Stor uåbnet sarkofag fundet i Egypten

16x9
Det er denne sarkofag, som udgravningsfolkene er stødt på. Foto: Egyptens ministerium for antikviteter

Teorierne om, hvem der ligger inde i den 2000 år gamle sarkofag, er allerede begyndt at svirre.

Hvad der skulle have været udgravningen til et fundament til en ny bygning, er for en stund blevet et arkæologisk område i den egyptiske by Alexandria.

For under udgravningen er man stødt på en sarkofag, som ser ud til at være mere end 2000 år gammel. Og det er et sjældent fund, selvom den egyptiske undergrund vrimler med oldtidsminder.

Nu er spørgsmålet så, hvem der ligger inde i den sorte granitsarkofag, som angiveligt har set dagens lys for første gang i mere end to årtusinder.

Vejer 30 ton

Den sorte sarkofag er 2,65 meter lang, 1,65 meter bred og 1,85 meter i højden, og så vejer den ikke mindre end 30 ton.

Det gør det til den største sarkofag, der hidtil er fundet i den nordegyptiske by.

Egyptens ministerium for antikviteter vurderer, at sarkofagen stammer fra den ptolemæiske periode, der løb fra år 323 til år 30 før vores tidsregning, men dens størrelse og alder er dog ikke det eneste, der gør det nye fund særligt interessant, oplyser ministeriet på deres Facebook-side.

Her fortæller Ayman Ashmawy, der er leder af ministeriets afdeling for oldtidsgenstande, at et lag mørtel mellem kistens bund og låg indikerer, at sarkofagen ikke har været åbnet siden den blev lagt i jorden imellem det tredje og første århundrede før vor tidsregning.

An Egyptian archaeological mission from the Supreme Council of Antiquities uncovered an ancient tomb dating back to the...

Posted by ‎Ministry of Antiquities وزارة الآثار‎ on Sunday, July 1, 2018

Usædvanligt med en urørt sarkofag

Det er meget usædvanligt at finde en helt urørt og uåbnet sarkofag fra oldtidens Egypten, fortæller egyptolog Tine Bagh, der er museumsinspektør på Ny Carlsberg Glyptotek i København.

- Som regel er grave altid plyndrede, fordi gravrøvere har forsøgt at finde amuletter og andre værdigenstande. Man ser tit, at låget ligger ved siden af og er slået i stykker. Derfor er det altid interessant, når det ikke ser ud til, at der har været nogen, siger hun til TV 2.

Egyptologen fortæller, at nogle mener, at det kan være en forbandelse at åbne en uåbnet grav som denne, og den overbevisning kommer tydeligt til udtryk på de sociale medier.

Eksempelvis deler en Twitter-bruger en artikel om fundet sammen med teksten:

- For Guds skyld. Lad være med at åbne den. Lærte vi ingenting af alle de ’The Mummy’-film?

Alexander den Store?

Andre Twitter-brugere er langt mere interesserede i, hvad der gemmer sig inde i den forseglede sarkofag. Og særligt et bud går igen: At det er selveste Alexander den Stores grav, der langt om længe er blevet fundet.

Den makedonsk-græske konge og farao menes at være blevet begravet i lige netop Alexandria i år 323 før vor tidsregning, men hans gravsted er aldrig blevet fundet.

Tina Bagh tror dog ikke, at det er hans grav, man langt om længe har fundet – og hun tror heller ikke, at det er nogle af hans efterfølgeres.

- Jeg tvivler på, at det ligefrem er en kongelig, lyder vurdering fra den danske egyptolog, som dog ikke mener, at det er en tilfældig borger fra Alexandria, der ligger mumificeret inde i sarkofagen.

For selvom den sorte granitkiste ikke er nær så pompøs som de store faraoers grave i pyramiderne i Giza og i Kongernes Dal, er den stadig særlig for sin tid.

- Kongernes Dal blev brugt lang tid før, Alexandria blev hovedstad, så det er en helt anden tid, den her sarkofag er lavet i, siger hun.

Et udhugget alabasthoved er fundet i nærheden af sarkofagen, og de egyptiske myndigheder går ud fra, at busten forestiller sarkofagens ejermand - indtil videre har det dog ikke været muligt at identificere ham eller hende. 

Det er endnu uvist, hvornår sarkofagen bliver åbnet, men formodentlig går der ikke lang tid.