Samfund

Mange patienter føler sig alene i vores sundhedssystem

Kommuner og praktiserende læger skal mere på banen for at forhindre, at mange patienter føler sig alene i et sundhedsvæsen, som de er afhængige af i mange år.  Lars Helsinghof Bæk / Scanpix Danmark

Kommuner og praktiserende læger skal mere på banen, så færre patienter føler sig alene i sundhedsvæsenet.

De stadigt flere danskere med kroniske eller flere sygdomme på samme tid føler sig på egen hånd og uden støtte til følgesygdomme og den psykiske belastning ved at være syg.

Det viser en ny undersøgelse fra paraplyorganisationen Danske Patienter.

- Alt for mange føler, at det er deres eget ansvar. Det betyder, at vi taber nogle på gulvet, og de hårdest ramte er selvfølgelig dem uden så mange ressourcer, siger Camilla Hersom, formand for Danske Patienter.

Hun fremhæver, at lægerne "ansigt til ansigt er blevet meget bedre til at inddrage patienten," men at problemet i et højt specialiseret sundhedsvæsen er at se på tværs af specialer og få behandling og dagligdag koordineret.

 Praktiserende læge skal klar spille en større rolle

Næstformanden i Danske Regioner, Ulla Astman (S), erkender, at der er udfordringer.

- Folk kan godt føle sig som Palle alene i verden, og den praktiserende læge skal klart spille en større rolle, hvor det giver mening. Det har vi også lavet aftaler om for eksempel for KOL- og diabetespatienter.

- Men der er også i høj grad brug for højere og mere ensartet kvalitet i kommunernes tilbud, når folk udskrives, siger hun.

- Vi er ikke mål

Det genkender formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing. Han mener, at sundhedsvæsenets næste store udfordring ligger i kommunerne, der ikke er fulgt med.

- Fra mit eget arbejde ved jeg, at i nogle kommuner kan man ikke satse på udskrivning og genoptræning, fordi kvaliteten er for dårlig, siger han.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er enig.

- Vi har fået et langt stærkere sundhedsvæsen. Men vi er ikke i mål, når det gælder om at få tingene til at hænge sammen. Vi har dog allerede sat flere skibe i søen, siger hun.

Efter sommerferien kommer regeringen med en ny sundhedsreform med særlig fokus på sammenhæng for patienterne.

- De praktiserende læger skal i højere grad være tovholdere. Men kommunerne skal også have fælles standarder, som vi igangsatte i december. I et så lille land må din behandling og genoptræning ikke afhænge af dit postnummer, siger hun.