Samfund

Ryanair-strejker på vej i ferieperioden

Kabinepersonale i fire europæiske lande vil strejke i slutningen af juli. Måske bliver enkelte danske medlemmer også del af strejken.

Kabinepersonalet hos Ryanair i Italien, Spanien, Portugal og Belgien går i strejke i slutningen af juli.

I Italien har kabinepersonalet varslet en 24-timers strejke den 25. juli, mens personalet i de tre andre lande vil strejke både den 25. og den 26. juni.

Ryanair flyver 34 ruter til og fra de danske lufthavne i København og Billund, men det er endnu umuligt at sige, hvor mange af disse ruter der vil blive berørt af strejken.

- Det er der endnu ikke noget overblik over. Ryanair har så mange muligheder for at flytte rundt på fly og personale, at vi først ved noget, når vi kommer tættere på strejkedagene. Umiddelbart skulle man måske tro, at ruterne til og fra de strejkeramte lande er mest udsatte, men Ryanairs produktion og placering af fly er så indviklet, at det også kan ramme andre afgange, siger næstformand i Flyvebranchens Personale Union (FPU) i Danmark, Anders Mark Jensen.

Han fortæller samtidigt, at der ’højst sandsynligt’ er nogle af FPU’s danske medlemmer, der bliver involveret i strejken.

- Vi har et system med dobbelt medlemskab, så man både kan være medlem hos os og i den lokale fagforening i det land, som man arbejder ud fra. Så der kan sagtens være dansk kabinepersonale, der arbejder i et af de fire lande, og derfor bliver del af strejken, siger Anders Mark Jensen.

Strejkevarslet fra kabinepersonalet kommer oveni meddelelsen om, at omkring 100 af Ryanairs irske piloter vil strejke næste torsdag, den 12. juli, mens selskabets tyske piloter også truer med at gå i strejke.

Den første aftale

Det er langt fra første gang, det irske lavprisflyselskab har været i konflikt med den europæiske fagbevægelse. Men i januar indgik parterne for første gang en aftale, der indebar, at Ryanair anerkendte fagforeningerne som forhandlingspartnere.

Siden dette gennembrud er der imidlertid sket så lidt på forhandlingsfronten, at fagforeningerne i de fire lande i april gav Ryanair en frist til 30. juni for at følge lokal arbejdslovgivning. Hvis ikke det skete, truede fagforeningerne med strejker i den travle sommerferieperiode – og det er så det, der nu er varslet til slutningen af juli.

Fagforeningerne har en lang række krav om bedre personaleforhold. Blandt andet kræver de adgang til ulønnet orlov, en mere fair aflønning, et stop for at de selv skal betale for mad, vand og uniformer og et opgør med Ryanairs angiveligt meget strikse politik for sygefravær.

'Meningsløse krav'

Ryanair afviser dog kravene som ’meningsløse’, idet problemerne allerede er løst gennem forhandlinger:

- Ryanair er allerede i gang med omfattende forhandlinger med nationale fagforeninger for kabinepersonale på tværs af Europa. I den forbindelse bliver alle disse og andre forhold diskuteret, og vi har allerede afsluttet aftaler i Storbritannien og Italien, siger en talsmand for selskabet til den britiske avis The Guardian.

TV 2 har været i kontakt med Ryanair for at få en kommentar, men selskabet henviser til sin Twitter-side, hvor selskabet kalder strejkerne 'unødvendige' og skriver, at man allerede har vist imødekommenhed overfor fagforeningerne:

Baser i Danmark

Ryanair har i øjeblikket ikke base i Danmark, men flyver til og fra København og Billund fra baser i udlandet. I 2015 lukkede Ryanair sine baser i Billund og Københavns Lufthavn efter en voldsom strid med den danske fagbevægelse, der krævede, at Ryanair skulle skrive dansk overenskomst – noget, som Ryanair ikke ønskede.

Siden har parterne flere gange talt sammen om mulighederne for at genåbne baser i Danmark. I februar mødtes parterne i København, og ved den lejlighed sagde Ryanairs personaledirektør Edward Wilson til TV 2, at det er ’en mulighed’ at genåbne i København.

- Nu hvor vi taler med fagforeninger i hele Europa, synes vi, at det vil være god praksis at komme herop og se, hvad grundlaget er for at genåbne baser her. Det er ikke forudbestemt, at vi kommer til at åbne en base, men det er en mulighed, sagde han dengang.

Fagforeningen FPU byder gerne Ryanair tilbage til Danmark, men understreger, at kravet om en overenskomst stadig gælder:

- Vi forventer en overenskomst for både kabinepersonale og piloter. Ellers gælder strejkevarslet fra dengang stadigvæk, siger næstformand Anders Mark Jensen.