Trapezkunstner styrter ned under forestilling i Cirkus Arena

16x9
Kvinden faldt tre meter og var vågen, da politiet ankom til stedet omkring klokken 18. Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

Det er muligvis en defekt sikkerhedswire, som førte til ulykken.

En kvindelig trapezkunstner er onsdag kommet til skade under en forestilling i Cirkus Arena i Hornbæk. Det oplyser Nordsjællands Politi. 

- Det er muligvis en defekt sikkerhedswire, som har ført til, at kvinden er faldet ned, siger vagtchef Henrik Alstrup. 

Han oplyser, at kvinden faldt tre meter og var vågen, da politiet ankom til stedet omkring klokken 18. 

- Vi kender endnu ikke omfanget af hendes skader, men hun er fløjet til Rigshospitalets Traumecenter for behandling, siger Henrik Alstrup. 

Har muligvis brækket armen

TV 2 har været i kontakt med Cirkus Arena, som oplyser, at kvinden - som er i staten af 20'erne og fra Ukraine - højest sandsynligt har brækket en arm. 

- Hun kunne tale og var selvfølgelig chokeret. Det var også en chokerende oplevelse for publikum. Der var en lang pause i forestillingen, til pigen var fløjet væk. Så tilbød man folk at se den færdig, og resten har vi tilbudt en ny forestilling, siger Klaus Jochumsen, turnéchef hos Arena og fortsætter: 

- Politiet har taget sikkerhedswiren med til undersøgelse, for vi ved ikke, hvordan det kunne ske. Det er en stålwire med karabinhager. Om det er, fordi den ikke er efterset, skal jeg ikke kunne sige.

Cirkus Arena er ifølge eget udsagn Nordens største cirkus og er i øjeblikket på turné i hele landet.