Samfund

Københavns Havn lukkes i den ene ende efter vandscooter-ulykke sidste år

By & Havn forklarer, at politiet ønsker at holde vandscootere helt ude af havnen. De lokale sejlende ærgrer sig.

Nu bliver Københavns Havn spærret af fra sydsiden, så småbåde, kanoer, kajakker og vandscootere ikke længere kan sejle gennem ved Stigbordene.

I dag begyndte By & Havn arbejdet med at spærre Stigbordene med gitre.

Det sker på anbefaling af Københavns Politi, der ønsker at holde vandscootere væk fra det indre havneområde efter en dødsulykke sidste år. Her mistede to amerikanske piger livet, da deres båd blev påsejlet med høj fart af en vandscooter tæt ved Langebro.

Men afspærringen er ikke populær hos de lokale beboere, der bruger Sydhavnen og Kalvebod til forskellige former for vandsport.

- Den beslutning er ikke særligt gennemtænkt. Det er selvfølgelig tragisk med den ulykke dengang, men der er utroligt mange brugere af både småbåde, kanoer og kajakker. Jeg bor selv lige her og kan ikke komme ud af havnen, siger Kaj Fischer, der bor i Sydhavnen og sejler kano i vandet lige ved siden af sit hjem.

Kano- og kajakroere får dog overbæringssteder, så de kan komme gennem Stigbordene ved at tage deres kanoer eller kajakker op af vandet og bære dem forbi spærringen.

Kaj Fischer understreger da også, at problemerne er størst for ejere af småbåde, der ligger i havnene lige syd for København.

- Jeg tænker mere på småbådene og jollerne, der er ude i Hvidovre havn, Brøndby Havn eller Vallensbæk og skal ind i havnen. Der er rigtigt mange, der bliver udelukket fra at bruge Københavns Havn som fristed med deres småbåde. De skal hele vejen uden om Amager. Det har rigtigt store konsekvenser, siger han.

By & Havn siger da også, at den aktuelle løsning ikke nødvendigvis bliver en permanent løsning. Når man handler nu, skyldes det, at der i den sidste tid igen er set vandscootere i havneområdets sydlige ende, og anbefalingen fra politiet er, at de skal holdes helt ude.

- I første omgang lukker vi helt ved Stigbordene, og så evaluerer vi, når året er omme. Derefter afhænger det af politiets anbefaling, om den bliver opretholdt. På længere sigt vil vi lave en anden ordning, så kanoklubber, kajakklubber og så videre får en nøgle, så de kan åbne spærringen med en chip og komme igennem, fortæller kommunikationschef i By & Havn, Kristian Wederkinch Olesen.