Edderkopper kan flyve - nu ved forskere hvordan
Edderkopper kan transportere sig selv mange kilometer gennem luften ved hjælp af elektriske felter.
Selvom det for nogle lyder som en scene i en gyser, så er flyvende edderkopper ikke et nyt fænomen blandt forskere.
Indtil videre har det dog ikke været muligt at klarlægge præcis, hvordan de mangebenede spindlere formår at flytte sig selv hundredvis af kilometer gennem luften.
Men nu afslører et nyt studie, at det er elektriske felter, der muliggør flyveturen. Det skriver The Guardian.
Reagerede på elektricitet
Når edderkopperne i naturen bliver trætte i deres otte ben, klatrer de typisk lidt op i højden og kaster deres spind, som så agerer en slags svævefly eller drage.
Men det er ikke altid nok til at gøre dem flyvende.
For at undersøge hvad der ellers spiller ind, havde forskere fra Bristol University i Storbritannien indfanget silkeedderkopper og puttet dem i en kasse, hvor Jordens naturlige elektriske felter var simuleret.
Her var det tydeligt, at langt de fleste edderkopper kun forsøgte at kaste deres silketråde ud til en flyvetur, når spændingsfelterne var skruet op, fortæller biofysiker bag projektet Erica Morley.
- Når de letter, kan man slukke for det elektriske felt og se, at de falder igen. Og så kan man tænde det og se, at de stiger op i luften igen, siger hun.
Ben med mange talenter
I studiet fandt man også ud af, at det er en meget dominerende kropsdel hos spindleren, der hjælper, når den trænger til luftforandring.
Edderkoppens lange ben er nemlig ikke kun gode, når den skal flygte fra en hårdt sammenrullet avis med et hysterisk menneske i den anden ende.
Benene er fyldt med små hår, der fortæller den, hvornår de elektriske spændinger er gunstige til en flyvetur.
Hårene kan 'høre'
De behårede ben fungerer også som en slags kompensation for edderkoppens manglende hørelse. De er nemlig så følsomme, at de kan fornemme bevægelse.
I 2016 fandt et hold forskere fra Cornell University i New York ud af, at edderkopper kan ’høre’ mennesker på fem meters afstand.
Det kunne den danske naturvejleder Anders Kofoed også efterfølgende nikke genkendende til.
- Er det noget farligt, edderkoppen kan høre, så løber den væk. Er det noget dejligt, så kommer den tættere på. Men det første, den gør, er at stivne, sagde han i forbindelse med offentliggørelsen af forskernes resultater.
Han forklarer desuden, at det ikke er alle lyde, edderkoppen kan høre. Høje toner som pigeskrig vil ofte ikke sive ind, mens den i højere grad vil kunne høre dybere toner som klap i hænderne.