26 danskere fortæller om et liv med angst: - Jeg er bange, når det ringer på døren
Angst er et stort problem i Danmark og kan blive kronisk for mange mennesker, siger professor i klinisk psykiatri.
Kamilla har gået hjemme i seks år, da hun er bange for at gå ud. Emma er sikker på, at hun ødelægger sine klassekammeraters dag, når hun er i skole. Og Marc har aldrig nogensinde været til en fest eller haft en ven.
De tre er blandt de godt 400.000 danskere, der har symptomer på angst, ifølge Psykiatrifonden.
For nogle er det så slemt, at de har svært ved at få en hverdag til at fungere.
Mange kan knapt nok bevæge sig udenfor en dør, og det gør det vanskeligt at passe et arbejde samt se familie og venner.
Angsten kan komme som et lyn fra en klar himmel og medfører typisk ukontrolleret hjertebanken, hedeture, rysteture, svimmelhed, kvalme eller vejrtrækningsproblemer.
Angstformer
Agorafobi: Bange for store menneskemængder, for at færdes på offentlige steder eller alene uden for hjemmet.
Dødsangst: Frygt for at dø.
Generaliseret angst: En form for mere vedvarende angst, som ikke har med bestemte situationer at gøre.
Panikangst: At blive grebet af pludselig angst, der ikke umiddelbart er forklarlig.
Socialangst: Angst for at blive kritisk betragtet af andre mennesker.
Sygdomsangst: Overopmærksom på kroppen og kropslige symptomer.
Kilder: Sind, Angstforeningen.
TV 2 har været i kontakt med 26 danskere, der hver især lider af angst - en lidelse, som professor i klinisk psykiatri på Københavns Universitet Poul Videbech kalder "en overset folkesygdom".
- Angst er et stort problem i Danmark. Det er en ligeså reel sygdom som kræft, men bliver ikke behandlet sådan. Det er mange mennesker, det kan gå galt for, hvis ikke de får den rette behandling, og hvis de ikke kommer hurtigt i behandling. Står angsten på i måneder eller år, kan det gå hen og blive kronisk, siger han.
Nedenfor fortæller 26 danskere deres historie og om de udfordringer, de oplever i deres daglige liv med en lidelse, der hvert år rammer 17.000 danskere.
26 danskere fortæller om deres angst
Se mere om deres oplevelse her
Kamilla, 26 år
Sover i tre dage
Kamilla Falcone lider af panik-, døds- og generaliseret angst. Angsten har sat hendes liv på standby. Hun har været sygemeldt i seks år og er gået hjemme ligeså længe, da hun er bange for alt.
- Jeg tør ikke tømme postkassen. Jeg er bange, når det ringer på døren. Jeg er bange for at dø, og for at andre omkring mig skal dø.
Så snart hun bevæger sig uden for en dør, er det så udmattende for hende, at hun kan sove i op til tre dage.
Kamilla Falcone har været igennem flere forskellige behandlingsforløb, som ikke har hjulpet, og tager nu medicin for sin angst.
Camilla, 30 år
25 job og fem uddannelser
I 24 år har Camilla Therkildsen lidt af angst. Hun fik sit første anfald, da hun så en atombombe eksplodere i fjernsynet. Hun lider af panik-, helbreds- samt generaliseret angst.
Hun har haft 25 forskellige job og påbegyndt fem uddannelser uden at færdiggøre dem.
Angsten har gjort, at hun ikke har nogen selvtillid, og derfor søger hun konstant bekræftelse hos andre mennesker.
- Angsten har krøllet mit indre fuldstændig sammen.
Det er især sygdomsangsten, som præger Camilla Therkildsens liv. Her overbeviser hun sig selv om, at hun lider af sklerose, kræft eller diverse blodpropper.
Line, 28 år
Havde ikke lyst til at leve
Line Kræmer har lidt af fobiangst i tre år. Hun får angstanfald, når hun føler sig indelukket, mærker ekstrem varme, eller hun befinder sig et sted med mange mennesker.
På et tidspunkt blev det så slemt for den 28-årige studerende, at hun måtte sygemelde sig fra sit studie. Det resulterede i en depressiv periode, hvor Line Kræmer havde det så svært, at hun ikke havde lyst til at leve mere.
- Det har været så hårdt og energikrævende. Jeg har ikke kunnet overskue at se min familie og venner, for jeg har haft svært ved at komme uden for en dør.
Hun går nu hos en psykiater, som har ordineret medicin til hende. Det har givet Line Kræmer mere overskud i hverdagen. Men den 28-årige studerende har svært ved at acceptere, at angst højst sandsynligt er noget, hun skal leve med resten af sit liv.
Torsten, 41 år
23 år med angst
Torsten Nielsen har haft angst i 23 år. Den i dag 41-årige mand lider af panikangst.
Han føler, at han har været hele spektret igennem, når det kommer til hans angstanfald – svimmelhed, brystsmerter, kramper, ryste- og hedeture.
Torsten Nielsen har været på mange forskellige arbejdspladser, men fordi han har været åben omkring sin angst, har arbejdspladserne ofte haft forståelse for det.
Natascha, 27 år
Livet er på standby
I tre år har Natascha Sonne døjet med panikangst. Hun kan ikke forlade sit hus uden at have selskab af nogle, hun føler sig tryg ved.
Den 27-årige laborant er mor til to børn, og panikangsten besværliggør hverdagen for Natascha Sonne og hendes kæreste, da hun ikke har mulighed for at hente og bringe børnene på egen hånd.
- Vi er hele tiden nødsaget til at være ekstremt strukturerede.
Angsten har sat Natascha Sonnes liv på standby, men hun har lært at se mere positivt på lidelsen.
- Jeg har i mange år set angsten som min fjende, men nu ser jeg den som en del af mig.
Marc, 30 år
Har aldrig haft en ven
Marc Liljeqvist er uddannet multimediedesigner. En uddannelse, der normalt tager mellem to og tre år, men for Marc Liljeqvists vedkommende har den indtil videre taget 10 år.
Det skyldes, at han lider af dødsangst. Det er blot en ud af seks angstdiagnoser, han har haft, siden han var tre år.
- Jeg er bange for alt, der kan slå mig ihjel.
Den 30-årige multimediedesigner er stoppet med at tælle, hvor mange gange han er taget på hospitalet eller har ringet til lægen, fordi han har følt så stærkt ubehag i sin krop. Hver gang har det dog vist sig, at det var angsten, der gav ham symptomerne, og at der ikke var noget galt med ham.
Marc Liljeqvist mindes ikke, han nogensinde har været til en fest, gået til en fritidsaktivitet eller haft en rigtig ven.
- Angsten har smadret mit liv, og det har den gjort, siden jeg var tre år.
Mette, 29 år
Bange for offentlig transport
Mette Hammelsvang har været sygemeldt med angst i tre år. Hun lider af agorafobi og panikangst. Det vil sige, at hun har problemer med alle former for transport som tog, bus, bil og cykel.
- Når jeg prøver et transportmiddel, så får jeg et anfald. Det kan bedst beskrives som at blive begravet levende.
Mette Hammelsvang har været igennem mange former for behandling og har fået medicin i 11 år mod depression og senere angst.
Det har været så slemt for hende, at hun ikke kunne bevæge sig andre steder end mellem sin seng og sin sofa. Derudover kunne hun heller ikke møde andre mennesker, da det kunne resultere i et angstanfald.
Trine, 47 år
Skabte ny personlighed
Siden hun var 19 år, har Trine Niebuhr haft angst. Det har været så slemt, at hun ikke turde gå uden for en dør. Hun var bange for, at hun ikke kunne komme på toilettet af frygt for, at hun ville tisse i bukserne eller brække sig ud over andre.
Angsten har gjort, at hun aldrig har haft et arbejde, fået børn, været gift eller været ude at rejse.
I 2010 skabte Trine Niebuhr sin egen personlighed ved navn Foto Trine. Personen kunne gemme sig bag et kamera og betragte mennesker.
- Det gjorde, at jeg ikke skulle se indad, men nu kunne se udad.
Hun døjer stadig med uro i kroppen, kaos- og tvangstanker, men Foto Trine har hjulpet hende til at gøre angsten til en ven og ikke en fjende.
- Jeg savner ikke Trine, men er glad for at have en lidt barnlig rolle i Foto Trine.
Line, 22 år
Ingen fremtid
Line Ry Andersen har lidt af sygdomsangst i to år, men det er først inden for det seneste stykke tid, at hun har fået hjælp.
- Det er ærgerligt, at man skal så langt ud, før man kan få noget hjælp.
For Line Ry Andersen har hendes angst resulteret i, at hun ofte må blive hjemme, da hun er bange for at møde andre mennesker. Derfor har hun ikke deltaget i familiearrangementer eller haft mulighed for at komme ud at løbe en tur.
- Jeg føler ikke, at jeg har en fremtid, fordi angsten påvirker mig så meget.
Lene, 38 år
Accepterer anfald
Lene Lundø lider af sygdoms-, panik-, døds- og generaliseret angst, og derudover har hun også fået konstateret posttraumatiskstress.
- Man prøver at vise, at man er velfungerende udadtil, men folk ser ikke alt det kaos, der foregår inde i en.
Når Lene Lundø oplever et angstanfald, ryster hele hendes krop – hendes tænker klaprer, hun kan ikke trække vejret, og hendes hjernes evner bliver svækket.
Men hun har lært at acceptere sine angstanfald og er ikke længere bange for at få et hjerteslag eller besvime.
- Jeg lader min angst rase, for på den måde bliver det ikke værre, og jeg kan bedre være i det.
Laura, 17 år
Droppet ud af gymnasiet
Laura Pauladóttir Jensen fik diagnosticeret generaliseret angst, da hun gik i femte klasse. Hun blev efterfølgende indlagt på psykiatrisk afdeling i et halvt år. Her lærte hun at bearbejde sin angst.
Da hun blev udskrevet, startede hun på en ny skole, og det begyndte at gå godt for den 17-årige pige. Men endnu et angstanfald ramte hende, og Laura Pauladóttir Jensens verden ramlede sammen.
I dag kan hun ikke være nogen steder uden sine forældre, og hun er droppet ud af gymnasiet og har taget 10. klasse af flere omgange.
- Det er et mareridt at leve med det her hver dag både for mig og min familie. Vi har allesammen været psykisk nede på grund af mig. Jeg tror ikke på, det bliver bedre.
Katja, 23 år
Vil bare ligge i sengen
Katja Iversen lider af depressions-, eksamens- og generaliseret angst.
Hun fik konstateret angst som 18-årig, da hun flyttede alene i lejlighed efter at have boet på et opholdssted, siden hun var syv år.
- Pludselig var jeg kun mig selv, og så kunne jeg mærke, at der skete noget med mig.
Katja Iversen har lært at leve med sin angst og er i gang med en uddannelse inden for lager og transport. Hun kan have dårlige dage, hvor hun har lyst til at blive hjemme, men vælger at trodse sin angst og tage på arbejde.
- Jeg har mine udfordringer, men jeg klarer mine hverdagsting. Jeg kæmper rigtig meget hver dag.
Emma, 26 år
Alle hader mig
Ligeså længe Emma Bay Hansen kan huske, har hun lidt af socialangst.
Hun er meget bevidst om, hvad andre tænker om hende, men den 26-årige studerendes overbevisning er sjælden rigtig, og den er altid negativ.
- Jeg tror, alle i min klasse hader mig, at jeg er i vejen for dem, og at jeg ødelægger deres dag ved at være til stede.
Det seneste år har Emma Bay Hansen fået behandling hos en psykolog for at få opbygget sit selvværd. Men hun mener, der er lang vej igen, da hun er sikker på, at andre synes, hun er forkert.
Josefine, 26 år
Har aldrig besøgt sine søstre
Siden Josefine Asmussen var otte år, har hun haft angst. Det har medført, at hun i dag er hjemmegående og ikke kan gå uden for en dør.
Hun er bange for offentlig transport og for at være alene.
- Jeg har søstre i København, men jeg ved ikke, hvordan de bor, for jeg har ikke været ude at besøge dem på grund af min angst.
Det samme gælder den uddannelse, hun gerne vil starte på. Det har ikke været en mulighed at begynde på den, for det kræver, at hun tager bus eller tog.
Josefine Asmussen kæmper med sin angst hver dag, men kampen føles umulig at vinde, da hun har lidt af det i så mange år.
Akvile, 19 år
Tør ikke deltage i undervisningen
Akvile Kondratenko lider af social- og panikangst. Hendes angst er så slem, at det går udover hendes studier. Hun tør ikke deltage i undervisningen blandt andet ved at række hånden op.
- Jeg har lavt selvværd og tror, at alle andre er bedre end mig.
Når hun er ude i offentligheden, bliver hun svimmel og begynder at ryste over hele kroppen, mens hjertet banker helt vildt.
Akvile Kondratenko har prøvet at få psykologhjælp, men det har ikke hjulpet. Hun får daglige angstanfald og forsøger at bearbejde dem ved hjælp af vejrtrækningsmetoder.
Christina, 39 år
Verden er fyldt med børnelokkere
Da Christina Pedersen var helt lille, fortalte hendes farmor, at verden var farlig og fyldt med børnelokkere. Det var med til, at den i dag 39-årige konsulent udviklede panikangst.
- Jeg har altid været utryg ved verden.
I sin folkeskoletid var hun meget stille og altid bange for at gøre og sige noget forkert.
Christina Pedersens angst kommer især til udtryk, når hun er alene, og når hun kører med offentlige transportmidler.
Derfor var det også en udfordring for Christina Pedersen som 27-årig at tage kørekort. Hun fik angstanfald, hver gang hun skulle til køreprøve, og dumpede seks gange, inden hun bestod.
Her måtte hun tage en beroligende pille for at undgå at få et anfald.
Stella, 40 år
Kan ikke passe et arbejde
Stella Kjær Stenbakken fik en fødselsdepression i 2012.
Herefter måtte hun lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling og fik konstateret social-, panik- og sygdomsangst samt OCD.
Angsten har gjort den 40-årige mor ude af stand til at passe et arbejde, da hun hurtigt får stress af for meget arbejde.
Hun føler selv, at hun er kommet langt siden sin indlæggelse, men angsten plager hende stadig.
Ehab Atiqa, 29 år
Vær åben omkring angsten
For 29-årige Ehab Atiqa har socialangst været en del af hans liv i fire år. Den tidligere åbne og sociale serviceøkonom ændrede sig til at holde sig for sig selv og være meget indadvendt.
- Noget af det værste ved at kæmpe med angst var, at jeg var rigtig flov over at have en psykiske lidelse.
Efter to år valgte Ehab Atiqa at fortælle andre om sin angst, og det har hjulpet ham meget. Han går hos en psykoterapeut, som har hjulpet ham med at overkomme angsten gennem kognitiv terapi.
- Det kan lade sig gøre at komme ovenpå igen. Det er en vigtig kamp at kæmpe.
Nicoline, 20 år
5 til 10 anfald om dagen
Nicoline Florentine har haft angst i tre år. Hun lider af panikangst, generaliseret angst og agorafobi.
Og angsten har haft mange konsekvenser for den 20-årige pige. Hun har måttet droppe ud af HF samt sige sit arbejde op, da hun får mellem 5 til 10 anfald om dagen.
- Angst er for mig det hårdeste jeg har oplevet. Det har gjort, at jeg er blevet rigtig deprimeret.
Nicoline Florentine har måttet lukke af for sin omgangskreds, da hun sjældent går uden for en dør. Når hun endelig bevæger sig ud, dækker hun sig til, for at folk ikke lægger mærke til hende. Sker det, får hun et angstanfald.
Sanne, 35 år
Tog 30 kilo på
Under Sanne Saurs graviditet for otte år siden udviklede hun angst. Det har været noget af det hårdeste for den 30-årige mor.
- Når jeg får et anfald, er jeg sikker på, at jeg bliver sindssyg, og at det aldrig går væk.
Sanne Saur blev i første omgang behandlet med medicin, og det gjorde, at hun tog 30 kilo på og udviklede et lavt selvværd.
Et par år efter valgte hun at trappe ned på sin medicin, og det har gjort, at hun i dag accepterer, at angsten er en del af hende.
Kristina, 31 år
Mit liv føles som et fængsel
Kristina Nielsen har i to år lidt af social- og panikangst.
Hun kan ikke være i større forsamlinger, handle ind og tage offentlig transport. Derudover har hun svært ved at snakke i telefon og møde nye mennesker.
- Angsten gør, at mit liv føles som et fængsel. Jeg føler, jeg er helt alene og ikke er god nok.
Når Kristina Nielsen får et angstanfald, har hun lyst til at dø, da det er så ubehageligt for hende.
Marie, 29 år
Perioder helt uden angst
Marie Paulsen lider af sygdoms- og panikangst. Det har hun gjort i 10 år.
Der er både gode og dårlige perioder for den 29-årige sygeplejerske, og nogle perioder har hun slet ikke mærket til angsten.
Marie Paulsen har prøvet forskellige terapiformer, så hun kan lære at leve med sin angst.
Mie, 32 år
Nej til familien
Mie Dalgaard Petersen har lidt af panikangst i 18 år. For hende kan angsten komme på alle tidspunkter af døgnet, og det har taget hårdt på den 32-årige landmand.
Hun har måttet sige nej til en masse familiearrangementer, da hun ikke kan klare at være i større forsamlinger. Det har gjort, at hun er blevet valgt fra, da det er blevet opfattet, som om hun ikke har villet deltage.
Katrine, 19 år
Svært ved at fungere socialt
Siden hun gik i børnehave, har Katrine Nedergaard Nielsen lidt af social- og generaliseret angst. Hun har svært ved at fungere i sociale arrangementer, hvilket især kommer til udtryk i skolen.
- Jeg er meget træt efter en dag i skole, da jeg bruger meget energi på at være sammen med andre.
Også når den 19-årige studerende søger job, påvirker angsten hende, da hun ikke har modet til at tage kontakt til en arbejdsgiver.
Sidse, 29 år
Skal tales ihjel
Sidse Christensen har haft angst over to perioder.
Første gang var i hendes teenageår, og her fik hun bearbejdet det så godt, at hun slap af med angsten.
I 2018 fik Sidse Christensen stress, og det betød, at angsten kom tilbage. Angsten har påvirket hende meget, men hun er overbevist om, at den skal tales ihjel.
Sikkersoq, 23 år
To bad trips
For Sikkersoq Poulsen har angsten påvirket hende siden september 2017. Angsten indtraf, da hun begyndte at ryge hash. Det resulterede i et såkaldt bad trip.
- Det endte med, at det ene sug ødelagde hele mit liv.
En før ellers udadvendt og festlig pige blev forandret. Hun kan ikke længere ryge cigaretter, drikke sodavand og andre lignende ting med koffein, da hun er bange for at blive påvirket af det.
Hun har måttet lære en ny udgave af sig selv at kende, samtidig med at hun prøver at overbevise sig selv om, at hun kan vinde kampen mod angsten.