Samfund

Dødsbrand startede i sofa

.

Tre ældre kvinder mistede livet i brand på plejehjem.

Politiets teknikere har nu fundet arnestedet til en brand, der kostede tre personer livet på et plejehjem i Allingåbro på Djursland fredag den 3. august.

Branden opstod i en sofa i en lejebolig, hvor en 93-årige kvinde befandt sig. Branden spredte sig hurtigt til yderligere tre boliger i fløjen.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet lukker nu efterforskningen uden at have fundet den egentlige årsag til branden.

- Vi har konstateret, at vi ikke kan finde frem til den præcise brandårsag. Det har ikke været muligt at fastslå ud fra de beviser, der har været, siger kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, Jeanette Løv Rasmussen, til TV 2. 

Den 93-årig kvinde og en 91-årig kvinde mistede livet under branden. De opholdt sig begge i deres hjem. En 95-årig kvinde blev indlagt med alvorlige brandskader på Aarhus Universitetshospital, hvor hun døde to dage senere.

To andre kvinder på 87 og 89 år blev kørt på skadestuen med røgforgiftning.