Samfund

- Jeg vil gerne lette presset på de studerende, siger minister om stress-tal

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers mener dog ikke, at pilen kan peges entydigt mod politikerne, når det gælder stress hos de studerende.

Hver tredje af de cirka 5000 studerende, som hvert år henvender sig til Studenterrådgivningen, angiver stress som primær årsag til deres problemer.

I 2010 var det kun godt hver femte henvendelse hos Studenterrådgivningen, der handlede om stress. 

De studerende angiver desuden præstationsproblemer, koncentrationsbesvær samt depression og tristhed, skriver Jyllands-Posten.

Konsekvenserne af mistrivslen kan være unødig forsinkelse af studierne, samt at nogle studerende vælger at forlade deres studier, lyder det i avisen.

Et uigennemskueligt system

Ifølge Danske Studerendes Fællesråd er der behov for en kulturændring i forhold til synet på det at være studerende. 

De studerendes stress stammer fra et uigennemskueligt system, lyder deres kritik.

Flere studerende melder sig på banen med stress. Video: Sofie Sparre

- Det, vi kan se, er eftervirkninger af flere års reformer og skift i uddannelsessystemet. Det er blevet utroligt uigennemskueligt at vide, hvordan man kommer igennem en uddannelse. Der er også en tone og en debat om studerende, der fokuserer på, at de skal hurtigere gennem studiet og hurtigere ud at få et job. Det gør, at man er mere presset på sit studie, og at der er et karakterpres allerede på ungdomsuddannelserne, som fortsætter hele vejen op igennem de videregående uddannelser, siger Kristine Pedersen, som er næstforkvinde i Danske Studerendes Fællesråd.

Ahlers: Stress er ikke isoleret til uddannelsessystemet

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) anerkender kritikken fra Danske Studerendes Fællesråd, men han påpeger også, at stress blandt unge ikke er isoleret til uddannelsessystemet.

- Jeg er ikke sikker på, at det er så simpelt, som det bliver lagt op til her. Når de faglige organisationer laver undersøgelser, så peger det på præstationsangst og eksamensangst som det helt store element.

For at imødekomme problemet har regeringen blandt andet nedsat et stresspanel, som skal gøre dem klogere på området.

- I regeringen forstår vi ikke problemet godt nok. Men vi anerkender, at der er et problem, fordi der er så mange, der giver udtryk for det her. Stress er blevet et stort problem, og det skal vi tage alvorligt. Først når vi forstår, hvad problemet egentlig er, så kan vi finde løsningerne. Om pilen peger på politikerne, det ved jeg endnu ikke nok om. 

Vi anerkender, at der er et problem

Tommy Ahlers, uddannelses- og forskningsminister

Tommy Ahlers mener dog ikke, at vi har lagt for meget pres på de unge i uddannelsessystemet.

- Jeg vil gerne tage en diskussion om problemet, men jeg er bare ikke sikker på, at vi skal bruge stress som argument for at tage den. Tallene viser, at de unge, der er under uddannelse, og de, der ikke er, er lige stressede. 

Minister vil gerne være med til at lette presset

Han mener dog, at der er nogle ting, som politikerne kan kigge på for at lette presset fra de studerende.

- Jeg vil gerne forsøge at skaffe flertal for at afskaffe karakterbonussen på 1,08 for at påbegynde en videregående uddannelse med det samme. Det, synes jeg, er et helt tydeligt signal om, hvor vigtige karaktererne er, og hvor vigtig hurtighed er allerede på ungdomsuddannelserne. Det er måske lidt et fejlsignal. Det ser ikke ud til at virke, så derfor synes jeg faktisk, at vi burde afskaffe den.

Tommy Ahlers vil også gerne kigge på at gøre uddannelserne mere fleksible.

- Vi har egentlig designet systemet sådan, at vi har en treårig bachelor og en toårig kandidat, som er to lidt uafhængige systemer. Men i det danske system er det desværre blevet til en femårig model, hvor man ser, at 85 procent går direkte videre til kandidatuddannelserne. Det vil jeg gerne prøve at gøre lidt mere fleksibelt, så man faktisk har en mulighed for at stoppe efter sin bachelor og så arbejde i to - tre år, hvorefter man så kan komme tilbage og tage sin kandidatgrad.