Samfund

Ny forskning giver håb for kræftramte kvinder, der ønsker børn

Næste skridt i forskningen er at finde ud af, om æggene kan modnes i den rekonstruerede æggestok, og dermed være klar til at blive befrugtet.

Et forskningsgennembrud har skabt nyt håb for kvinder, der ellers ikke havde udsigt til at få børn efter en kræftsygdom.

Som de første i verden, er det lykkedes et hold danske læger at få ægceller fra mennesker til at overleve i en form for konstrueret æggestok.

- Det giver simpelthen potentialet til, at vi på et tidspunkt kan give de her kvinder med æggestokkræft eller leukæmi de rekonstruerede æggestokke tilbage, hvor vi kan sige, at der ingen kræftceller er, siger Stine Gry Christiansen, som er en af forskerne på projektet for Fertilitetsklinikken og Reproduktionslaboratorisk laboratorium på Rigshospitalet.

Vækker glæde hos Kræftens Bekæmpelse

Gennembruddet glæder Laila Walther, der er afdelingschef ved Kræftens Bekæmpelse:

- På sigt vil det betyde, at alle de gener og bivirkninger, der er omkring sygdommen, bliver mindre. Så det bliver mindre alvorligt at blive syg. Så det er faktisk en meget stor forandring. Det er en fantastisk god nyhed.  

I dag får piger og kvinder, der skal i kemo og strålebehandling, tilbudt at få nedfrosset deres æg eller en æggestok, som kan sættes tilbage i kroppen efter endt behandling.

Hos kvinder, der har kræft i begge æggestokke, kan kræftceller gemme sig i den æggestok, man tager ud. Indtil nu har det ikke været muligt for dem at blive gravide efter en kræftsygdom.

Men med den nye metode undgår man, at kvinden igen får kræft, når æggestokken bliver opereret ind i kroppen igen. Forskerne har nemlig taget 20 kræftceller og væv fra en kræftramt æggestok, vævet er blevet renset for alle celler herunder kræftceller, så der kun er såkaldt æggestoksmatrix tilbage.

Derefter bliver ægcellerne lagt ind i det rensede væv – en konstrueret æggestok. Indtil videre er metoden testet på mus. Fem af ægcellerne var stadig i live efter tre uger. Derfor er det håbet, at det i fremtiden vil være muligt at transplantere den konstruerede æggestok ind i en kvinde, når hun er blevet rask igen.

- Det betyder alt

Amalie Pi Westerby fik fjernet begge sine æggestokke i 2012 på grund af kræft. Hun håber, at andre, der får en lignende kræftsygdom, kan få biologiske børn, når de er helbredt. En mulighed hun ikke selv har længere.

- Det betød, at jeg i mange år efter har døjet rigtig meget med det psykisk, og jeg har haft svært ved at håndtere, at min lillesøster, svigerinde og veninder har fået børn omkring mig.

Selvom den nye forskning ikke kommer hende til glæde, er hun glad for, at kvinder i en lignende situation kan få glæde af den.

- Tanken om at nogle helt unge piger, som måske står og tænker: ”Åh nej, nu er mit liv ødelagt, nu bliver jeg aldrig nogensinde mor, og det hele er bare enormt elendigt,” så er der en reel chance for, at man kan gøre nogle ting. Det betyder alt, siger hun.

Næste skridt i forskningen er at finde ud af, om æggene kan modnes i den rekonstruerede æggestok, og dermed være klar til at blive befrugtet.