Computerspil er blevet hverdag hos mange unge, men flere oplever også mobning

Flere børn og unge oplever, at tonen på nettet er så hård, at det påvirker dem. Dog er det ikke altid, at forældrene får det at vide.

Nigger, cunt, newbie, fucktard, I fuck your mom.

Sådan nogle beskeder er hverdagskost for 17-årige Mads-Emil Engell, når han spiller computerspillet 'League of Legends'.

De fleste computerspil har i dag en chat-funktion, hvor brugerne kan skrive til hinanden, mens de spiller. Og det er altså her, at skældsordene bliver sendt af sted. 

- Jeg sidder bag en skærm, og der er en karakter derinde, som ikke er mig. Vi tror, vi bare kan skrive hvad som helst, vi har lyst til, og der er ingen der overvåger os, fortæller Mads-Emil Engell.

De hadefulde ord rammer lige i hjertet

Men når spillet er slut, sidder de hårde ord stadig fast.

- Det betyder overraskende meget i forhold til, hvad man havde forventet, at en eller anden skriver grimt til dig på internettet. Faktisk rammer de dig rigtig hårdt lige i hjertet, siger Mads-Emil Engell.

Somme tider har de sårende beskeders påvirkning været svære at skjule.

- Mine forældre kan godt mærke, at jeg er lidt mere sur, når jeg sidder ved spisebordet og har spillet tre timer i træk, siger Mads-Emil Engell.

- "I fuck your mom" er almindeligt

Mads-Emil Engell er ikke den eneste, der bliver påvirket af det hårde sprog.

I en Megafon-undersøgelse for TV 2 svarer hver tredje forælder, at deres børn er kommet til dem med noget, der har gjort dem kede af det online. Men i en undersøgelse blandt børnene svarer to ud af tre børn, at de har oplevet noget ubehageligt.

Ifølge Helle Rabøl, der er lektor i mobning ved DPU Aarhus Universitet, er online-spil en skjult mekka for mobning. 

- Et udtryk som "fuck your mom" er sådan noget, der er blevet meget almindeligt inden for spilkulturen, siger hun.

Forklaringen kan være, at brugerne ofte spiller en hård karakter, der skal kunne klare det meste, hvilket smitter af på sproget. 

Afstemning

Hemmeligt for forældrene

På trods af at børn og unge ofte oplever noget ubehageligt online, så er det ikke altid, at det kommer videre til forældrene. 

- De voksne står lidt på sidelinjen. De har måske ikke rigtig forstået det univers, fordi det netop virker så uskyldigt, siger Helle Rabøl.

Og hjemme hos familien Engell ved forældrene godt, at de ikke får alt at vide. Ofte bliver der nemlig hurtigt klikket væk fra skærmen på computeren, hvis forældrene træder ind i rummet.

Men da familiens yngste dreng på 11 år også begyndte at få hadefulde beskeder, lukkede forældrene spillene ned i perioder. Det har dog ikke været helt uden følgevirkninger.

- Vi kan også godt mærke, at det, i hvert fald for den mindste af vores sønners vedkommende, har den konsekvens, at man ikke er en del af det fællesskabet, siger Bettina Stannov Engell, der er mor til drengene. 

Tryk på mute-knappen

Mads-Emil Engell har valgt at droppe de spil, hvor han følte sig mest mobbet.

Og så har han lært et andet smart trick, så han slipper for de hårde skældsord. 

- Hvis du trykker på mute-knappen, så gør du sådan, så personen ikke kan skrive til dig, forklarer han.