Festival efter faldulykke på Orange Scene: - Der vil altid være en risiko

En artist fra Gorillaz kom på hospitalet efter falde fra scenekanten på Orange Scene. Festival vil undersøge, om noget skal ændres i fremtiden.

Det gik ikke helt efter planen, da bandet Gorillaz lørdag aften skulle lukke og slukke Orange Scene på dette års Roskilde Festival.

Omkring klokken 00.30, da koncerten stadig var i gang, kom en musiker ud for en faldulykke. Det bekræftede Midt- og Vestsjællands Politi.

- En person er faldet ud over scenekanten på Orange Scene, hvor der er et godt stykke ned. Han er på vej på hospitalet, og mere kan jeg ikke sige, fortalte vagtchef Thomas Jørgensen kort efter klokken et.

Ifølge Roskilde Festival er den tilskadekomne rapperen med kunstnernavnet 'Del the Funkee Homosapien', født Teren Delvon Jones.

Han skulle medvirke i bandets sidste nummer, men nåede kun at fremføre et par linjer, før han faldt de cirka 1,6 meter ned.

Forsanger afbrød koncert

Flere af festivalens gæster filmede koncerten, da ulykken skete. Og videoer viser, hvordan rapperen kommer gående ud på scenen, da han pludselig forsvinder ned foran scenen.

Jeg har det okay, men kommer til at være på hospitalet et stykke tid

Teren Delvon Jones, rapper

Efter faldet spillede bandet videre, indtil forsanger Damon Albarn kort tid efter afbrød koncerten.

- Det er en mærkelig måde at slutte en smuk aften på. Men han klarer den. Vi stopper nu. Tak for en smuk aften, sagde Damon Albarn fra scenen, da han konstaterede, at rapperen så ud til at være okay. 

Hør forsangeren stoppe koncerten øverst i artiklen.

Er ved bevidsthed

Klokken tre natten til søndag oplyser Roskilde Festival på Facebook, at rapperen er ved bevidsthed.

- En af Gorillaz' artister, Del the Funky Homosapien, faldt uheldigt fra scenen under sidste nummer af Gorillaz' koncert. Han blev tilset på stedet af en læge og er kørt på hospitalet for nærmere undersøgelse.

- Han er ved bevidsthed og taler med sit team. Vi håber, at han kommer sig hurtigt og ønsker ham god bedring, skriver festivalen.

Skal være indlagt et stykke tid

Søndag formiddag var rapperen selv i stand til at takke for støtten og fortælle, at han har det fint efter ulykken:

- Tak for al kærligheden. Jeg har det okay, men kommer til at være på hospitalet et stykke tid, skriver han på Twitter.

- Behandlingen her er fremragende. Masser af kærlighed til Gorillaz for at tage mig med på scenen. Jeg vender snart tilbage.

Der vil altid være en risiko

Til spørgsmålet om, hvordan sådan en ulykke kan ske, lyder svaret, at festivalen følger de gængse standarter for sceneindretning og Arbejdstilsynets henvisninger.

Det betyder blandt andet, at kanter bliver markeret med selvlysende tape. Men ifølge sikkerhedschef Morten Therkildsen er der ikke tradition for rækværk på musikscener, og det bruger de heller ikke på Roskildes scener.

- Så der vil altid være en risiko for, at en kunstner kan træde forkert hos både os og på andre scener i verden. Det har vi oplevet før i festivalens historie, men heldigvis aldrig noget alvorligt, skriver han i en mail til TV 2.

- Kunstnernes sikkerhed ligger os højt på sinde, og vi vil selvfølgelig helt rutinemæssigt kigge på, om der er noget, vi kan gøre anderledes eller bedre i fremtiden.

Gorillaz har endnu ikke kommenteret på ulykken.