Samfund

Studentervogne chikaneret med æg, vand og sten

TV 2 har været i kontakt med studenterbusfirma, som var udsat for æggekast.

- Stop jer selv.

Sådan lyder opråbet fra Københavns Vestegns Politi, efter politikredsen fredag har fået flere anmeldelser om chikane mod studentervogne.

I flere tilfælde er der blevet kastet med æg og vandballoner, og et enkelt sted skulle der også være blevet kastet med sten.

Hændelserne er blevet anmeldt i Brøndby Strand, Albertslund, Rødovre og Hvidovre. 

- Det er ikke i orden at ødelægge en glad og festlig dag for de unge mennesker! Vi er derude og gør, hvad vi kan for at fange jer, skriver politiet på Twitter.

- Jeg fik selv lidt hjertebanken

Det er ikke kun på Vestegnen, at studenterkørslen er blevet chikaneret.

Hos Københavns Politi kan man også nikke ja til disse anmeldelser. Her fortæller vagtchef Lars Vestervig, at studenter "i en grad er blevet generet". 

Københavns Politi kan dog ikke komme nærmere ind på, hvad anmeldelserne går på, men vagtchefen oplyser, at der er blevet set nogle personer med æg. Om de har kastet dem mod studentervognen, er uvist.

En af dem, der har været udsat for chikane, er et studenterbusfirma, som TV 2 har været i kontakt med.

Her fortæller studenterbuschaufføren, at en gruppe kastede med æg mod bussen fra flere sider.

- Alle har det fint. Jeg fik selv lidt hjertebanken, for man ved ikke, hvor det ender, vel? Men alle er ved at være faldet ned igen. Men de er irriterede over, at bilen og nogle af deres ting er smurt ind i æg, siger studenterbuschaufføren, som ønsker at være anonym.

Chaufføren fortæller dog også, at festen fortsætter, og at de unge studenter stadig er i feststemning.  

TV 2 har været i kontakt med samtlige politikredse med undtagelse af Nordsjællands Politi og Østjyllands Politi. Ingen af kredsene - udover Københavns Politi og Vestegnens Politi - har fået anmeldelser om chikane mod studentervogne.