Hvor lang tid tager det, før græsset bliver grønt igen?
Om græsset er helt dødt eller bare er i dvale, afhænger lidt af, hvordan du har behandlet det indtil nu.
Hvis du har en park, en have eller bare et lille stykke græs i nærheden af, hvor du bor, har du sikkert lagt mærke til udviklingen.
Græsset er gået fra en fin mørkegrøn farve til at ligne en kornmark, kort før den skal høstes.
Men haveekspert i boligejernes videnscenter Bolius Jesper Carl Corfitzen fortæller, at selvom græsset måske ser dødt ud, så er der stor chance for, at det vil komme tilbage igen hurtigt, når bare det begynder at regne.
- Græsset er ikke dødt, selvom det ser sådan ud. Så du skal med al sandsynlighed ikke ud at plante nyt, siger han.
Men der er dog nogle tilfælde, hvor græsset har fået en for hård behandling til, at det kan gøre et comeback.
- Har I virkelig brugt græsplænen meget her under varmen, så kan den godt være helt død. Hvis I har spillet fodbold, badminton eller holdt store grillarrangementer med mange mennesker, så kan græsset være blevet slidt så meget i bund, at rodhalsene er blevet ødelagt, fortæller Jesper Carl Corfitzen.
Har græsset været udsat for almindelig let brug, så kommer det altså tilbage på et tidspunkt. Men hvor længe skal man så vente?
Hvor længe?
Hos TV ØST satte de sig for at teste, hvor mange dage det ville tage, hvis de vandede en lille del af deres græsplæne, og her var svaret klart: Fem dage tog det, før græsset stod flot og grønt igen.
Venter man på regn, hvilket haveeksperter opfordrer til, så vil det ifølge Jesper Carl Corfitzen ikke tage meget længere end halvanden uge, før man kan skimte den grønne farve igen.
- Med regn et par gange om ugen, så vil der ikke gå længe, siger han og fortsætter:
- Men når græsset begynder at gro, så giv det lige en til to uger til at komme sig, og så kan du godt begynde at slå det igen.
Så nyt græs
Hvis du har danset fandango eller noget lignende på græsset hele sommeren, så rodhalsene er blevet ødelagt, så har Jesper Carl Corfitzen en klar plan for, hvornår og hvordan du gensår dit græs.
- Det er oplagt at genså i september. På det tidspunkt er der masser af nattedug, og jorden er stadig lun, siger han og fortsætter:
- Venter du til senere på efteråret, når græsset ikke at få ordentligt fat, inden temperaturerne bliver for lave, og så skal du gentage hele såningen igen til foråret.
Nedenfor kan du få nogle generelle tips til at få en glad græsplæne.