Flertal af danskerne klar til klimaafgifter – sådan kan du selv gøre en forskel i det daglige
Der er sket et skred i vores syn på klimaudfordringerne, mener professor.
Tørke og varmerekorder har sat dagsordenen, når det kommer til sommervejret anno 2018. Og en undersøgelse foretaget under sommerens ekstreme vejr viser, at danskerne tilsyneladende har ændret holdning, når det kommer til klimaudfordringerne.
57 procent af danskerne er nu er positivt stemt for, at staten lægger afgifter på varer, der er særligt belastende for klimaet. Det viser undersøgelsen, der er foretaget af Kantar Gallup for Berlingske.
Resultatet viser ifølge Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer ved Nansen Center i Norge, at der er sket et skred i vores syn på emnet.
- Når så mange er positivt stemte over for afgifter, tyder det på, at vi heller ikke afskrækkes af øgede priser på nogle af vores dagligvarer. Samtidig indikerer det, at folk ikke mener, vi kan løse udfordringerne som enkeltpersoner, men at der snarere er brug for politisk handling, siger han til Berlingske.
I alt tilkendegiver 74 procent i den seneste undersøgelse, at de er bekymrede over klimaforandringerne. Tilbage i 2009 var det tal 69 procent.
Uenighed på Christiansborg
Politisk set er Alternativet på linje med undersøgelsens konklusion. For partiet ser gerne, at der kommer afgifter på varer, der belaster klimaet.
- Vi er vant til at gå ned og tage en pakke kød og komme på panden, når vi skal lave mad. Og hvordan forandrer vi det? Der ser vi gerne, at vi hæver priserne på det, der er klimabelastende og til gengæld sænker priserne på eksempelvis frugt og grønt. Så vi på den måde gør det lettere og billigere at gøre det rigtige, siger Rasmus Nordqvist, der er klimaordfører i Alternativet.
I Venstre er man dog langt fra lige så begejstrede for idéen om afgifter på eksempelvis kød.
- Vi skal lægge mærke til, at vi her i Danmark er blandt de bedste i verden til at producere kød med det laveste miljø- og klimaaftryk. Og så vil det være tudetosset at lægge afgifter på det. Det vil bare resultere i, at produktionen vil blive nedlagt i Danmark og flyttet til udlandet. Det vil være at gøre klimaet og miljøet en bjørnetjeneste, siger Venstres klimaordfører, Erling Bonnesen.
Sådan kan du selv gøre
Der er flere ting, som du i det daglige selv kan gøre, som gavner miljøet og klimaet. TV 2 giver dig her et oversigt over de store og små ting, der gør en forskel i hverdagen.
Kilder: Miljø og Sundhed, Elsparefonden, Plastic Change, Forbrugerrådet Tænk, tænketanken Concito.