Samfund

Minister klar med flere penge til at fange snydere

Erhvervsminister Rasmus Jarlov oplyser til TV 2, at regeringen i ny finanslov sætter penge af til flere medarbejdere i Erhvervsstyrelsen.

Rettelse (06.23). Af denne artikel fremgik det i overskriften, at det er efter TV 2’s historier, at der er sat penge af til kontrol med skattesnyd. Den kan vi ikke konkludere. Vi kan alene konstatere, at TV 2 har lavet mange historier om skattesnyd, og nu har området fået tilført ekstra midler.

På det seneste har TV 2 afsløret omfattende snyd blandt danske virksomheder.

I går kunne TV 2 blandt andet afsløre, hvordan ledelsen i 823 CVR-registrerede selskaber i strid med loven ikke havde nogen registreret adresse. Ifølge eksperter kan det være et tegn på skattesnyd, når for eksempel en direktør er forsvundet fra en virksomhed.

Og regeringen er opmærksom på problemet, og derfor sættes der penge af på den kommende finanslov til flere medarbejdere i Erhvervsstyrelsen, oplyser erhvervsminister Rasmus Jarlov til TV 2.

- På finansloven, som kommer om tre dage, har vi sat penge af til næsten en fordobling af antallet af medarbejdere i Erhvervsstyrelsen, der arbejder med kontrol af regnskaberne i den slags selskaber, siger Rasmus Jarlov til TV 2.

Han siger også til TV 2, at it-kontrollen vil blive opgraderet.

- Erhvervsstyrelsen er også i gang med at få lavet nogle it-systemer, som kan scanne det her meget store antal  virksomheder, vi har i Danmark. Så jeg forventer sikkerheden bliver meget større i fremtiden, siger Rasmus Jarlov.

Han erkender, at flere virksomheder end forventet har snydt.

- Risikoen for at blive opdaget skal nok være lidt større end den er i dag, for at der ikke er helt så mange som snyder. Vi har fundet lidt mere snyd, end vi havde regnet med, og derfor øger vi kontrollen nu. Det er ikke enkelt at sætte udstyr op, der kan skanne de 750.000 virksomheder, der findes. Men det har et meget stort potentiale, og derfor forventer jeg, vi får en meget bedre kontrol i fremtiden, siger Rasmus Jarlov.