Samfund

Flere blokerer sig selv fra at spille, men er du afhængig? Tag testen her

Tag testen nederst i artiklen.

Online kasinoer, Odds, den enarmede tyveknægt, lotterier.

Tilbuddene er mange.

Og danskerne er vilde med at spille - faktisk så vilde, at spillefirmaerne ifølge Spillemyndigheden omsatte for 9,2 milliarder alene i 2017. En stigning på næsten to milliarder siden 2012.

Omsætningen gælder alt fra væddemål på heste, over lotterier til væddemål og kasinoer online.

Og det er særligt de online tilbud og den massive kampagne fra virksomhederne bag, der har lokket mange danskere til at prøve lykken.

Det fortæller leder på Center for Ludomani Michael Bay Jørsel, der ikke er specielt begejstret for stigningen, da der med øget spilmængde også kommer flere problemer:

- Marketing for online spil er en tsunami, der ruller over det danske landskab med 180 kilometer i timen. Det er et stort problem. Særligt blandt de unge, der bare griber deres telefon i lommen og satser, siger han og understreger, at det især er unge mellem 18-30 år, der får problemer med at kunne styre deres spil.

En opgørelse for Spillemyndigheden viser imidlertid, at mange er klar over, at de har et problem og derfor har tilmeldt sig Registret For Frivilligt Udelukkede Spillere – ROFUS. Et register der blokerer adgangen til både online samt fysiske tilbud om at spille. I dag er mere end 15.000 tilmeldt. Det er en stigning på 37 procent på bare et år. Og mere end en fordobling siden 2015.

Man kan frivilligt tilmelde sig ROFUS med hjælp fra sit NemID, hvad end man blot ønsker at tage en 24 timers spilpause, have en midlertidig udelukkelse på 1, 3 eller 6 måneder eller man ønsker at udelukke sig fra alt spil permanent.

Foruden at tilmelde sig registret er der flere gratis tilbud om hjælp - Center for Ludomani tilbyder gratis behandling og på Forskningsklinikken for Ludomani på Aarhus Universitetshospital tilbydes gratis konsultationer.  

De har udviklet en screeningstest, som kan afsløre klare tegn på ludomani. Tag testen her og få svar med det samme: 

Test dig selv: Er du ludoman?

  1. Er du stærkt optaget af spil eller måder at skaffe penge til spil?

  2. Har du oplevet et behov for at spille om større pengebeløb for at opnå den samme spænding?

  3. Har du haft gentagne og fejlslagne forsøg på at stoppe eller kontrollere dit spil?

  4. Bliver du rastløs eller irritabel, når du forsøger at stoppe eller kontrollere dit spil?

  5. Spiller du for at undgå negative følelser eller problemer?

  6. Vender du ofte tilbage en anden dag for at genvinde tab?

  7. Har du løjet overfor familie og venner om omfanget af dit spil?

  8. Har du mistet eller bragt familierelationer, job eller uddannelse i fare på grund af dit spil?

  9. Er du afhængig af andre for at finansiere dit spil eller betale spillegæld?