Lastbilchauffør reddet fra sø

- Jeg er meget stolt af dem, siger Jørn Bystrup, vagtchef Sydøstjyllands Politi.

To politifolk reddede mandag eftermiddag en svensk lastbilchauffør ud af en lastbil i en sø ved Kolding. Jørn Bystrup, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, oplyser, at chaufføren på grund af en blodprop eller et ildebefindende kørte i søen.

Uheldet skete ved afkørsel 64 ved Kolding Vest på E45-motorvejen.

- Vi fik en del 112-opkald, og da politipatruljen kom til stedet, var lastbilen kørt i søen. Den sank dybere og dybere ned på grund af vægten. Politifolkene besluttede selv at få chaufføren ud, inden lastbilen sank yderligere, siger Jørn Bystrup.

Lykkedes at redde chauffør ud

Det lykkedes de to politifolk at redde chaufføren ud. Sundhedspersonale og ambulancen ventede. Det lykkedes at få genoplivet manden, og han blev kørt med ambulance-eskorte til Odense Universitetshospital.

Ingen andre kom til skade ved uheldet, mens den svenske chaufførs tilstand er ukendt.

- De to betjente ydede en meget modig og professionel indsats, jeg er meget stolt af dem, siger Jørn Bystrup.