Over halvdelen af danskerne vil hæve aldersgrænse på køb af alkohol

Danmark er det land i Europa, hvor flest unge jævnligt drikker sig fulde. Hvis det står til danskerne, skal unge under 18 år ikke kunne købe alkohol.

Det skal være slut med at købe øl og vin for unge under 18 år. 

Det mener 55 procent af danskerne ifølge en ny undersøgelse foretaget af Megafon for TV 2. Derimod mener kun 23 procent, at grænsen skal blive hvor den er.

Danske unge indtager en førsteplads som de unge i Europa, hvor der er flest, som jævnligt drikker sig fulde. Det vil danskerne, ifølge undersøgelsen, gøre op med. Blandt andet synes to ud af tre danskere, at de unge drikker for meget. 

Opbakning omkring aldersgrænse på 18 år

Som det er nu, kan unge under 18 år købe alkohol med en alkoholprocent på under 16,5. Dette omfatter de fleste øl og vine. Er alkoholprocenten over 16,5, hører det under 'stærkere alkohol', og her skal man være fyldt 18 år for lovligt at købe det. 

Men over halvdelen af danskerne ønsker altså, at man skal være fyldt 18 år for at kunne købe al slags alkohol.

Både Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Kræftens Bekæmpelse har tidligere udtrykt opbakning omkring at hæve aldersgrænsen på køb af alkohol. 

- En højere aldersgrænse for køb af alkohol vil få unge til at drikke mindre. Det er der god dokumentation for, sagde professor og formand for Vidensråd for Forebyggelse, Morten Grønbæk, sidste år i en pressemeddelelse.

Ifølge Lægeforeningens formand, Andreas Rudkøbing, kan et misbrug af alkohol ofte relateres til overforbrug - også i ungdommen. Han lægger vægt på, at den massive alkoholkultur i Danmark, især blandt unge, er med til at skabe grundlaget for mange af dem, der får et alkoholmisbrug senere i livet. 

- Udover alt der har at gøre med misbrug, er det også meget skadeligt for udviklingen af hjernen at drikke så meget alkohol, fortæller han.

Inspiration fra Island

Kigger man nordpå mod Island, må de unge ikke købe alkohol, før de er fyldt 20 år. 

Det er et af de tiltag, som islændingene tog, fordi de ville bekæmpe drukkulturen blandt de unge. 

Resultatet er, at antallet af islandske unge, som drikker, er styrtdykket siden 1998. Ifølge tal fra The Icelandic Centre for Social Research and Analysis var der i 1998 42 procent af de islandske 10. klasses-elever, som havde drukket inden for de seneste 30 dage. I 2018 ligger dette tal på seks procent. 

Til sammenligning har 32 procent af de 15-årige danskere været fulde inden for den seneste måned.