Antallet af mæslingetilfælde er steget betydeligt
Alle bør blive vaccineret, lyder anbefalingen efter stigning i antallet af mæslingetilfælde i Europa.
Antallet af mæslingetilfælde er steget betydeligt i år i Europa. Det betyder, at risikoen for at blive smittet er større.
Det vurderer Statens Serum Institut (SSI), der derfor anbefaler, at alle, som ikke er vaccineret, bliver det.
Fra i april i år har alle voksne haft mulighed for gratis at blive vaccineret mod mæslinger. Og det er et tilbud, som afdelingslæge Palle Valentiner-Branth mener, at man skal tage imod.
- Når man rejser til lande, hvor vaccinationsdækningen er lavere, og hvor der er udbrud af mæslinger, så er der en risiko for, at man får en ubehagelig souvenir med hjem, siger han.
Palle Valentiner-Branth kalder situationen alvorlig i en Europa-region, hvor lande som Ukraine udgør mere end halvdelen af tilfælde.
- Vi har et problem i Europa generelt med mæslinger, men det allerstørste problem er i den russiske del af WHO-region, siger han til TV 2.
Over 40.000 smittet med mæslinger
41.000 tilfælde af mæslinger er registreret rundt om i Europa i årets første seks måneder. Det er en betydelig stigning i forhold til hele 2017, hvor Verdenssundhedsorganisationen, WHO, registrerede knap 24.000 tilfælde i løbet af året.
Over halvdelen af de tilfælde, som er konstateret i Europa i år, er registreret i Ukraine. Her har omkring 23.000 været syge af mæslinger.
Seks andre lande har registreret over 1000 tilfælde hver i år. Det er Frankrig, Italien, Grækenland, Georgien, Rusland og Serbien.
Fem af de i alt 41.000 tilfælde har ramt Danmark.
- Det skal vi være glade for. Vi skal rose de danske børnefamilier for at tage godt imod tilbud om mæslingevaccination. Det betyder, at vi ligger en beskyttende pude omkring dem, der ikke er immune, siger Palle Valentiner-Branth til TV 2.