Domino's Pizza får sanktioner i 20 ud af 29 restauranter

16 restauranter har fået indskærpelser, tre har fået påbud og én har fået bøde. 

Artiklen er den 16. august blevet præciseret, da der i den oprindelige artikel stod, at der var problemer med temperaturer fødevarernes datostempler i 20 af butikkerne. Det rigtige tal var 18. Ligeledes stod der i den oprindelige artikel, at den var gal med rengøringen i otte butikker. Det rigtige tal er syv.

"Friske håndskårne grøntsager" og "råvarer af højeste kvalitet". Det er, hvad Domino's Pizza lover i deres reklamer. 

Men i kædens restauranter lader sandheden til at være en helt anden.

Det viser en razzia foretaget af Fødevarestyrelsens Rejsehold, der i starten af juni besøgte 29 af Domino's pizzarestauranter over hele Danmark og fandt madvarer i køleskabene med overskredne holdbarhedsdatoer, snavs og madrester i hjørner og bag døre og beholdere, der var vasket op, men stadig havde madrester på.

- I den normale kontrol sanktionerer vi 17 procent af dem, vi besøger, men her er det op mod 70 procent. Det er meget, siger Michael Rosenmark, der er leder af Fødevarestyrelsens Rejsehold.

Ligeglad med holdbarhedsdatoer

Rejseholdet kontrollerer, om medarbejderne kender reglerne om fødevaresikkerhed samt restauranternes egenkontrolprocedurer. Det vil sige de regler, der blandt andet fastslår, hvornår mad skal smides ud.

Og afsløringerne hos Domino's Pizza har fjernet det store smil hos de fleste af restauranterne.

De stod der, da jeg åbnede tidligere. Men er det ikke fint, hvis jeg lugter til det?

Ansvarlig for Domino's Pizza i Holbæk citeret i Fødevarestyrelsens rapport

I 18 ud af 29 butikker er der rod med temperaturer eller fødevarernes datostempler, og flere steder fik resturanterne påbud om at smide maden ud med det samme. Det grelleste eksempel var i Holbæk, der fik en bøde på 10.000 kroner og blev bedt om at destruere 7,7 kilo shawarma, bacon, kylling, kødboller, skinke og champignoner.

I den vestsjællandske pizzarestaurant nåede temperaturen over bokse med madvarer op på 22,4 grader, selvom de angiveligt havde stået på køl.

- De stod der, da jeg åbnede tidligere. Men er det ikke fint, hvis jeg lugter til det? lød reaktionen fra den ansvarlige ifølge rapporten fra Fødevarestyrelsens Rejsehold.

Der er rod med datomærkningerne i knap halvdelen af butikkerne, og i eksempelvis Holbæk fortalte den ansvarlige, at han brugte løs af maden, til den var væk, og helt ignorerede holdbarhedsdatoerne. 

Faktisk satte han bare nye labels på, når datoen på de gamle var overskredet. Det samme skete i andre af Domino's pizza-restauranter.

I en restaurant var der endda skrevet en modtagelsesdato på, som var fra dagen efter, kontrollen blev foretaget.

Gamle karklude og madrester bag døren

Men udover det dokumenterede fødevarefusk, er den også gal med rengøringen i syv af restauranterne.

Flere steder ses beholdere med madrester i, selvom medarbejderne har vasket dem op. Andre steder mangler der sæbe ved håndvasken, og gamle karklude er smidt sammen med opvasken.

- Det er på ingen måde acceptabelt, at man ikke gør ordentligt rent. Det er dér, kunder for alvor kan blive syge, siger Michael Rosenmark, der er leder af de specialiserede maddetektiver i Fødevarestyrelsens Rejsehold. 

- Det overraskede os, at vi fandt så meget

Dagen før denne kontrol havde Morten Spiegelhauer interviewet Fødevarestyrelsen til et kommende 'Operation X'-program om pizzakæden. 

Det er på ingen måde acceptabelt, at man ikke gør ordentligt rent. Det er dér, kunder for alvor kan blive syge

Michael Rosenmark, leder af Fødevarestyrelsens Rejsehold

Og det interview gjorde åbenbart så stort indtryk på myndighederne, at de under 20 timer senere sendte deres maddetektiver fra Rejseholdet ud på en koordineret aktion med kontrolbesøg af Domino’s restauranter over hele landet.

- Vi fik mistanke om, at de tilsyneladende ser stort på fødevaresikkerheden og fokuserer på det økonomiske regnestykke i stedet, siger Rejseholdets leder, Michael Rosenmark, om den hurtige reaktion.

Da interviewet fandt sted, var Domino's Pizza klar over, at TV 2 researchede på pizzakædens håndtering af mad, og Rejseholdet forventede derfor at finde en stribe rengjorte restauranter.

Kun 9 ud af 29 butikker kom igennem den landsdækkende kontrol uden anmærkninger. Sanktionerne i de 20 øvrige restauranter fordeler sig således, at 16 restauranter har fået indskærpelser, tre har fået påbud og én har fået bøde. 

- Det overraskede os, at vi fandt så meget, siger han.

Ikke første gang den er gal i Domino's

I 2014 var der også problemer med maden på Domino's. Fødevarestyrelsen konstaterede udløbet mad, dårlig rengøring og endda langhåret mug i et kølerum. Dengang sagde direktør Carsten Falk sådan her til TV 2 Lorry:

- Med al tydelighed er der noget, der er gået galt i disse procedurer, så derfor har vi igangsat en intern undersøgelse for at sikre, at det her aldrig sker igen.

Men nu er den altså alligevel gal igen.

- Vi er overraskede og skuffede over resultatet, erkender Carsten Falk over for TV 2 i en mail.

Han mener, at fire ud af fem anmærkninger drejer sig om "hvordan Fødevarerejseholdet fortolker procedurer", og han er uenig med Rejseholdet i flere af dets konklusioner.

Derfor overvejer Domino's Pizza at klage.

- Naturligvis kan der ske fejl i hverdagen, siger han.

- Vi har straks ændret de relevante procedurer, som Fødevarerejseholdet har bedt om og er i fortsat dialog med dem, siger Domino's Pizzas direktør Carsten Falk.

TV 2 forventer at sende 'Operation X'-programmet om Domino's Pizza i september. Hvis du har tips til 'Operation X'-redaktionen om Domino's Pizza eller andet, så skriv til x@tv2.dk