Samfund

Afbrændingsforbuddet breder sig: Kirkegårde forbyder lys på grave

Tørken er nu så alvorlig, at levende lys på kirkegårde udgør en stor brandfare. På Hørsholm Kirkegård udbrændte seks meter hæk og seks urnegrave

Trælågen ind til kirkegården råber Gori, og græsset knækker tørt under fødderne.

Et papskilt fortæller, at det ikke længere er tilladt at have levende lys på gravene.

Sådan ser situationen ud på mange af landets kirkegårde efter tre måneder med meget begrænsede mængder regn. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Skyldes afbrændingsforbud

Lys på gravene er en skik, som mange i folkekirken og i frikirker har taget til sig gennem de seneste 15-20 år, og på nogle grave brænder der altid fyrfadslys eller lanterner.

Men da alle kommuner har indført helt eller delvist forbud mod åben ild på grund af tørken, gælder reglerne altså også for kirkegårde.

I hvilken udstrækning forbuddet er gældende i ens kommune, kan man orientere sig om der eller på beredskabets hjemmeside.

I Nordjylland er naturen ekstremt tør lige nu, og beredskabschef Lars Bjørndal billiger, at flere kirkegårde nu forbyder levende lys på gravene.

- Det er en god idé at gøre kirkegængerne opmærksomme på den fare, levende lys udgør nu, hvor der er så knastørt. Vi må for enhver pris undgå brand i naturen, og der skal meget lidt til i øjeblikket, siger han.

I Hørsholm var der brand forleden

På Hørsholm Kirkegård i Nordsjælland fik ilden forleden fat i både hæk og grave, og her var der ikke engang tale om et levende lys, men blot om det rundede glas til lys, som stod på en grav.

- Nogle af de her glas til lys har jo buede former, og når solens stråler går igennem, antænder de omgivelserne ligesom et gammeldags brændglas, fordi alting er så tørt, siger kirkegårdsleder Vagn Andersen.

- Heldigvis var vi på arbejde, ellers kunne det være gået rigtig galt. Det gik ufatteligt hurtigt, og flammerne var lynhurtigt meget høje, men vi nåede at få ilden slukket, inden brandvæsnet kom.

Ilden åd seks meter hæk, og bevoksningen på seks urnegrave blev brændt af og skal genplantes.