Samfund

Over 100 offentlige it-systemer er i fare for nedbrud

Danskernes mest følsomme oplysninger er for dårligt beskyttet i mange offentlige institutioner, viser rapport.

Det står skidt til med it-sikkerheden inden for det offentlige, viser en ny rapport fra Finansministeriet ifølge Berlingske.

117 ud af 377 it-systemer, som vurderes til at være afgørende for statens virke, halter efter på it-sikkerheden i en sådan grad, at det øger risikoen for nedbrud og hacking.

Det drejer sig om vigtige systemer som eksempelvis Skat, forsvarets systemer og NemID.

Kun lille forbedring

Der er således kun sket en lille forbedring siden sidste eftersyn af it-området i januar 2017. Her viste 157 systemer sig utilstrækkelige.

Det sker på trods af flere års eksempler på omfattende hackerangreb i det offentlige. Og på trods af, at innovationsminister Sophie Løhde (V) de seneste år har haft fokus på området.

- Det er selvfølgelig ikke godt nok, at vi i staten ikke har styr på it-systemerne, siger Sophie Løhde til Berlingske.

- Det er problematisk, for når de ikke er ordentligt vedligeholdt, er der større risiko for nedbrud eller hacking, hvor it-kriminelle får adgang til personfølsomme data, siger hun.

Ny strategi møder kritik

I november præsenterede innovationsministeren en ny strategi for it-styring i staten, som løber frem mod 2021. Men ministerens indsats på området møder kritik fra flere sider.

John M. Foley, der er stifter af rådgivnings- og it-sikkerhedsvirksomheden Copits, efterspørger en grundigere indsats på området.

- Det er tæt på en falliterklæring fra regeringen, at så mange kritiske it-systemer fortsat halter bagefter på sikkerheden. Regeringen har lavet gode tiltag, men den har ikke gjort nok, siger han.

Eksempelvis mener han, at der burde oprettes et it-udvalg, hvor også mellemstore virksomheder er repræsenteret og kan diskutere løsninger.

Det er nemlig ofte dem, der er it-leverandører til staten og dermed også skal have styr på sikkerheden.