Samfund

Her er uddannelserne med de højeste gennemsnit

Der har i år været 89.759 ansøgere på Den Koordinerede Tilmelding.

Samme uddannelse har det højeste gennemsnit for femte år i træk, men det skræmmer ikke ansøgerne.

Igen i år bliver der stillet tårnhøje krav til de kommende studerendes karaktergennemsnit.

Det afslører de netop offentliggjorte tal fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT).

På toppen af listen ligger uddannelsen International Business på Copenhagen Business School (CBS), der med et snit på 12,2 sprænger karakterskalaen.

Dermed er det også femte gang, at den populære CBS-uddannelse placerer sig øverst.

Det høje karaktergennemsnit har dog ikke skræmt de unge fra at søge ind på uddannelsen, som fik hele 1208 ansøgere. Heraf har 180 fået en plads.

Mange uddannelser med høje snit

På de efterfølgende pladser ligger to andre uddannelser, der også tidligere har krævet nogle af de højeste karaktergennemsnit, men i år er kravlet længere op ad listen.

Det drejer sig om Cognitive Science på Aarhus Universitet og Psykologi på Københavns Universitet. Det er dermed også to af de 18 uddannelser, der kræver et karaktersnit på 11 eller derover.

I alt har 64.943 ansøgere fået plads på en de uddannelser, de har søgt optagelse på. Det er 1496 færre end sidste år.

Af alle dem, der er blevet optaget, er 81 procent kommet ind på deres førsteprioritet.

Tjek adgangskravene til alle uddannelserne her