Se listen: Her er uddannelserne, der giver millionløn
Er drømmen en årsløn omkring en million, så er aktuar blot en af de veje, man kan gå. Se, hvem der tjener mest og mindst nederst i artiklen.
Når klokken slår 12.00 torsdag lukker ansøgningerne til de videregående uddannelser på de danske universiteter.
Op til har en masse unge mennesker overvejet for og imod. Og har økonomi også været en medspiller, så er der nogle uddannelser, der er mere oplagte end andre.
På en ny liste udarbejdet af tænketanken CEPOS er de 190 forskellige lange videregående uddannelser opgjort udfra fremtidige lønninger.
En løn udover det sædvanlige
Den uddannelse, der sikrer den højeste løn, er forsikringsmatematik, cand.act. - også kaldet aktuar.
Så mister man ikke pusten med udsigt til sandsynlighedsregning, livsforsikrings- og skadeforsikringsmatematik, er der udsigt til en løn udover det sædvanlige.
Uddannelsen giver blandt andet adgang til jobs i banker, pensionskasser eller inden for offentlig administration. Og det er en gennemsnitsindkomst på 1,3 millioner årligt, der placerer folk med denne uddannelsesbaggrund i toppen af CEPOS' liste.
Lønnen bærer ikke arbejdet i sig selv
En af dem, der starter på kandidaten i forsikringsmatematik efter sommerferien er Lena Stenholt. Hun har netop afsluttet sin bachelor i samme fag og opfordrer kun kommende studerende til at søge ind på uddannelsen, hvis de elsker matematik.
- Høj løn og ingen arbejdsløshed er rigtig lækkert og mega motiverende, men hvis man ikke synes studiet og matematik er spændende, så er 45 år på arbejdsmarkedet lang tid, siger hun.
Lena Stenholt har også fungeret som vejleder for nye studerende og dermed fået et indblik i, hvem det er, der falder fra. Og selvom det er svært at udtale sig om den enkeltes motivation, så er det tydeligt, at det kun er dem, der har evnerne og interessen, der er kommet i gennem de første tre år.
- For lønnen i sig selv kan ikke bære uddannelsen. Jeg har også svært ved at se, at man vier sit liv til det, hvis man ikke har interessen, siger den kommende kandidatstuderende.
Kreativ uddannelse i bunden
Det er dog ikke kun listens førsteplads, der kan sikre en god årsløn. På andenpladsen kommer lægerne, der i snit tjener 1,2 millioner årligt.
Til gengæld er en videregående uddannelse i billedkunst ikke noget, man skal vælge, hvis man går efter de høje lønninger.
Her ligger en gennemsnitlig årsløn på under 200.000.
100.000 om året
Tidligere på året viste en undersøgelse fra Rockwool Fonden også, at man får færre penge mellem hænderne, hvis man vælger en humanistisk uddannelse i stedet for en erhvervsøkonomisk.
Undersøgelsen havde sammenlignet studerende, der havde de samme forudsætninger, men som havde valgt at gå i forskellige retninger med deres universitetsuddannelser, og konklusionen var klar:
Vælger du en humanistisk uddannelse, kan du se frem til at tjene 100.000 kroner mindre om året, eller hvad der svarer til næsten 30 procent mindre i forhold til en, der har læst erhvervsøkonomi eller medicin.
Men det skal ikke skræmme folk fra vælge ud fra interesse, mener forskningsleder ved Humanomics Reseach Centre på Aalborg Universitet, David Budtz Pedersen. Han er enig med Lena Stenholt i, at der er andre aspekter end det økonomiske, der skal tages hensyn til, når man kigger på uddannelser.
- Værdi er ikke altid kun økonomisk værdi. Hvis man kun kigger på bundlinjen, flytter man fokus fra, hvordan humanisme bidrager til kulturlivet og uddannelse, siger David Budtz Pedersen.
Få et overblik over de fem uddannelsesbaggrunde der er bedst og dårligst betalt i listerne nedenfor.
Se den fulde liste her.