Peter Ingemanns opsang til politikerne går viralt: Helt forkert signal at sende

I København er de Radikale og LA gået sammen om et forslag om mobile testlaboratorier, hvor unge kan teste stoffer.

Et forslag fra to politikere på Københavns Rådhus, som vil have mobile laboratorier ud i nattelivet i København - og på Roskilde Festival - for at teste de unges stoffer for livsfarlige blandinger, har udløst voldsom debat.

Et Facebook-opslag fra tv-værten Peter Ingemann, som blandt andet kendt fra programserien "Størst" på TV 2, har fredag ved middagstid udløst over 19.000 reaktioner, 8100 delinger og 2000 kommentarer.

- Dette tager dog prisen for årets curlingmor eller far. Lad os da en gang for alle gøre vores børn helt ansvarsløse, klippe bollerne af dem og gøre dem til små viljeløse ofre for narkotikaens svøbe, skriver Peter Ingemann i Facebook-opslaget.

Forstår godt motivet

Peter Ingemann skriver dog også, at han anerkender ideen bag forslaget.

- Jeg forstår i den grad motivationen bag forslaget. Hvert eneste ungt liv, der går tabt, er en forbrydelse og en enorm tragedie. Og de efterladte sidder tilbage med en sorg, der aldrig heler. Jeg er selv far til to teenagere og kan levende sætte mig ind i sorgen.

- Men venner, det er altså ikke løsningen, at vi med offentlige midler skal godkende og validere de ulovlige stoffer, som unge mennesker har tænkt sig at indtage. Det er efter min mening et helt forkert signal at sende ud. De skal bare lade være, simpelthen, skriver Peter Ingemann.

Til TV 2 fortæller han, at han lavede opslaget, fordi han gerne ville skabe debat om forslaget.

- Jeg blev indigneret. Jeg synes, det er en dårlig idé det her. Jeg er selv far til teenagere. Jeg vil gerne være med til at diskutere legalisering af nogle stoffer, men så længe det er ulovligt, skal de bare ikke tage det, siger Peter Ingemann. Han er overrasket over de mange reaktioner, opslaget på Facebook har udløst.

- Jeg er positivt overrasket. 99,5 procent af dem har været positive, men jeg vil godt understrege, at folk også godt må svine mig til her - jeg sletter ikke noget. Det vigtigste er, at vi får en debat om det her, siger Peter Ingemann.

Forlagsstiller uenig

Heidi Wang, medlem af Borgerrepræsentationen for Liberal Alliance (LA), står bag forslaget sammen med Karen Melchior, medlem af Borgerrepræsentationen for de Radikale. Hun er uenig med Peter Ingemann.

- Vi stopper også vores børn, hvis de vil indtage rottegift. Og det her forslag er liberalt - vi giver de unge et bedre grundlag for at beslutte, om de vil indtage et stof, siger Heidi Wang.

Hun regner også med, at forslaget kan blive til virkelighed efter de kommende budgetforhandlinger på rådhuset i København.

- Ja, denne gang tror jeg, der er flertal for det, siger hun.

Delte meninger

Blandt eksperter og myndigheder er meningerne delte.

Overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom mener, tilbuddet til de unge kan være en mulighed for at oplyse de unge om farerne ved at tage stoffer.

- Vi kan få et bedre billede af det, der sælges i nattelivet, og vi kan få en snak med unge, som har tænkt sig at bruge stofferne. Unge som vi normalt ellers ikke får fat i, siger han til Ritzau.

Hos Københavns Politi er man derimod ikke begejstret.

Afstemning

Hvad synes du om forslaget fra politikerne?

Ifølge TV 2 Lorry oplyser Jørgen Bergen Skov, chefinspektør hos Københavns Politi, i et brev til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, at politiet ikke kan støtte forslaget - og politiet kan heller ikke støtte oprettelsen af en straffri zone omkring laboratoriet, som politikerne ønsker.

Sundhedsstyrelsen bakker heller ikke op om forslaget. I marts i år konkluderede Sundhedsstyrelsen i en vurdering, at man ud fra et forsigtighedsprincip "ikke på nuværende tidspunkt vil anbefale indførelse af stoftest i nattelivet".

Line Risberg er selv tidligere MDMA-misbruger. Nu holder hun foredrag for de unge og deres forældre om, hvilke konsekvenser stofferne kan have.

- Det er et kompliceret emne. På den ene side vil nogle unge opleve det her som en blåstempling af brugen af stoffer. Men der er nogle, som vil tage stoffer uanset, hvad vi gør. Hvis det her bliver gennemført, kan vi måske undgå at nogle af dem indtager urene og livsfarlige stoffer, siger Line Risberg til TV 2.

Blander smertestillende medicin i kokain

Christian Lindholst, leder hos Institut for Retsmedicin i Aarhus, har tidligere fortalt TV Midtvest, at kokain er det stof, der bliver blandet mest op med andre stoffer.

- I nogle stoftyper er der blandet mange forskellige andre stoffer i. Kokain er nok et af de stoffer, hvor vi ser flest forskellige tilsætningsstoffer. Det kan være lægemidler som smertestillende og lignende, har Christian Lindholst fortalt TV Midtvest.

Men også sukker bliver brugt.

- Vi ser også en del fyldstoffer i som sukker, der bare skal være med til at give volumen. Men det mest bekymrende stof, vi finder i prøverne, er det euforiserende stof selv, siger han.

På europæisk plan bliver der hvert år opfundet 100 nye narkotiske midler.

- Vi ser en tendens til, at der kommer flere og flere nye stoftyper, som bliver brugt herhjemme. Det gør markedet mere usikkert. For mange af de her stoffer er forholdsvist ukendte, og nogle af dem har ikke engang nogen god euforiserende virkning. Så det er med en hvis risiko, man går ud og tager de her stoffer, fordi mange af dem er uprøvede, siger Christian Lindholst.

De mest udbredte stoffer i Danmark

Her kan du se, hvad de mest udbredte stoffer i Danmark indeholder.

Cannabis

Cannabis

Topskud fra cannabisplanten sælges som pot eller skunk, sidstnævnte hvis der er tale om en stærkere variant. Topskuddene kan også forarbejdes og presses til hash, som sælges i brune klumper. Produktionen foregår verden over, herunder også i Danmark, selv om produktionen især er stor i lande som Marokko og Libanon. 11 procent af alle danskere mellem 16 og 44 indtog cannabis i 2017.

KILDE: "Narkotikasituationen i Danmark 2017". Sundhedsstyrelsens årsrapport.

Foto: Mohamed Azakir / Ritzau Scanpix

Kokain

Kokain

Udvindes fra kokaplantens blade. Størstedelen af verdens kokain produceres i Sydamerika, og ifølge Europol bliver omkring halvdelen af al kokain i Europa indført via Rotterdam i Holland. 3 procent af alle danskere mellem 16 og 44 indtog kokain i 2017.

KILDE: "Narkotikasituationen i Danmark 2017". Sundhedsstyrelsens årsrapport.

Foto: Rodrigo Arangua / Scanpix Denmark

Ecstasy og MDMA

Ecstasy og MDMA

MDMA er det dominerende stof i ecstasypiller, men har de seneste år vundet frem som selvstændigt stof. MDMA-krystallerne er kemisk fremstillet og optræder i pulver eller som flager. MDMA bliver bl.a. produceret i Danmark. 1 procent af den danske befolkning mellem 16 og 44 indtog Ecstasy eller MDMA i 2017.

KILDE: "Narkotikasituationen i Danmark 2017". Sundhedsstyrelsens årsrapport.

 

Foto: Noel Celis / Scanpix Denmark

Amfetamin

Amfetamin

Kemisk fremstillet, fås som pulver eller i pilleform. Findes i forskellige varianter, herunder methamfetamin, som er tre til fem gange stærkere end andet amfetamin.1,2 procent af den danske befolkning mellem 16 og 44 indtog amfetamin i 2017.

KILDE: "Narkotikasituationen i Danmark 2017". Sundhedsstyrelsens årsrapport.

 

Foto: Nicolas Asfouri / Scanpix Denmark

Heroin

Heroin

Stammer fra opiumsvalmuen. En stor del produceres i Asien, Latinamerika og især i Afghanistan og Mexiko.0,1 procent af alle danskere mellem 16 og 44 indtog heroin i 2017.

KILDE: "Narkotikasituationen i Danmark 2017". Sundhedsstyrelsens årsrapport.

 

Foto: Handout / Ritzau Scanpix

LSD

LSD

Kemisk fremstillet hallucinerende stof. 0,3 procent af den danske befolkning mellem 16 og 44 indtog LSD i 2017.

KILDE: "Narkotikasituationen i Danmark 2017". Sundhedsstyrelsens årsrapport.

 

Foto: ENRIQUE CASTRO-MENDIVIL / Scanpix Denmark

Svampe

Svampe

Kan dyrkes overalt. Findes i flere varianter, hvoraf enkelte vokser vildt i den danske natur. 0,4 procent af den danske befolkning mellem 16 og 44 indtog svampe i 2017.

KILDE: "Narkotikasituationen i Danmark 2017". Sundhedsstyrelsens årsrapport.

Foto: Kristian Brasen / Scanpix Danmark

Ketamin

Ketamin

Fremstilles kemisk som lægemiddel. Anvendes både til mennesker og dyr, bl.a. heste. 0,4 procent af den danske befolkning indtog ketamin i 2017.

 

KILDE: "Narkotikasituationen i Danmark 2017". Sundhedsstyrelsens årsrapport.

Foto: Wikipedia / Wikipedia