Videnscenter skal undersøge digital sundhed: - Apps skal svanemærkes

Ekspert bakker op om forslaget og håber på en positiv forskning, der ikke lægger fokus på farene ved apps.

Et flertal i Folketinget vil have oprettet et videnscenter, der skal undersøge sammenhængen mellem vores digitale forbrug og vores mentale og fysiske sundhed.

Det skriver Politiken.

Formålet er at undersøge, hvor vanedannende diverse apps på smartphones, tablets og computere kan være for helbredet.

Det er Radikale Venstre, der står bag forslaget, og de vil afsætte 10 millioner kroner fra satspuljemidlerne til at oprette et videnscenter for digital sundhed. Centeret skal gøre politikerne klogere på, om der skal lovgives på området samt lære forældre, hvordan de opdrager deres børn i den digitale verden.

- Vi bruger mange timer hver dag på vores telefoner og tablets, så vi vil gerne vide, hvad det har af betydning for vores sundhed. Om det er noget, der har betydning for søvnbesvær, for stress og for andre ting, siger Ida Auken, it-ordfører for Radikale Venstre, til TV 2.

Hun foreslår, at man svanemærker apps, ligesom man gør med dagligvareprodukter. Det skal hjælpe forældre til at tilegne sig viden om, hvordan diverse apps påvirker børn og deres sikkerhed.

Ekspert: - Der er brug for viden på området

Og netop tiltaget med at svanemærke apps ser ekspert i børn, it og digital ligestilling Eva Fog positivt på.

- Vi har brug for at få noget viden og fakta om, hvordan den digitale verden rent faktisk fungerer, og hvad der sker med mennesker, når de bruger digitale medier, siger hun til TV 2.

Men trods hendes positive indstilling lægger hun vægt på, at videnscenterets forskning skal være positivt målrettet og have en bred gruppe af eksperter til at deltage i forskningen.

- En mærkning vil gøre, at der kommer nogle bedre rammer for, hvad der er godt, og hvorfor det er godt. Og ikke hvorfor det er dårligt, det har vi masser af fokus på, fortæller Eva Fog.  

På nuværende tidspunkt ser Eva Fog en digital verden, hvor børn laver deres egne regler og ikke er bevidste om, hvad de forskellige apps har af indflydelse på dem. Det er noget, Ida Auken vil skabe opmærksomhed omkring.

- Det er vigtigt at få den her viden, hvis vi skal til at lave noget lovgivning på området, siger Ida Auken.