Samfund

Regeringen vil gøre det billigere at købe elbiler - men danskerne er skeptiske

Hvis salget af elbiler øges fra 1000 til 3000 om året, vil det koste statskassen i omegnen af 150 millioner kroner.

Når regeringen fremlægger en ny klimaplan til efteråret, kan det blive billigere at købe en elbil i Danmark.

Det skriver Politiken.

Regeringstoppen har flere konkrete forslag til, hvordan det skal gøres billigere for danskerne at købe en af de miljøvenlige elbiler frem for de konventionelle benzin- og dieselbiler.

Vil koste statskassen millioner

Et af regeringens mest opsigtsvækkende tiltag i den nye klimaplan er at indføre et direkte tilskud på 50.000 kroner per elbil. Det skattefri beløb kan vare frem til 2021 - eller indtil et salg på 10.000 elbiler.

Det fremgår af fortrolige dokumenter fra regeringens koordinationsudvalg, som Politiken er i besiddelse af.

Med tilskuddet regner regeringen med at kunne øge salget fra 1000 elbiler om året til 3000. Vælges denne ordning, vil det koste statskassen 150 millioner kroner i alt. 

Desuden foreslår regeringen at indføre en række goder, der kun skal gælde elbiler. Gratis parkering, fritagelse fra vejafgifter, gratis færgeoverfart samt kørsel i busbaner skal lokke danskerne over i de miljørigtige elbiler.

Også virksomhederne skal bidrage til et øget salg. Et forslag om en lavere beskatning på 10 procent på elfirmabiler skal i stigende grad få virksomhederne til at købe elbiler.

- Danskerne er vældig skeptiske

TV 2s politiske kommentator, Peter Lautrup-Larsen, siger, at regeringen har flere klimamål, der skal opfyldes i forbindelse med sit klimaudspil til efteråret.

Det er blandt andet transportsektoren, hvor elbilerne hører til, der skal være medvirkende til at nedbringe udledningen af kuldioxid, CO2.

Og her er elbilerne et omdrejningspunkt, da der skal flere elbiler ud på vejene.

- Bilisterne skal lokkes til at køre elbiler, men vi må sige ud fra salgstallene, at danskerne er vældige skeptiske over for dette, siger Peter Lautrup-Larsen.

Store ambitioner for elbiler

I vores nabolande Norge og Sverige sælges der markant flere elbiler. Regeringens forslag om billigere elbiler ligner et "idékatalog", der skal ændre på danskernes købsvaner, når det gælder elbiler, mener Peter Lautrup-Larsen.

- I Danmark tæller vi salg af elbiler i hundrede, men i Norge og Sverige tæller de i tusinder om året. Men et af problemerne er, at der er alt for få steder, hvor elbilerne kan lades op, siger han.

TV 2s politiske kommentator mener, at regeringen "bakser" med den nye klimaplan og afventer det endelig udspil, der bliver interessant at følge for hele Folketinget.

- Der er vældigt store ambitioner i andre partier, så det bliver i virkeligheden et spørgsmål om, hvor mange penge, der skal afsættes, og hvor langt ambitionerne rækker, siger Peter Lautrup-Larsen.

Han fortæller, at alle partier på Christiansborg er enige om, at der skal flere elbiler på vejene og CO2-udledningen skal ned.

- Så det er helt centralt, at danskerne kører mere i elbiler, siger Peter Lautrup-Larsen.