Myndigheder advarer mod farlig dans fra kørende biler - danske unge gør det også

16x9
Ofte bliver dansevideoerne sendt mellem venner på sociale medier. Derfor er det svært at få et overblik over omfanget i Danmark Foto: TV 2

TV 2 har fundet flere videoer med danskere, der hopper ud af biler i bevægelse for at danse med til det virale hit.

I flere hundredetusinde videoer på sociale medier kan man se unge mennesker verden rundt danse til sangen 'In my feelings' af rapperen Drake, hvor han synger om kvinden 'Kiki'. 

Men de nøjes ikke med at danse.

Det er blevet populært at lave dansen i forlængelse af, at man hopper ud af en bil i bevægelse.  

Myndigheder advarer

Og det har fået myndigheder verden rundt i lande som for eksempel USA, Egypten og Spanien til at advare mod dansen, som potentielt kan være farlig. I de Forenede Arabiske Emirater er tre personer desuden beordret anholdt for at have danset til det virale hit. 

#InMyFeelings

- Det startede med, at den amerikanske komiker Shiggy lagde en video op på Instagram, hvor han danser til videoen. I videoen hopper han ikke ud af en bil.

- Nogle dage efter lagde den amerikanske sportsstjerne Odell Beckham Jr. en video op, hvor han danser, efter at være hoppet ud af en stillestående bil.  

- Efterfølgende blev det særdeles populært for ukendte personer at lave egne versioner af dansen. Det er ukendt, hvornår de begyndte at hoppe ud af biler i bevægelse.

- Videoerne ligger typisk under emneord på de sociale medier, de såkaldte hashtags. For eksempel #InMyFeelings.

På sociale medier har TV 2 fundet over 10 videoer med danskere, der danser dansen.

En rundringning til de danske politikredse viser, at der endnu ikke har været konkrete politisager herhjemme. Men flere af kredsene fraråder fænomenet.  

Screendumps fra det sociale medie Snapchat.
Screendumps fra det sociale medie Snapchat. Foto: TV 2

På billederne ovenfor kan man se tre eksempler fra danske videoer på mediet Snapchat. På det ene ser man Snapchat-mærket for København i bunden. I det andet eksempel står teksten på dansk, og i det sidste eksempel kan man i videoen høre personerne tale dansk.

I alle tre videoer danser personerne til sangen, mens en bil er i bevægelse ved lav hastighed.

Det har ikke været muligt for TV 2 at komme i kontakt med personerne på billederne ovenfor, så derfor bringer vi ikke videoerne i fuld længde, men kun som billeder. Vi har sløret for at skjule identiteten på de involverede.

Hopper ud af biler i bevægelse

Videoerne deles typisk ikke offentligt på de enkelte brugeres sider på sociale medier, men sendes typisk til venner og bekendte. Derfor er det svært at få et overblik over omfanget af fænomenet herhjemme. 

Har du selv optaget en version af dansen? Så hører vi gerne fra dig. Send en mail til goos@tv2.dk.

Fra udlandet er det dog muligt at finde en lang række videoer med dansen, som oftest udføres af chaufføren eller en passager. En person i bilen filmer så dansen. 

Her er det for eksempel skuespillerne Chachi Gonzales og Liza Koshy, som hopper ud på vejen for at danse.

Vi har også været i kontakt med en anden person, som har lagt to videoer op på det sociale medie Instagram, hvor han hopper ud af en bil i bevægelse på en parkeringsplads i københavnsområdet. Han ønsker dog ikke at tale med TV 2 om videoerne. 

TV 2 har også taget kontakt til alle politikredse i Danmark, og herfra lyder det, at politiet endnu ikke har taget nogen personer i at udføre dansen.

Enkelte politikredse oplyser dog, at man holder øje med fænomenet - og advarer kraftigt imod det.

- Vi har noteret os trenden og er derfor opmærksomme på, om den skulle brede sig til vores del af landet. Det er en trend, vi på det kraftigste vil advare imod. En almindelig personbil kan veje flere tons, og selvom den triller langsomt, stopper den ikke, hvis eksempelvis et barn løber ud foran bilen, siger kommunikationsrådgiver Mette Helm fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

Flere steder er det gået galt

Der figurerer også en del videoer på nettet, hvor det er gået galt. Blandt andet Barbara Kopylova, som har lagt en video op på Twitter, hvor hun falder ud af bilen. 

Efterfølgende har hun skrevet på Twitter, at det var et uheld, at hun faldt ud af bilen:

- Jeg opfordrer ikke andre til at gøre det samme. 

De mange videoer har fået politimyndigheder i Spanien og USA til at advare mod fænomenet. Også den amerikanske havarikommission, National Transportation Safety Board, advarer mod fænomenet på det sociale medie Twitter.

"Bare lad være"

I Danmark fraråder Rådet for Sikker Trafik i den grad også, at man kaster sig ud i egne optagelser af dansen.

- Bare lad være, lyder opfordringen fra dokumentationskonsulent Jesper Hemmingsen til TV 2. 

Videoerne på nettet er både filmet på parkeringspladser, veje og private grunde. Men uanset hvor man gør det, er der en risiko for, at det går galt. 

- Hvis det skulle gå galt, og bilen for eksempel automatisk låser dørene, eller man kører ind i en anden eller en lygtepæl, så får man utroligt svært ved at forklare sit forsikringsselskab og politibetjenten, hvad det egentlig var, der skete - og hvorfor man dansede rundt ude foran sin bil, fortsætter Jesper Hemmingsen.

Sådan startede trenden

Hele trenden startede med, at den amerikanske komiker Shiggy dansede til nummeret. Hvordan det endte med at være et dans, der skulle udføres fra en bil i bevægelse, er dog uvist. 

På de sociale medier er der da også mange, mange videoer, hvor dansen laves på humoristisk vis uden en bil i bevægelse.

For eksempel 'Vild med dans'-vinderen Joakim Ingversen, der iført en kjole danser rundt med en barnevogn:

Eller reality-værten Rikke Gøransson, som forsøger sig med et humoristisk bud på dansen:

Også basketballstjernen Stephen Currys datter er med på bølgen - dog fra en miniaturebil:

I Danmark vil det være ulovligt at danse, hvis man er hoppet ud af en bil i bevægelse.

Ifølge Rigspolitiet vil det i udgangspunktet være en overtrædelse af Færdselslovens §3, som handler om, at "trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre". Bødestraffen for sådan en overtrædelse ligger på 1000 kroner.

Men hvis der sker uheld som følge af dansen, som for eksempel personskade, kan man blive sigtet for overtrædelse af diverse paragraffer i straffeloven.