Samfund

Nyt kæmpe studie slår fast, at alkohol ALTID er usundt

Hver niende dansker drikker ifølge Sundhedsstyrelsens Alkoholstatistik jævnligt alkohol.

Alkohol sættes i forbindelse med en række sygdomme i ny, omfattende undersøgelse.

Den omdiskuterede væske er både beskrevet som kræftfremkaldende og sund i mindre mængder.

Men nu slår et nyt, amerikansk studie fast, at alkohol udelukkende er skadeligt. Det skriver The Guardian.

Og det betyder ifølge undersøgelsen også, at man bør tage det til genovervejelse, hvis man er en af dem, der drikker et enkelt glas vin i sundhedens navn. Men her er Morten Grønbæk, der er direktør og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, dog uenig.

- Den ligner rigtig meget de undersøgelser, vi selv har lavet, der viser, at alkohol er skadeligt, hvis der bliver drukket for meget. Men det betyder ikke, at det er skadeligt for dem, der drikker et eller to glas om dagen, siger han.

Regeringen skal blande sig i alkoholvaner

Studiet er et af de største og mest detaljerede på området og er baseret på flere hundrede undersøgelser fra 195 lande i perioden 1990 til 2016.

Her kædes indtag af alkohol sammen med en række sygdomme i alle aldersgrupper - herunder diabetes, kræft og tuberkulose.

På den baggrund kan de ikke tillade sig at sige, at vi slet ikke skal drikke alkohol.

Morten Grønbæk, direktør og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab

Derfor argumenterer forskerne bag også for, at man fra politisk side går ind og anbefaler fuldstændig afholdenhed i stedet for et begrænset indtag.

Men selvom Morten Grønbæk kalder det "en rigtig fin undersøgelse", så er han samtidig skeptisk.

- På den baggrund kan de ikke tillade sig at sige, at vi slet ikke skal drikke alkohol. Der går man for langt, siger han og fortsætter:

- Så retningslinjer skal ikke ændres, for der er stadig lidt positive virkninger, hvis man ikke drikker mere end det anbefalede.

Svingende undersøgelser

Gennem tiderne er alkohol og dens virkning blevet undersøgt et utal af gange. Det er blandt andet blevet påvist, at et moderat indtag af alkohol kan have en positiv effekt på hukommelsen og være livsforlængende.

I den anden grøft viste en undersøgelse foretaget af et forskningshold fra New Zealand i 2016 også, at der er mere end blot en statistisk sammenhæng mellem alkohol og kræft.

Den konkluderede, at der er nok beviser til endegyldigt at sige, at alkoholindtag er en direkte årsag til kræft.

Og her er det især de syv dele af kroppen, som alkoholen passerer igennem, hvor der vil være øget risiko. Herunder svælget, endetarm, lever, spiserør, tyktarm, strubehoved og bryst.

Unge drikker mindre

Selvom danskerne ikke behøver helt at udelukke alkohol, så ville det ikke skade at sænke det samlede alkoholforbrug - tværtimod. 

Og her er de unge på vej i den rigtige retning. For selvom de stadig er indehavere af europarekorden, når det kommer til druk, så er kurven faldende.

En rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne 'Fuld af liv', der blev offentliggjort tidligere på året, viste nemlig, at fire ud af fem 15-25-årige ikke vælger at drikke sig fulde en gang i ugen.

Det vil sige, at det nu er nede på 20 procent, der fortsat indtager alkohol hver uge, hvilket er lavere end hidtil.