En gruppe borgere har fundet en løsning, der skaber tryghed under højsæson for indbrud

I Tårnby har en gruppe borgere udviklet en app, der skal forhindre indbrud og skabe større tryghed i nærområdet, der har været plaget af tyve.

En smadret rude og knuste glasskår liggende på stuegulvet eller en hoveddør, der er brækket op.

Det er scenarier som disse, en del danskere frygter at vende hjem til i juli som afslutning på deres sommerferie.

Og desværre med god grund.

For de langfingrede tyve arbejder på højtryk i det ganske land, mens danskerne slapper af udenbys i skolernes sommerferie i juli.

40 procent flere indbrud i juli

En rundringning, som TV 2 har foretaget blandt de største danske forsikringsselskaber, bekræfter, at der sker en markant stigning i antallet af indbrud i de danske hjem i juli, mens flest holder ferie.

Tre ting, der virkelig virker mod indbrud

  1. Foranstaltninger: Gode dobbeltlåse på alle døre, samt sikrede vinduer virker og sænker tyven i hans arbejde. Alarmer og kameraer kan få ham til at undvige netop dit hus.
  2. Tilgængelighed: Sørg for, det er nemt at se ind til huset, og at det ligner, der er nogen hjemme, mens du er ude. Så er dit hus mindre attraktivt for tyve. Endelig kan du låse alle døre inden for i dit hus. Det bremser også tyven.
  3. Naboer: Når naboer er aktive omkring dit hus, kan det forebygge indbrud med op til 20 procent. Nabohjælp er dermed det bedste værn mod indbrud.

Kilde: Rapport ’20 Tyve’ af Det Kriminalpræventive Råd.

Det oplyser både GF Forsikring, Alm. Brand, Alka, Tryg og Topdanmark, mens Codan, som det eneste af de adspurgte selskaber, ikke kan bekræfte tendensen.

Håbet er, at appen kan skabe større tryghed i nærområdet og være med til at forhindre indbrud

Linda Thorup, dagplejer og medstifter af af Tårnby Naboværn
Afstemning

Tal fra GF Forsikring for sommermånederne sidste år viser, at hvor der i april og august blev registreret henholdsvis 101 og 108 indbrud hos selskabet, steg antallet af indbrud til 173 i juli 2017.

Forsikringsselskabet Tryg bekræfter tendensen over for TV 2. For juli er med afstand den sommermåned, hvor der er sket flest indbrud i perioden fra 2013 til 2017.

- Juli er en af de måneder på året, hvor der bliver begået flest indbrud i Danmark. Ifølge opgørelser fra Tryg Forsikring sker der over 40 procent flere indbrud i juli end i maj eller juni samt over 30 procent flere end i august eller september, siger Thomas Klærke, der er leder for markedsstrategi i Tryg Forsikring.

Det er kun vintermånederne november, december og februar, hvor selskabet oplever flere indbrud i de danske hjem.

Smykker, sølvtøj og designermøbler 'hitter'

Hos Topdanmark lyder de samme toner fra Troels Leth, der er kommunikationskonsulent.

- Juli og august er højsæson for indbrud i danske hjem. Det skyldes formodentlig, at der er lavere aktivitet på villavejene. Det ved tyvene godt, så de er hyppigere derude for at se, om der er huse med varer, som de er interesserede i at stjæle.

GF Forsikring fortæller, at det er de "sædvanlige" effekter og letomsættelige varer, som forsvinder fra de danske hjem – også ved sommerindbrud.

- Det er typisk smykker, sølvtøj, elektronik, rede penge og designermøbler, som tyvene går målrettet efter, siger kommunikationskoordinator Rikke Lundvald til TV 2.

Nyudviklet app skaber tryghed

I Tårnby på Amager har beboerne i boligkvarteret omkring Listedvej oplevet fire indbrud på én uge. Og i hele Tårnby Kommune har der de seneste 14 dage været omkring 30 indbrud, der er meldt til politiet, og villakvartererne er de hårdest ramte.

- Det sker både, når folk er hjemme, og når de ikke er hjemme, fortæller dagplejer og medstifter af Tårnby Naboværn Linda Thorup til TV 2.

Beboerne har på baggrund af de mange indbrud oprettet en naboværnsgruppe på Facebook og for nyligt udviklet en app, hvor det løbende bliver meldt ind, hvor der har været begået indbrud i lokalområdet.

- Det giver os mulighed for at danne et billede af, hvor tyvene er henne i kommunen lige nu, og på hvilke tidspunkter af døgnet man skal være ekstra opmærksom, siger Linda Thorup.

Beskeder via appen skal gøre det lettere for de nuværende 500 medlemmer at kommunikere og være synlige i nærområdet, hvor der menes at være størst risiko for indbrud. Men Linda Thorup slår fast, at politiet altid først skal kontaktes på 114, hvis der er sket et indbrud.

- Det er ikke en selvtægtsgruppe, vi skal ikke ud og fange en indbrudstyv, men vi skal være synlige. Håbet er, at appen kan skabe større tryghed i nærområdet og være med til at forhindre indbrud, siger hun.

Tager toppen af indbruddene

Netop den aktive, lokale nabohjælp og overvågning er et vigtigt middel, som de enkelte borgere kan tage i forhold til at bekæmpe tyveri og indbrud, hvis man oplever noget mistænkeligt i kvarteret.

Det mener Christian Østergård, der er specialkonsulent ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- At få naboen til at være aktiv og spørge, om der er noget, man kan hjælpe med, det kan være med til at tage toppen af indbruddene.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer borgerne til yde aktiv nabohjælp Video: Hans-Henrik Busk Stie

Gode råd til at forhindre indbrud

Flere af landets politikredse er i disse dage opmærksomme på, at tyvene kan have let spil under sommerperioden.

Både Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt Nordjyllands Politi har i dag været ude med gode råd til borgerne i forsøget på at undgå indbrud.

Opfordringen lyder blandt andet på at mærke sine værdigenstande og være aktiv i naboovervågningen.

Forsikringsselskabet Alm. Brand har sendt TV 2 deres bedste råd til at undgå indbrud til de sommerferieramte danskere, der skal forlade hjemmet for en periode.

Råddene fra presserådgiver Nina Faurby til at holde tyven væk lyder:

  • Sørg for, at døre og vinduer er sikret med låse og hasper i god stand og kvalitet.
  • Informér naboerne og bed dem parkere i indkørslen, bruge skraldespanden og tømme postkassen.
  • Tænd lyset et par steder i boligen, når du forlader dit hjem. Brug eventuelt tænd og sluk-ure. 
  • Lås haveredskaber og værktøj inde og lås stigen fast, så tyven ikke kan bruge dit værktøj til at bryde ind.
  • Skal du på ferie eller væk i længere tid, så slå græsset inden, vand blomsterkrukkerne og sørg for, at haven "roder lidt", fx med børnenes legetøj.
  • Sørg for, at dine værdier ikke er synlige for tyven udefra.