Flyselskab om rejsekaos på Rhodos: - Vi gør alt, hvad vi kan
Mange danskere er strandet i Tyrkiet eller på Rhodos efter massivt nedbrud i check in-systemet i den græske ferieøs lufthavn.
- Alle knokler for at få Spies-gæster på Rhodos hjem.
Sådan lyder det fra pressechef Lisbeth Nedergaard i flyselskabet Thomas Cook Airlines, efter tusindvis af rejsende fra hele Europa siden søndag aften har været strandet på den græske ferieø Rhodos, fordi de på grund af et systemnedbrud ikke kan blive tjekket ind til deres fly.
- Vi er simpelthen så kede af situationen. Vi gør alt, hvad vi kan, men vores fly kan ikke få start- eller landingstilladelse eller en gate i lufthavnen, fordi der er massive problemer med at tjekke vores passagerer ind, siger Lisbeth Nedergaard.
Hun forklarer, at det er rejsende fra hele Europa, der er ramt af systemnedbruddet i den græske lufthavn, og Thomas Cook Airlines leder lige nu, sammen med mange andre europæiske flyselskaber, efter fly og løsninger, så de strandede feriegæster kan komme hjem.
Ifølge de seneste oplysninger fra lufthavnen er det mandag formiddag igen muligt for den græske lufthavn at tjekke passagerer ind, men Lisbeth Nedergaard kan ikke sætte tidspunkt på, hvornår det vil lykkes at finde et fly, der kan flyve de rejsende hjem.
Har sovet på gulve på hoteller og i lufthavne
TV 2 har været i kontakt med flere af de mange danskere, der lige nu er strandet på Rhodos eller er blevet transporteret til Dalaman i Tyrkiet. De beskriver kaotiske tilstande i lufthavnen, og hvordan de har tilbragt natten liggende på gulvet i ankomsthallen med tusindvis af andre flyrejsende.
Rejseselskabet TUI i Danmark fortæller TV 2, at lufthavnen på Rhodos hurtigt blev overfyldt, fordi man måtte tjekke passagererne manuelt ind, men både Spies og TUI oplyser, at mange af de danske rejsende nu er blevet transporteret væk fra lufthavnen – enten til hoteller på Rhodos eller til Dalaman Lufthavn i Tyrkiet.
- For at undgå mere kaos i lufthavnen har vi valgt at sende vores rejsende til Dalaman i Tyrkiet, siger Katarina Frederiksen, der er presseansvarlig i TUI.
Et fly kom af sted mod Billund – uden alle rejsende
En af de rejsende, der efter flere timers ventetid i lufthavnen på Rhodos er blevet transporteret med bus tilbage til det hotel, som de forlod søndag eftermiddag, er Rikke Thomsen. Hun fortæller, at deres fly til Billund lettede søndag uden alle passagerer.
- Efter seks timer i lufthavnen, hvor vi stod som sild i en tønde i stegende hede, nåede vi næsten op til check in, før vi fik at vide, at vores fly var lettet uden de sidste personer, skrev Rikke Thomsen i en mail.
Lisbeth Nedergaard forklarer, at der var et kort vindue til at få ét fly af sted fra Rhodos med passagerer, der var blevet tjekket manuelt ind.
- Der var desværre 64 personer, som ikke nåede at blive tjekket ind, men de vil efter planen i dag blive fløjet til Hannover og kørt derfra til Billund i bus, oplyser Thomas Cook Airlines.
Markedet for fly og hotelværelser er støvsuget
Flere af de Spies-rejsende, som TV 2 har været i kontakt med, kritiserer deres rejseselskab for at overlade de rejsende til sig selv og for ikke at give tilstrækkelig med information.
Kommunikationschef i Spies Torben Andersen forklarer, at rejsende fra hele Europa lige nu valfarter til Rhodos, hvor det er absolut højsæson.
- Det er ikke kun os, der prøver alt – det gør alle engelske, tyske, svenske og norske selskaber, der lige nu er på jagt efter et ledigt fly, der kan flyve deres gæster hjem. Men markedet er støvsuget. Det samme gælder markedet for ledige hotelværelser, så der er faktisk ikke noget, som vi kan kommunikere videre lige nu, siger han.
Spies valgte i nat at køre deres strandede gæster fra lufthavnen tilbage til dét Sun Wing Hotel, som de var afrejst fra tidligere på dagen, på trods af at der ikke er nogen ledige senge, så gæsterne – mange af dem med børn – har sovet i receptionen, i sofaer og på solvogne ved poolen.
- Det var det bedste alternativ, vi kunne finde på Rhodos. Vi kan ikke begynde at sprede vores gæster på overnatningsmuligheder længere væk, hvis der lige pludselig er mulighed for et fly, siger Torben Andersen og fortsætter:
- Vi er lige så kede af det som vores gæster. Vi prøver alt, hvad vi kan for at få dem hjem og til deres destination.
Spies kan ikke på nuværende tidspunkt svare på, om de rejsende kan få kompensation.
Torben Andersen oplyser dog, at udrejsende kan få kompensation i henhold til "Lov om Pakkerejser", i forhold til hvornår de er fremme på rejsemålet. Hjemrejsende får ikke kompensation, da de ikke har mistet tid på rejsemålet, men de kan søge om dækning af eventuelle ekstra omkostninger. Der er dog ingen garanti for dækning.