Samfund

66-årig mand tiltalt for ulvedrab

Det er første gang, et drab på en ulv skal behandles ved de danske domstole. Anklagemyndigheden går efter fængselsstraf til den 66-årige mand.

En 66-årig mand er tiltalt for at skyde og dræbe en hunulv på en mark ved Ulfborg den 16. april i år.

Manden er tiltalt for at overtræde jagtloven, fordi han "har drevet jagt på vildt, der ikke er fastsat jagttid for", skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ulven er fredet af EU, og derfor er manden også tiltalt for brud på artsfredningsloven. Netop fordi ulven er fredet, går anklagemyndigheden efter fængselsstraf til den 66-årige mand.

- Vi mener, at der er tale om en bevidst overtrædelse af artsfredningsbekendtgørelsen, og det er det, der gør, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf, siger Ulrik Panduro, specialanklager fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

- Det er første gang siden starten af 1800-tallet, at vi har kendskab til, at en ulv er blevet skudt i Danmark, hvorfor det er nyt, at de danske domstole skal behandle en sag om nedskydning af ulv. Hovedsagen er, at der er tale om nedskydning af et dyr, der er totalfredet i det meste af Europa.

Hvor lang en fængselsstraf de vil kræve, vil anklagemyndigheden først løfte sløret for, når sagen begynder i Retten i Herning fredag den 28. september.

Ulven blev dræbt på en mark ved Ulfborg i Vestjylland. Video: Rasmus Friis Jensen

Ulvedrab på LA-politikers mark

Ulven blev skudt på den tidligere folketingskandidat for Liberal Alliance Steffen Troldtofts grund. Men selvom det kom frem, at den 66-årige er i familie med Steffen Troldtoft, afviste politikeren, at han havde noget med det at gøre.

Efterfølgende bragte ulvedrabet Steffen Troldtoft i det, han selv kaldte for et regulært stormvejr, og derfor valgte han at trække sig helt fra politik den 30. april.

- Jeg trækker mig fra politik på grund af den mediestorm, der har været. Det har jo vist sig, at hele den her sag bliver brugt til at slå Liberal Alliance i hovedet. Og de har trods alt en fornuftig ulvepolitik, som partiet prøver på at få igennem, sagde han dengang til TV 2. 

En 1-årig hvalp

En obduktion af den ulovligt nedlagte ulv viste, at det var en hvalp på lidt mere end et år. Den vejede 31,9 kilogram og var 146 centimeter lang - inklusiv en hale på 40 centimeter.

Den dræbte hunulv var en af de otte hvalpe, som et ulvepar fik i sommeren 2017.

Den var ud af det otte hvalpe store kuld, som det såkaldte Ulfborg-ulvepar fik i sommeren 2017.

Ulven har været fraværende i den danske natur i mere end 200 år. Men i 2012 kom Europas næststørste rovdyr så igen til Danmark efter sin udryddelse i 1813. En ulv blev først spottet nord for Limfjorden, og senere blev den såkaldte Thy-ulv fundet død.

Siden er ulvebestanden ifølge officielle tal vokset til 8-11 individer i Danmark i 2018.