Samfund

Da spillerne gik til pause, skyllede Danmark ud

Vandforbruget stiger dramatisk i de danske hjem, når dommeren fløjter første halvleg af.

Rigtig mange danskere har siddet bænket foran tv-skærmen to gange 45 minutter i løbet af eftermiddagen for at se VM-kampen mellem Danmark og Australien.

Og takket være tal fra vandværkerne ved vi også en hel del om, hvad alle disse danskere har lavet i de 15 minutters pause mellem de to halvlege.

De laver kaffe og går på toilettet.

- Vi kan se, at det passer lige på klokkeslæt med kampen. Så vi må gå ud fra, at det er det, der sker. Vi er jo flokdyr, siger teamleder Claus Paludan Hynkemejer fra VandCenter Syd, der minut for minut kan følge det samlede vandforbrug på sin computer.

På Vandcenter Syd i Odense registrerede man, kort før kampen gik i gang klokken 14, et normalt vandforbrug på 1269 kubikmeter per time.

Så fik folk travlt med at følge kampen, og vandforbruget faldt i løbet af de næste 45 minutter til 1132 kubikmeter per time.

Men så blev der fløjtet til pause, og i løbet af få minutter steg vandforbruget med 33 procent til 1514 kubikmeter per minut.

- Det er en tendens, vi kan se hver gang, der er store begivenheder i fjernsynet. Om det så er et kongeligt bryllup eller en VM-finale i håndbold, så passer det præcist med vandforbruget, siger Claus Paludan Hynkemejer.

Forrest i telefonkøen

Hvis man ikke er specielt interesseret i fodbold, så kan man til gengæld udnytte den danske flokmentalitet til egen fordel, viser en rundringning, som TV Syd har foretaget.

Under kampen har de ringet rundt til rejsebureauer og offentlige kontorer, hvor man normalt sidder i telefonkø.

Og mange steder bliver man betjent med det samme.

Selv SKAT har ifølge TV Syd halveret sin svartid fra 20 til 10 minutter, mens kampen stod på.