Samfund

Falske tilbud i omløb på sms - tryk ikke på linket

Som forbruger skal man kraftigt overveje, om et tilbud er for godt til at være sandt, mener Pressechef i SAS.

Gratis fly- eller biografbilletter. En mobiltelefon eller gavekort til forskellige dagligvarebutikker.

Alt, hvad der kræves for at få del i herlighederne, er adgang til dine betalingsoplysninger. Og denne fælde er mange danskere hoppet i.

I øjeblikket florerer der nemlig en lang række abonnementsfælder på internettet, men nu går Forbrugerombudsmanden ind i sagen.

Det oplyser myndigheden i en pressemeddelelse mandag.

Vær ekstra kritisk

- Vi opfordrer forbrugerne til at være ekstra kritiske over for de tilbud, de benytter - særligt hvis de samtidig skal give deres betalingsoplysninger, udtaler Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.

I forbindelse med de falske tilbud skal forbrugerne selv betale for fragtomkostningerne. Og flere har efterfølgende opdaget, at de ved at takke ja til tilbuddet er blevet bundet til et abonnement.

TV 2 er kommet i besiddelse af et par tilbud, der lyder for gode til at være sande, og hvor afsenderen udgiver sig for at være luftfartsselskaberne SAS og Norwegian.

Her bliver forbrugeren lokket med falske tilbud om gratis flybilletter i anledning af selskabets fødselsdage.

For godt til at være sandt

Problematikken om de falske reklamer har været kendt i et stykke tid, og over for TV 2 har SAS kommenteret sagen.

- Vi oplever løbende, at hackere sender scams ud, hvor det ligner, at det kommer fra SAS, men vi ved ikke, hvordan hackerne formår at afsende beskederne via vores sms-korrespondance, siger pressechef i SAS, Mariam Skovfoged.

Pressechefen slår fast, at man som forbruger bør være ekstra påpasselig, hvis man får en besked, der fortæller, at man har vundet en flyrejse.

- Vi råder til, at man ikke klikker på linket og bruger sund fornuft - og kraftigt overvejer, om noget er for godt til at være sandt, siger Mariam Skovfoged til TV 2.

Forbrugerombudsmanden giver følgende gode råd til at undgå at ryge i tilbudsfælden:

• Læs betingelser og vilkår igennem.

• Vær særlig varsom ved krav om betaling.

• Tjek felter, som er krydset af på forhånd.

• Tjek afsenderen. Hvis du ser et blåt eller gråt flueben på en Facebookside eller en Instagramprofil, betyder det, at afsenderen er verificeret af Facebook/Instagram, og at der derfor er tale om en autentisk side eller profil.

• Tjek, om der findes anmeldelser af virksomheden.

Hvis du allerede er gået i tilbudsfælden giver Forbrugerombudsmanden disse råd:

• Kontakt firmaet med det samme.

• Meddel, at du ikke mener, I har indgået en aftale. At aftalen er ugyldig, og at du vil have dine penge tilbage.

• Derudover skal du straks kontakte din bank, hvis du uberettiget har fået trukket penge fra din konto. Banken kan i visse tilfælde tilbageføre dine penge uden om den erhvervsdrivende.