Samfund

Politikere om fængslet IS-kriger, der vil hjem: - Han kan ikke bare komme kravlende tilbage

En maskeret vagt førte Ömer Kücükavci ind og ud af lokalet, da TV 2 mødte ham på en kurdisk militærbase i Syrien, hvor han sidder fanget.

24-årige Ömer Kücükavci, der er født og opvokset i Danmark, og tidligere IS-kriger, skal ikke gøre sig store forhåbninger om at komme hjem, lyder det.

- Han er endt dernede, fordi han er draget i krig for Islamisk Stat, og vi har altså ingen forpligtelser over for sådan en person. Han må bare blive, hvor han er, og så må han jo ærgre sig over det. Længere er den ikke.

Sådan lyder beskeden fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, til 24-årige Ömer Kücükavci, der er født og opvokset i Danmark, og som pt. sidder fængslet på 13. måned på en kurdisk militærbase.

Flere af Peter Kofod Poulsens politiske kolleger er enige:

- Personen har jo valgt side, og har støttet et system, som har været i direkte krig mod Danmark, og derfor kan man ikke bare komme kravlende tilbage, siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

"Det er større end en bøn"

Udmeldingen kommer, efter at TV 2 har bragt et interview med 24-årige Ömer Kücükavci på en militærbase i Nordsyrien, hvor han beder Danmark om tilgivelse.

Han vil gerne hjem:

- Det er ikke bare en bøn. Det er større end en bøn. Jeg beder til, at I tilgiver mig, siger han.

Ömer Kükükavci har ikke udsigt til at kunne komme tilbage til Danmark.

Ömer Kücükavci er født af kurdiske forældre i Herlev, og opvokset i Albertslund, men i 2015 - efter gymnasiet - rejste han til Syrien for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

Han har efter eget udsagn kæmpet for IS i Syrien i to år, boet i IS-hovedstaden Raqqa og oplevet bombardementer og henrettelser på åben gade. Sidste år flygtede han fra IS, fordi det ikke var det, han troede, det var, men han blev fanget af kurdiske styrker. Siden da har han siddet til fange i en lille celle, som han efter sigende deler med 20 andre.

V: Det er ikke et dansk problem

Hverken Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre eller De Konservative ønsker dog at hjælpe Ömer Kücükavci. Og de mener heller ikke, at de er forpligtet til det.

Selvom den 24-årige mand har boet i Danmark hele sit liv, er han nemlig tyrkisk statsborger - og dét spiller en stor rolle, lyder det:

- Han har valgt ikke at blive dansk statsborger, og han har valgt at rejse ud og kæmpe mod Danmark for en terrorbevægelse. Nu beder han så om vores hjælp, men det er ikke Danmarks problem. Han er tyrkisk statsborger, og det er Tyrkiet, som kurderne skal tale med, siger Morten Bødskov, der er vikarierende retsordfører hos Socialdemokratiet.

Det er så let at sige, at det er nogle andres ansvar. De danskere, der kæmper for IS, er hjernevaskede og har brug for hjælp

Karolina Dam, mor til afdød syrienkriger

Kurderne og tyrkerne er dog de facto i krig og kommunikerer ikke med hinanden. Det er altså reelt ikke en mulighed for kurderne, at sende mænd som Ömer Kücükavci til Tyrkiet.

Selvom Ömer Kücükavci har boet i Danmark hele sit liv, er han tyrkisk statsborger. Det har en betydning, mener flere politikere.

Men både Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative mener alligevel, at Danmark hverken har et ansvar eller forpligtelser over for den 24-årige:

- Det er ikke et dansk problem. Det har ikke noget med Danmark at gøre, fastholder Venstres Michael Aastrup Jensen.

Politikere afviser at hjælpe kurdisk minister

Siden sommeren 2012 er mindst 150 personer udrejst fra Danmark til Syrien og Irak for at støtte Islamisk Stat eller andre militante grupper i borgerkrigen. Og ifølge TV 2's oplysninger befinder mindst syv af disse sig i fangenskab i Syrien.

De danske politikeres modvilje til at tage Ömer Kücükavci¨ hjem, falder derfor ikke i god jord hos de kurdiske myndigheder, som holder flere udenlandske IS-folk fanget.

- Vi har selv måttet afgive mange menneskeliv for at kunne fange disse IS-krigere. Omkring 8.000 af vores folk måtte dø på grund af IS. Det er vigtigt, at vi kan få udleveret disse krigere til deres lande, da vi ikke selv kan løfte denne opgave, siger Abdelkraim Omar, som er udenrigsminister i det kurdiske selvstyre i Nordsyrien.

Abdelkraim Omar, udenrigsminister i det kurdiske selvstyre i Nordsyrien.

Det gælder også Ömer Kücükavci og hans kone, som i 2016 rejste til Syrien for at slutte sig til sin mand, lyder det.

- De er jo danske borgere. Det er rigtigt, at deres familier stammer fra Tyrkiet, men de er jo i bund og grund født og opvokset i Danmark, siger Abdelkraim Omar.

Ömer Kücükavci sendte dette billede af sig selv til en smugler, så smugleren kunne hjælpe ham og hans kone til Tyrkiet.

TV 2 har forelagt den kurdiske ministers kritik for en række danske politikere, men både DF, S, V og K afviser at tage imod de tidligere IS-krigere. Blandt andre Det Konservative Folkepartis udenrigsordfører, Naser Khader. Han synes ikke, vi skylder noget:

- Vi har været en del af kampen mod Islamisk Stat. Vi har haft fly, vi har haft specialister dernede og hjælpe til. Så det er ikke bare, fordi vi har stået på sidelinjen og været tilskuere. Jeg synes ikke, vi har noget at skamme os over, siger han.

To partier vil gerne hjælpe

På Christiansborgs gange er det faktisk kun Alternativet og Enhedslisten, som TV 2 har talt med, der mener, at Danmark bør tage imod Ömer Kücükavci.

Alternativets udenrigsordfører, Rasmus Nordqvist, kalder det dog "et svært spørgsmål":

- Hvis han var dansk statsborger, synes jeg ikke, der var nogen tvivl. Så skulle vi selvfølgelig tage ansvar for det. Men han er født og opvokset i Danmark, og vi har selv været involveret i kampen mod ISIL. Vi skal være med til at rydde op efter det, der foregår dernede, siger han og tilføjer:

- Jeg er ikke afvisende for, at vi hjælper.

Anderledes klar i mæglet er Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund:

- Han er født og opvokset i Danmark, og så skal han stilles for en dansk domstol. Det er vores problem. Kurderne er vores allierede i kampen mod Islamisk Stat, og derfor skal vi også hjælpe dem med at håndtere de danskere, som de har i deres varetægt, siger hun.

Mor til syrienkriger: - Vi skal hjælpe dem

I Danmark vurderer Politiets Efterretningstjeneste, at hjemvendte syrienkrigere eller sympatisører fortsat udgør en stor terrortrussel.

Det er også årsagen til, at flere politikere ikke mener, at IS-krigere med dansk tilknytning, skal hentes tilbage til retsforfølgelse i Danmark.

Men det er helt forkert, siger Karolina Dam, hvis søn, Lukas - under påskud af at lave nødhjælpsarbejde - i maj 2014 rejste til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat:

- Det er så let at sige, at det er nogle andres ansvar. De unge danskere, der rejser ned for at kæmpe for Islamisk Stat, er hjernevaskede og har brug for hjælp. De skal have en dansk rettergang, og så skal de resocialiseres.

Lukas Dam sammen med sin mor Karolina Dam.

- At sige, at Ömer ikke er vores problem, fordi han er tyrkisk statsborger, holder ikke. Han er opvokset i Danmark - ligesom Lukas. Han har gået i dansk skole, og han har båret skraldet ud, ligesom andre danske unge. Det er ikke i orden bare at sige, at nu har Tyrkiet lorten. Der er også familie, der venter herhjemme. Vi har et ansvar med at hjælpe de her mennesker, siger hun.

Venstres Michael Aastrup Jensen, frygter dog, det vil være en glidebane, hvis man tager folk hjem, som ikke er danske statsborgere:

- Det ville åbne op for en ladeport af andre problematiske sager. Det mener jeg ærlig talt ikke, vi skal, siger han.

Se dokumentaren 'Fanget i Syrien' onsdag aften klokken 21:20 på TV 2.