Efter strid med dansk kvinde: Flyselskab refunderer billetter til New York

16x9
Signe Spang Colding Foto: Facebook/Privatfoto / Facebook/Privatfoto

- Flyv aldrig med British Airways, skriver danske Signe Spang Colding i Facebook-opslag, som flere britiske medier har citeret.

Danske Signe Spang Colding fra København blev midtpunkt i en strid med det store, britiske flyselskab British Airways, som ifølge Signe har krævet en dødsattest på engelsk om hendes fars død for at refundere en returbillet til New York.

Efter TV 2 gik ind i sagen, vandt hun kampen med flyselskabet og fik refunderet billetterne - det vender vi tilbage til.

Signe Spang Colding måtte aflyse turen på grund af sin fars død, hun skulle være rejst til New York med British Airways den 3. juni og hjem igen fra New York den 9. juni. Signe Spang Colding er sangerinde, hun synger opera og skulle have haft timer hos sin sanglærer i New York. Men dem måtte hun aflyse, da hendes far døde.

- Han blev begravet den 4. juni, skriver Signe Spang Colding på engelsk i et Facebook-opslag. Her opfordrer hun også til aldrig at flyve med British Airways.

- Jeg ringede i god tid til British Airways, da jeg fandt ud af, det gik i den retning, siger Signe Spang Colding til TV 2.

Hun fik besked på at sende dødsattesten på hendes far til flyselskabet. Signe oplyser i Facebook-opslaget, at hun havde tegnet forsikring for aflysning.

Vil ikke acceptere dødsattest på dansk

Men alligevel ville det store britiske flyselskab ikke acceptere dødsattesten som grund til at refundere billetten.

- De kontaktede mig og fortalte mig, at de ikke ville refundere billetten, fordi dødsattesten ikke var på engelsk, skriver Signe Spang Colding i Facebook-opslaget.

Facebook-opslaget blev set af flere britiske medier, blandt andet den store tabloid-avis The Sun, der har lavet en historie om opslaget.

Men selv om British Airways angiveligt har lovet at "se på sagen" efter medieomtalen, har Signe Spang Colding ikke hørt fra selskabet.

- Nej, jeg har intet hørt. Jeg er stadig rystet over det her. Det sker jo på et trist tidspunkt for mig. Men jeg synes, det er helt forkert af flyselskabet, og jeg vil have min rejse refunderet. Jeg ønsker heller ikke, at det her sker for andre, siger Signe Spang Colding.

Mandag aften oplyser en repræsentant for British Airways til TV 2, at man "undersøger sagen" og forhåbentlig vil kunne vende tilbage med yderligere informationer tirsdag.

British Airways vendte ikke tilbage tirsdag - og heller ikke Signe Spang Colding hørte yderligere fra flyselskabet. Men tirsdag morgen fik hun besked fra PayPal og BravoFly om, at det fulde beløb for hendes returbillet var indsat på hendes konto - og at hun dermed havde fået billetterne refunderet - lige på kronen, som Signe Spang Colding skriver i en mail til TV 2.