Samfund

Ryanair afskaffer gratis håndbagage

For mange kunder har udnyttet muligheden for at rejse let, og det skaber forsinkelser, lyder argumentet.

Det er blevet populært at rejse let. Og det har også været attraktivt for mange rejsende i og med, at man slipper for at betale for sin bagage og ofte slipper lettere igennem check-in.

Indtil nu har det været gratis at tage op til 10 kilo håndbagage med sig, når man er steget ombord på et af lavprisselskabet Ryanairs mange fly. Men det lader til at være slut nu.

Fremover vil flyselskabet tage mellem 45 og 75 kroner for ulejligheden. Til gengæld vil kunder kvit og frit kunne tage en mindre håndtaske med sig, hvis blot den kan være under sædet, skriver Reuters.

Håndbagage skaber forsinkelser

Ifølge Ryanair skyldes den nye bagagepolitik, at de mange rejsende med håndbagage har skabt forsinkelser. Selskabet hævder, at man ikke gør det for at profitere på kunderne, da prisen for at checke håndbagage ind er betydeligt billigere end en standard størrelse rejsekuffert.

Ryanair pointerer samtidig, at man vil øge mindstemålene for de tasker, der har lov til at ligge under flysæderne.

Konkurrenter som Easyjet, Wizz og Norwegian Air er ikke hoppet med på vognen og tillader indtil videre stadig håndbagage på kortere flyvninger.