Samfund

Aggressive hvepse plager i varmen - sådan kan du undgå dem

Hvepsene spiser gæret frugt og er derfor fulde, aggressive, irriterende og pågående.

Synes du også, at der er flere hvepse, end der plejer at være, i år? Så har du ret - den rekordvarme sommer gør, at der er 15 til 20 gange flere hvepse end normalt.

På grund af vejret har hvepsene i år kunnet gå ekstra tidligt i gang med at bygge hvepseboer, og dronningens æg har udviklet sig usædvanligt hurtigt.

Normalt giver hvepse først problemer i Danmark i august, men i år er de altså allerede i fuld sving.

Og ikke nok med det. Dronningerne er på grund af den varme sæson døde tidligere end normalt, så hvepsene har ikke noget at give sig til. Samtidig er frugten modnet en måned tidligere, end den plejer, så hvepsene spiser gæret frugt, hvilket gør dem fulde og dermed mere aggressive.

Der findes dog mange gode husråd til, hvordan du slipper af med de svirrende og aggressive hvepse. Her på TV 2 har vi samlet en række gode råd - både fra de professionelle og fra private - til, hvordan man bedst får hvepsene til at pakke sammen og forsvinde fra middagsbordet.

Hvis du selv har gode råd til, hvordan man bedst slipper af med hvepsene, så send dem - gerne med billede eller video - til journalist Lisa Linding på lisa@tv2.dk.

Gode råd mod hvepse

  1. Gift

    Er hvepseboet placeret i jorden eller på et utilgængeligt sted, kan det være effektivt at anvende hvepsegift eller insektspray til flyvende insekter og placere gift på de steder, hvor hvepsene færdes, når de skal ind og ud af boet.
     

  2. Fjern hvepseboet - så tidligt som muligt

    En af de mest effektive metoder til at forebygge og bekæmpe problemer med hvepse er at fjerne både store og små hvepsebo. Kan man tage dem helt i starten, er det nemmere, hurtigere og mindre risikofyldt, end hvis det er et stort hvepsebo. Gå derfor huset efter jævnligt, både udvendigt og indvendigt, og fjern alle små hvepsebo, der måtte være under opbygning. Typiske steder er loft, tagudhæng, hulmure, brændestabler, skure, carporte og garager. Hvis du ikke selv vil tage kampen op mod hvepsene, så kan du bestille en professionel til arbejdet.

  3. Lav din egen hvepsefælde

    Tag en 1,5 liters sodavandsflaske, og klip den over cirka midtvejs. Toppen af plastflasken sættes nu ned i bunden, så den fungerer som en tragt. I flasken hældes et lokkemiddel. Sodavand, saft eller sukkervand er yderst effektivt til at lokke hvepsene ned i fælden. Fælden er nu klar til brug og kan opsættes på steder, hvor hvepsene er til gene. Herved skulle det gerne resultere i, at hvepsene lokkes til af lokkemidlet fremfor din mad. Ifølge Finn Rosenkilde fra Hvepseeksperten.dk virker tricket dog kun sidst på sæsonen, hvor hvepseboene er ved at gå i opløsning. I højsæsonen bliver hvepse IKKE tiltrukket af søde sager.

  4. Kaffegrums

    Du kan prøve at placere en tallerken med kaffegrums på terrassebordet og sæt ild til. Kaffen brænder langsomt og afgiver et lugt, som hvepse angiveligt hader.

  5. Benzin og petroleum

    Benzin og petroleum er også kraftige lugte, der skulle kunne få hvepse og andre insekter til at pakke sammen og forsvinde.

  6. Brug vand

    Sprøjt vand på hvepsene. Hav en vandforstøver klar på terrassen, og sprøjt løs på hvepsene. Angiveligt tror de, det regner, og søger tilbage til boet.

  7. Lok dem til med kød

    Et stykke rødt kød placeres i en hvepsefælde, og proteinerne tiltrækker insekterne. Ifølge hvepsefanger Finn Rosenkilde fra Hvepseeksperten.dk er hvepse kødædere og bliver derfor tiltrukket af kødlugt.

  8. Tag det roligt

    Hvepse er en del af naturen, og hvis man vil undgå at blive stukket, så handler det om at tage det roligt, når hvepsene svirrer om din mad.

  9. Hæng en papirspose op

    På de sociale medier kan man også finde flere husråd om, hvordan man undgår den svirrende plage. Blandt andet har Oluf Jørgensen lagt følgende råd ud på Facebook:

    - Man tror ikke det passer, men det gør det. Vi har været plaget meget af hvepse, men vi så et tip med en brun papirpose på terrassen. Og det hjælper - der har ikke været en eneste, mens vi spiste frokost. Hvepsen tror, det er et andet bo, og flyver videre.

     

Kilder: HvepseEksperten.dk, Hvepsebekæmpelse.dk, Facebook, Idényt.

TV 2 har ikke selv testet de gode råd og kan derfor ikke stå inde for, hvilke der virker, og hvilke der ikke gør.