Aabling, der – trods utallige råb om hjælp - døde på Viborg Sygehus den 23. maj i år. Retskemikere vurderer, at det var den medicin, hun var i behandling med, der slog hende ihjel.

Men hvordan kunne det gå så galt?

TICSLAVINEN RULLER

Som 13-årig fik Sofie diagnosen Tourettes Syndrom, og med den fulgte en typisk følgesygdom; nemlig OCD – bedre kendt som tvangstanker.

For Sofies vedkommende var det hendes fars akutte hjerteproblemer, der satte fart på ticsene og ritualerne.

Hjerteproblemerne var nemlig så alvorlige, at Jes Aabling i løbet af to år gennemgik adskillige operationer, og én gang endte han i respirator. På et tidspunkt troede lægerne også fejlagtigt, at han havde fået en blodprop, som gjorde ham hjerneskadet. Det var en voldsom oplevelse for hele familien - også for det yngste medlem, Sofie, som frygtede, at hendes far ville dø, hvis hun ikke gennemførte sine ritualer.

Det betød, at tourettens små ufrivillige skrig skulle lyde helt rigtigt, ligesom OCD’en dikterede, at hendes trampen i gulvet og plasken med vand skulle gøres om og om igen.Traumet havde startet en lavine af tics.

Indtil da havde Sofie ellers levet som en helt almindelig pige. Sund og rask. Som præsten sagde i kirken, var hun både livsglad og lattermild, hun lå i toppen i 7. klasse og elskede at danse og svømme – ligesom hun mente, at selfiestangen var som skabt for hende.

Sofie var familien Aablings humørbombe. Når hun var frisk. For hun var også skrøbelig. Og som tiden gik, blev hun mere og mere skrøbelig.

Som for eksempel da Sofie fyldte 14 år, og tvangstankerne var blevet så stor en besættelse, at hun - udmattet og forpint - kunne gå rundt om sig selv i flere timer, mens hun udstødte høje lyde.

Eller som da Børne- og Ungepsykiatrisk Afdeling forsøgte at medicinere den dengang 14-årige pige med psykofarmaka i forskellige doseringer og kombinationer for at se, om noget af det kunne hjælpe hende. Men i stedet gjorde ticsene og ritualerne konstante, og dermed Sofie "svært invalideret".

Bedre blev det heller ikke, da Sofie som 16-årig blev placeret på bosteder for først socialt belastede og adfærdsvanskelige unge, så for autister og til sidst for udviklingshæmmede, selvom Sofie ikke var nogen af delene.

Det hjalp heller ikke Sofie, da Touretteklinikken afviste at hjælpe hende, fordi hun havde OCD, og psykiatrisk hospital, der tager sig af OCD-patienter, afviste hende, fordi hun havde tourette.

Ifølge familien Aabling vidste ingen rigtig, hvad de skulle stille op med deres datter, som ifølge eksperter var ”et meget komplekst og svært tilfælde”.

I stedet besluttede skiftende læger, ferieafløsere og ansatte i lægevagtens telefon, når der skulle skrues op og ned for medicinen, fortæller familien. Nogle gange virkede det. Andre gange ikke.

Når Sofie havde det godt, hyggede hun sig med veninderne, gik i byen som hendes jævnaldrende og deltog i kvindeløb. Men der var langt mellem lyspunkterne.

- Til tider levede hun kun for at overleve, siger Jes Aabling, mens han kigger på et foto af sin datter.

Sofie Aabling kæmpede til sidst bare for at overleve

Sofie Aabling kæmpede til sidst bare for at overleve. Foto: Privat

Tvangstankerne gjorde blandt andet, at Sofie begyndte at slikke sig selv så meget om munden, at huden sprækkede. Hun skreg og rømmede sig næsten konstant, blinkede og kradsede sig selv. Og til sidst så meget, at hun måtte forlade skolen midtvejs i 9. klasse.

Dybt ulykkelig, fremgår det af hendes journaler.

Pædagogerne på bostederne gjorde deres bedste, fortæller familien Aabling, men de havde ingen forstand på Sofies komplicerede sygdomsforløb.

En bekymret overlæge opfordrede derfor Familien Aabling til at søge om adfærdsterapi i hjemmet, hvilket de gjorde gennem flere år, men hver gang blev de afvist af kommunen.

Til sidst levede Sofie i en ’tics-bobbel’, og i halvandet år kunne hun slet ikke tale på grund af sin OCD. Selvom hun sad ved siden af sin familie i sofaen, foregik kommunikationen over sms.

- Det var ganske forfærdeligt. Det har simpelthen været så smertefuldt. Hun led jo noget så grusomt. Men ingen mente, hun var deres bord. Ingen. Hun fik bare medicin, siger Connie Aabling og fortsætter:

- Vi har råbt og råbt om hjælp, og vi har sagt, at måske kunne hun ikke tåle medicinen, men ingen ville tage ansvar.

Hverken Connie, Jes eller Line Aabling havde dog i deres vildeste mareridt forestillet sig, at Sofie skulle dø. For… ”man dør jo ikke af tourette”.

I marts 2018 gik det helt galt.

AFSLAGET

Det var mørkt og blæsende, da en af bostedet Vesterbos pædagoger i april satte sig ved computeren for at skrive endnu et dagbogsnotat på Sofie.

17. marts kl. 19.35:

Det var tredje nat, Sofie ikke havde sovet, stod der i hendes journal, som den seneste tid havde lagt sider til flere og flere bekymrende skrivelser fra personalet.

Et nyligt brud med kæresten, en snarlig praktikstart i en børnehave samt en ændring i medicinen havde været for meget på én gang for den hårdt prøvede pige.

Men det, der for alvor tog modet fra Sofie, var et afslag på hjælp.

Kort inden dagbogsnotatet havde Sofie for første gang i mange år delt sine inderste tanker med en psykolog til en tre timer lang samtale. Hun havde udfyldt skemaer om sit helbred og gennemnået alle sine ritualer og tics, men nu var dommen kommet: De kunne ikke hjælpe hende. Psykologen mente nemlig slet ikke, at Sofie havde OCD.

Dér knækkede filmen, og siden havde Sofie virket mere og mere opgivende. Men denne vinteraften blev personalet for alvor bekymret.

18. marts kl. 02.00:

Klokken cirka 02.00 blev hun hentet af ambulancen. Men det blev et kort besøg.

Af journalerne fremgår det, at Sofie fik to stesolid at sove på, men uden virkning. Og næste morgen blev hun sendt hjem med begrundelsen: "Vi kan ikke gøre mere for dig".

Det var sjette gang i år, hun var blevet indskrevet og udskrevet stort set med det samme. Og sådan fortsatte det, viser notaterne:

19. marts kl. 19:45:

Sofie blev endnu engang indlagt - og udskrevet samme aften. Og indlagt igen d. 23. marts. Denne gang i over en uge. Men så kom en nedslående melding fra Viborg Sygehus:

29. marts kl. 17.41:

Efter udskrivelsen begyndte Sofie at skade sig selv ved at kradse hul flere steder på kroppen, og de søvnløse nætter fortsatte. Men den unge kvinde ændrede også personlighed, bemærkede personalet.

De frygtede, at det var medicinen, som under indlæggelsen blev sat væsentlig op.

3. april:

Men på Vesterbo havde Sofie nu også fået problemer med at trække vejret, hun svedte, og hun kunne ikke finde ro. Derfor blev hun akutindlagt om aftenen den 4. april på psykiatrisk hospital i Viborg. Og det var heldigt – psykiateren mente nemlig, at Sofie Aabling var tæt på en forgiftning.

4. april:

Dagen efter blev Sofie udskrevet, og medicinen blev ændret. Men Sofie fik det ikke bedre – tvært imod.

Pludselig skulle hun have hjælp til alt, og hun vandrede rundt om natten uden at kunne finde ro. Hun var "yderst forpint", bemærkede personalet.

Og så ændrede hun sig.

Sofie var nemlig normalt en meget social pige, der skiftede profilbillede på Facebook hver uge, og som ofte postede positive budskaber med hjerter og smileys. Selv når det gik skidt.

Men den 10. april var ordlyden en anden:

- Hej alle sammen! Jeg holder en pause fra fb, fordi jeg ikke har det særlig godt for tiden. Så hvis jeg ikke svarer, er det derfor! Knus fra mig.

ZOMBIE

Følelserne sad uden på tøjet, da Connie Aabling dagen efter Sofies Facebook-opslag ringede til Vesterbos vagttelefon.

- Den er helt gal, når hun skriver sådan. I må gøre noget, sagde hun.

Vagten var også bekymret. For Sofie blev mere og mere fjern og kunne dårligt stå på benene. Faktisk var Sofie nu så dårlig, at personalet på Vesterbo ikke længere vidste, hvad de skulle stille op.

Det eneste, Vesterbo kunne gøre, var derfor at blive ved med at notere observationerne, og så give lægerne besked.

Morgenvagten startede:

9. april, kl. 15.21

Derpå fulgte aftenvagtens observationer. Hun beskrev nu Sofie som en ”zombie”:

9. april kl. 21:54:

Vagtlægen vurderer, at Sofie Aabling har fået for meget medicin, men han vil ikke tage noget væk fra hende, som tre forskellige instanser har sat i gang.

Og næste morgens vagt:

10. april kl. 14:35:

To måneder op til Sofie Aablings død skrev bostedet Vesterbo i alt 68 bekymrende skrivelser, viser en optælling, TV 2 har lavet. Og alene i ugen op til dødsfaldet skrev de 10.

Alligevel lykkedes det ikke at redde Sofie.

SMS'en

Den 14. april, fem uger før Sofies død, tikkede to sms’er ind på Connie Aablings telefon. De var fra Sofie.

Også Line Aabling fik én:

Beskederne kom få timer efter, at Connie og Jes Aabling var kørt grædende fra et besøg hos Sofie på Vesterbo. Aldrig før havde de set deres datter så dårlig.

Hun kunne ikke sige noget, og hun trippede rundt helt uden mimik. Hun lignede en zombie. Fuldstændig udmagret.

Det tog pusten fra forældrene.

Og nu kom så de her sms’er.

Connie greb telefonen og tastede datterens nummer igen og igen, men Sofie havde ikke kræfter nok til at tale. I sin seng på Vesterbo lå hun og rystede og hev efter vejret.

Også for personalet på Vesterbo var grænsen nu nået:

19. april kl. 13:30: 

Den 20. april. blev Sofie indlagt. Og udskrevet igen.

DEN NÆSTSIDSTE DAG

Den 19. maj var sidste gang, Line så sin søster i live. De havde arrangeret søsterdag, hvor de kunne høre høj musik og hygge sig, og hvor Line skulle hjælpe til med rengøringen.

Men da Line skulle til at parkere bilen, fik hun sig lidt af en forskrækkelse.

Ude foran Sofies lejlighed stod et menneske, hun ikke kunne genkende. Sofie stirrede på sin søster med bittesmå pupiller og forsøgte så at løfte armen for at vinke, men hun kunne ikke. Blodet løb fra både arme og pande, som hun havde kradset hul på.

Line løb ud af bilen og over mod sin søster, der hviskede, at hun ikke måtte græde.

- Jeg tænkte; hvordan er der nogen, der kan byde hende at have det sådan? Min lillesøster, som er den mest livsglade pige og så positiv. Evig positiv. Hvordan kan man ikke hjælpe hende?

- Hvordan kan man gøre det mod hende?

Normalt kunne Line få Sofie til at grine, uanset hvor skidt det så ud, men det kunne hun ikke nu.

Efter Lines møde med Sofie, ringede Connie igen til Vesterbo. Nu var nok nok:

- Hun skal indlægges NU, sagde hun til pædagogen, som straks ringede til vagtlægen.

20. maj kl. 23:09:

Det var to dage inden Sofies død. Men alt var ikke ok.

Dagen efter mødet med vagtlægen, vurderede en af Vesterbos pædagoger, at Sofie nu var så dårlig, at han personligt valgte at tage hende med til lægen.

22. maj kl. 19:02:

Fremover ville psykiatrien og neurologisk afdeling tale sammen, lød det i telefonen.

Men der var det for sent.

DEN SIDSTE DAG

Sofie kunne dårligt stå på benene, da hun og en pædagog ankom til psykiatrisk afdeling på Viborg Sygehus tirsdag eftermiddag. Hun blødte fra store sår på begge arme og overkrop, og hun havde blå mærker flere steder på kroppen, fordi hun havde slået sig selv.

Den 26-årige pige havde stort set ikke kræfter til at sige noget, men ticsene tvang hende til at udstøde høje skrig.

Reservelægen kiggede i Sofies journal:

Herefter gik hun i gang med at foretage den første undersøgelse af Sofie. Hun ville vide, om Sofie kunne finde på at tage sit eget liv. 'Nej', noterede hun.

Efterfølgende blev Sofie vist hen til et lille værelse med seng, sengebord og klædeskab.

”Endelig lykkedes det at få Sofie indlagt”, tænkte Connie Aabling lettet, da hun klokken 20 ringede og talte med hospitalspersonalet. ”Endelig var hun i gode hænder”. ”Endelig ville neurologisk og psykiatrisk samarbejde”.

Connie Aabling bad sygeplejersken om at hjælpe Sofie med personlig hygiejne, fordi Sofie ikke længere var i stand til at holde på en tandbørste. Hun spurgte, om der var nogen ved hende om natten, for ellers ville hun selv sidde ved sin datter, der ikke kunne lide at være alene. Men det lovede personalet.

- Pas nu rigtig godt på hende, sluttede Connie Aabling.

Kort tid efter tikkede en sms ind på moderens telefon:

Connie Aabling plejede at ringe til Vesterbo ved midnatstid for at høre, om Sofie sov, og for at høre, hvordan hendes datter havde det. Hun overvejede derfor at ringe til sygeplejersken igen, men tænkte ”nej, jeg skal ikke blande mig. De har travlt, og de har lovet at tage sig godt af hende”.

Omkring klokken 24.00 faldt hun i søvn.

BANKEN PÅ

Klokken 6.50 onsdag morgen trillede en politibil op foran hjemmet i Bryrup. Connie, der arbejder som dagplejemor, gik ude i haven og ryddede op, da en kvinde og en mand steg ud af bilen og kom hen mod hende.

- Hej. Er det Connie Aabling, spurgte den ene af betjentene og åbnede havelågen.

Connie stivnede. Hun var godt klar over, at noget var helt galt, og hun mærkede langsomt panikken sprede sig.

- Nej, sagde hun bestemt, mens hun stirrede på betjenten, der kiggede alvorligt tilbage.

- NEJ! skreg hun så.

Hun greb en plastikspand og slog ud efter betjenten.

- NEEEEJ!

Betjenten forsøgte at tale Connie til ro.

- Er det Fie, spurgte hun så. Nærmest panisk.

- Kan vi gå indenfor, svarede betjenten.

- NEJ! Er det Fie, insisterede Connie, der stod med legesager i hænderne.

- Ja, desværre, sagde han.

Dér ramlede det hele.

- Så fik de hende sgu! Så fik de hende, skreg Connie i ren og skær afmagt og råbte på Jes, der netop var trukket i joggingtøjet på 1. sal.

Betjentene fortalte forældrene, at Sofie var fundet død på sit værelse.

En sygeplejerske havde været inde for at se til Sofie kl. 00.00, og der sov hun.

Men da sygeplejersken åbnede døren ind til det lille værelse igen klokken 3.10, trak hun ikke vejret, lød forklaringen til politiet.

Sygeplejersken skyndte sig at slå alarm og tilkaldte sine kolleger, som påbegyndte livreddende førstehjælp, men der var intet at gøre. Klokken 3.33 erklærede ambulancelægen Sofie for død.

Der var ingen tegn på selvmord.

Spørgsmålene hobede sig op i Connies hoved:

- De lovede jo at passe på hende – hvordan kan hun så dø? Hvordan kan hun dø, når der sidder nogen ved hende? Det kan jo ikke passe.

MEDICINFORGIFTNING

I en obduktionsrapport, som TV 2 har fået indsigt i, vurderes det, at Sofie er blevet forgiftet af præparatet fluoxetin.

Det er et antidepressiv, som ofte bruges mod OCD, og som hun havde fået i 13 år.

- Fluoxetin og dets omdannelsesprodukt norfluoxetin er påvist i koncentrationer, der er forenelige med alvorlig eller dødelig forgiftning, lyder konklusionen i den retskemiske erklæring.

Ifølge en lektor i sundhedsjura er det altid den læge, der har ordineret medicinen, samt den læge, der fornyer recepten, som har pligt til at kontrollere, om patienten kan tåle medicinen. I denne sag er ansvaret derfor fordelt mellem de to hospitalsenheder og den praktiserende læge.

Den praktiserende læge ønsker ikke at udtale sig om sagen til TV 2, men Ulla Veng, der er oversygeplejerske på Neurologisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg, fortæller, at de har fulgt retningslinjerne om brugen af fluoxetin, som dog er meget kortfattede.

- Men den her sag gør, at vi søger faglig rådgivning om, hvorvidt der skal være nogle andre kontroller, siger hun, og understreger, at de ikke har fundet nogen symptomer på forgiftning hos Sofie.

Dén tror Connie Aabling ikke på:

- Hun er jo en skygge af sig selv. Hun er forgiftet så meget af medicinen, at hun ingenting kan – hun kan ikke sige noget, hun kan ikke smile, og hun har ingen mimik. Hun er bare i store, store smerter. Jeg synes, det er ganske forfærdeligt, at lægerne ikke stopper op og siger ’hov, hun får det ikke ligefrem bedre af medicinen, så kan hun tåle den?’

Men neurologisk afdeling har gjort, hvad de kunne, siger Ulla Veng. Og afdelingerne har talt sammen. Sofie Aabling har også været diskuteret på lægefaglige konferencer, understreger hun.

- Vi har ikke ført kontroller med fluoxetinen i blodet, men vi har set på, hvad det er for symptomer, Sofie har udvist. Og symptomer på for meget fluoxetin kan for eksempel være kramper, temperaturforhøjelse eller hjerterytmeforstyrrelser, og der er ingen af de symptomer, vi har fundet ved Sofie.

Men hun har jo haft kramper. Ifølge bostedets dagbogsnotater?

- Ja, men i forløbet har vi ikke fået den oplysning, og derfor har vi ikke haft mulighed for at agere på den, siger Ulla Veng og fortsætter:

- Det har været et meget komplekst forløb med Sofie, og det har givet os anledning til at se på, om vi skal have et endnu bedre samarbejde med bosteder og andre parter, der har været involveret omkring det.

Så ”man fremover kan være tryg”, tilføjer hun.

HOSPITALSLEDELSEN BEKLAGER

Både den sygeplejefaglige direktør i psykiatrien i Viborg, Claus Graversen, og Ulla Veng, erkender, at de to afdelinger ikke har været gode nok til at tale sammen.

De kalder Sofies forløb både ”tragisk” og ”kompliceret”, og fortæller, at det har gjort stort indtryk på både dem selv og personalet.

De kan dog ikke besvare forældrenes helt store spørgsmål; Hvorfor skulle Sofie dø?

- Jeg kan godt forstå, at de stiller det spørgsmål. Det er tragisk, det der er sket. Men når vi kigger på de få timer, hun var indlagt hos os, så var der ikke noget, der tydede på, at vi skulle finde et ungt menneske død i sengen om natten, siger Claus Graversen.

Der har jo været adskillige henvendelser fra bostedet, der beskriver Sofie som en zombie, og som siger, at de ikke kan tage ansvar for hende mere. Hvorfor er der ikke nogen, der griber ind noget før og siger, at der nok er noget medicin, hun ikke kan tåle?

- Altså når jeg kigger tilbage på forløbet, så er det et af de områder, hvor jeg synes, vi kan gøre noget anderledes. Når mennesker har så kompliceret en sygdom som Sofie, så skal vi måske tidligere og i højere grad mødes på tværs og drøfte en samlet behandlingsplan, siger direktøren.

Han er ked af, at ”forældrene har en oplevelse af, at Sofie er faldet mellem to stole”.

Men er hun ikke netop det?

- Det tror jeg, hun er.

Som konsekvens af Sofie Aablings død vil hospitalet nu etablere ”rundbordssamtaler”, hvor alle involverede parter deltager, så der kan blive lavet en fælles løsning for patienter med komplicerede sygdomsforløb. Derudover vil hospitalet nu indhente faglig rådgivning til, hvordan man kan sikre, at episoder som denne ikke gentager sig.

Hvorfor tog I ikke bare Sofie ind fra start og lavede en langsigtet plan?

- Det ville jeg også gerne, at vi havde haft gjort, siger Claus Graversen.

Havde det haft en betydning?

- Om Sofie havde været i live i dag, det ved jeg ikke, men familien kunne have haft en anden oplevelse af det.

"MAN SKAL IKKE BEGRAVE SIN EGEN DATTER"

Connie, Jes og Line Aabling husker ikke ret meget fra Sofies begravelse. Kun at der dukkede rigtig mange mennesker op.

De husker dårligt, at de bar kisten med Sofie ud til tonerne af Kim Larsens sang om cirkusprinsessen. Ej heller husker de, hvordan præsten var ved at knække sammen til kistenedsættelsen.

I dag er graven fint pyntet med lyserøde blomster og lanterner. Familien kommer der stort set hver dag, men sorgen er ikke blevet mindre, fortæller Connie Aabling ved gravstedet:

- Det var den mest forfærdelige dag. Det var så forfærdeligt at skulle begrave sin datter. Det er ubeskriveligt. Man skal ikke begrave sine børn. Det skal man bare ikke, siger hun.

Familien Aabling får ikke Sofie igen. Men de håber, at de kan være med til at sikre, at ingen andre ender i samme situation.

- Det er derfor, vi står her i dag, og siger; vi kan ikke få Sofie igen, men hun skal ikke have levet forgæves. Det skal ud, hvordan hun og vi har kæmpet, så det forhåbentlig kan hjælpe andre i samme situation. Lægerne skal tage sig af det her - de kan ikke bare lukke øjnene og give medicin.

Familien har nu klaget til Patientklagenævnet.

Fortællingen bygger på dagbogsnotater fra bostedet Vesterbo, journaler fra Sofie Aablings praktiserende læge og psykiatrisk hospital, breve fra børne og unge psykiatrisk hospital, e-mails mellem forældre og kommune, obduktionsrapporten og interviews med familien Aabling. Fortællingen er derfor, som familien Aabling husker den, og faktatjekket i den grad, det har været muligt.

TV 2 ville gerne have talt med Sofie Aablings praktiserende læge for at høre, hvordan hun oplevede forløbet, som hun i et brev til TV 2 beskriver som "tragisk". Ligeledes ville vi gerne have talt med Silkeborg Kommune for at høre, om de synes, det er ansvarligt at placere Sofie Aabling på et bosted, hvor de ansatte ikke har forstand på hendes komplicerede diagnoser. Men kommunen har ikke ønsket at udtale sig "af hensyn til Sofie".