Samfund

Danske banker får millionbøder af EU's børsvagthund

Fem banker herunder Danske Bank og Nordea har fået bøder på 3,7 millioner kroner af EU's børstilsyn, Esma.

Danske Bank og Nordea har fået en millionbøde af EU's børstilsyn, Esma, for at udstede kreditvurderinger uden at være bemyndiget til det.

Bøden lyder på 495.000 euro, svarende til 3,7 millioner kroner. Den falder for uagtsom overtrædelse af kreditvurderingsforordningen Crar, oplyser Esma på sin hjemmeside.

Havde ikke tilladelse

Bruddet på forordningen er sket i perioden juni 2011 til august 2016. Her har bankerne udstedt kreditvurderinger til deres kunder, hvori det gjorde brug af såkaldte skyggevurderinger.

Ingen af bankerne havde dog tilladelse til dette, og det straffes nu med en bøde.

De svenske banker SEB, Handelsbanken og Swedbank har i samme ombæring fået tildelt bøder i samme størrelse. Der er altså i alt udskrevet bøder for 2,5 millioner euro, hvad der svarer til 18,6 millioner kroner.

Politianmeldt for hvidvask

Sagen kommer 11 dage efter at det kom frem, at forretningsmanden William Browder har politianmeldt Danske Bank på grund af den omfattende hvidvask af penge, der angiveligt er foregået i bankens estiske filial

I begyndelsen af juli blev det klart, at Omfanget af mistænkelige pengestrømme gennem Danske Banks skandaleramte filial i Estland er langt større, end det hidtil har været fremme.

Berlingskes dækning af hvidvasksagen havde ind til da afsløret hvidvask af mindst 25 milliarder kroner gennem konti i banken.

Men analysen af kontoudtog fra yderligere 20 selskaber, der har haft konti i den estiske filial i forskellige perioder mellem 2007 og 2015, viste at beløbet er endnu større.

I alt er 28 milliarder kroner tilsyneladende blevet ført gennem disse 20 konti, viser dokumenterne. Dermed er der sendt mistænkelige summer for samlet minimum 53 miillarder kroner gennem filialen.