Danske kirurger bruger computer til at planlægge operationer
9-årige Bastian Frost været igennem flere end 20 operationer. Snart skal han igennem endnu en. Men på en måde har kirurgerne allerede foretaget den.
Kirurger fra Rigshospitalet kan blande sig med de bedste i verden, når det gælder rekonstruktion af kranie- og ansigtsknogler.
Blandt andet fordi man anvender det, der kaldes virtuel planlagt kirurgi, hvor man laver operationen på en computer først.
Det har betydning for 9-årige Bastian Frost. Han er et af de børn, TV 2 de seneste uger har fulgt i dokumentarserien 'Sjældne danskere' - om danskere med sjældne sygdomme.
20 operationer på ni år
Bastian Frost lider af Crouzon syndrom. En medfødt sygdom, der betyder, at kraniet og ansigtet ikke er fleksibelt og kan gøre plads til for eksempel hjernen, efterhånden som barnet vokser.
I sit korte liv har Bastian Frost været igennem flere end 20 operationer. Og om nogle måneder skal han igennem endnu en - denne gang i kæben. Men på en måde har kirurgerne på Rigshospitalet allerede foretaget den.
Ved hjælp af et særligt computerprogram er de operationer, som Bastian Frost skal igennem, allerede planlagt, og de kirurgiske indgreb er foretaget virtuelt baseret på en CT-scanning af hans hoved.
En stor tilfredshed
For Thomas Kofod, der er førende specialist i ansigts- og kæbekirurgi, er det en stor tilfredsstillelse at kunne arbejde så præcist.
- Det er ikke en eller anden standardplan, vi hiver op af skuffen. Vi tilpasser det individuelt og også de implantater, der skal bruges, vil være noget, vi bygger til Bastian på Bastians anatomi og ikke en standardplade, der passer på os alle sammen, fortæller Thomas Kofod til TV 2.
Den virtuelle kirurgi er en stor lettelse for Bastians forældre.
- Det giver en kæmpe ro, og man tænker, at de har fuldstændigt styr på det her. Så selv om det er en absolut risikofyldt operation at lægge sit barn ind til, så har man en eller anden fornemmelse af, at de ved, hvad de skal, og hvad de gør, og det bliver godt, siger Metta Frost til TV 2.
Mindre abstrakt
For Bastian betyder den virtuelle plan, at han bedre kan forstå, hvad der skal ske næste gang.
- Det betyder, at det ikke bliver så abstrakt, og at vi helt konkret går ind og siger, det er sådan, det skal være, og det har du brug for, for at det skal blive godt igen, siger Peter Frost.
Det forstår Bastian godt, selv om operationen ikke bliver sjov.
- Jeg tror, at jeg bliver bange for det og græder. Jeg synes, det et er meget ærgerligt at få kæben frem, men det er også godt, fordi min far siger, at jeg snakker som om, jeg har forstoppet næse, siger Bastian.
Planen for Bastian Frosts korrektioner slutter, når han er omkring 17 år.