Samfund

Danske brandfolk bekæmper hedebrande med landbrugsmaskiner

Ved at fræse jorden op og skabe et såkaldt brandbælte undgår man, at brande på de danske heder spreder sig.

Efter en hektisk weekend kæmper Sveriges beredskab fortsat mod skovbrande i døgndrift

Og selvom de danske skove ikke helt kan måle sig med de svenske, ligger varmen mindst lige så tungt herhjemme.

Sidst i maj betød det blandt andet, at Randbøl Hede, syd for Billund, stod i flammer.

Her benyttede beredskabet sig dog af en særlig metode, der hurtigt fik branden under kontrol. Det skete ved hjælp af landbrugsmaskiner og såkaldte fræsere. 

Svenskerne kan ikke bruge samme metode

Sammen med sit hold af brandfolk fræsede indsatslederen ved Billund Brand, Jan Nielsen, dele af heden op -  et såkaldt brandbælte:  

- Man fræser et område op, så ilden ikke har noget at næres af. Men svenskerne kan ikke bare fræse jorden op, da den er fyldt med klippestykker, forklarer Jan Nielsen. 

I Sverige vil man i stedet forsøge at stoppe skovbrandene ved at skabe et kontrolleret bælte af ild: 

- Men det er ikke så nemt, som det er her i lille Danmark. Vi har lettere ved at komme rundt, end de har. Det kræver jo koordinering. Man skal langt foran branden for at kontrollere den. Ellers kan man risikere, at det stikker af fra én. Og så har man en ny brand ude af kontrol, fortsætter han. 

Derudover er træerne i Sverige så høje, at ilden kan springe de veje over, som ellers kunne stoppe den. 

Antallet af brande i Sverige er nu nede på 27, hvoraf fire fortsat er ude af kontrol. 

Det svenske beredskab får hjælp fra flere andre lande. Blandt andet er der lige nu cirka 60 danske brandfolk, som hjælper til med at bekæmpe brandene.