Samfund

Ingen grund til at undersøge trusselsopkald fra Somalia nærmere, mener DF

Martin Henriksen ser ikke nogen grund til at efterforske yderligere i anklagerne om trusselsopkald fra Somalia.

Dansk Folkeparti har ikke behov for yderligere undersøgelser af anklager om somaliske myndigheder, der forsøger at afpresse herboende somalier.

TV 2 kunne onsdag fortælle, at Danmark, ifølge et fortroligt retsdokument fra marts i år, har en fungerende og hemmelig udsendelsesaftale med Somalia.

Dokumentet kom frem i forbindelse med en hjemsendelsessag fra Vollsmose, hvor en kvinde hævder, at hun har modtaget alvorlige opkald fra immigrationskontoret i Mogadishu Lufthavn i Somalia.

Ifølge Saynab Iman Shikhow bliver hun forsøgt afpresset for op til 10.000 dollars, ellers vil hendes søn blive dræbt, når han af de danske myndigheder bliver tvangshjemsendt til Mogadishu.

Han skal ud

Men opkaldene, som TV 2 har fået optagelser af fra Saynab Iman Shikhow, vækker ikke den store bekymring hos Dansk Folkeparti.

- Jeg kan ikke gå ind og vurdere de her opkald, og hvad der eventuelt ligger bag. Jeg kan bare konstatere, at der er en person, der har fået lov til at blive i Danmark. Danmark har taget i mod ham, han har overtrådt dansk lovgivning, han har fået en udvisningsdom, og man vurderer, at man kan sende ham tilbage, og så skal han ud, siger udlændingeordføreren for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen.

Krav om redegørelse

Både Enhedslisten og Socialdemokraterne vil have en redegørelse fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg om, hvad der er op og ned i sagen. Men Martin Henriksen vil derimod stille spørgsmål til ministeren om, hvad man gør for at få manden sendt hjem, siger han til TV 2.

TV 2 har kontaktet de somaliske myndigheder og forelagt dem beskyldningerne fra kvinden i Vollsmose, men de afviser, at der skulle være tale om nogen form for afpresning af familier til tvangshjemsendte.

Hemmelig aftale

Enhedslisten vil også have mere åbenhed om den hemmelige hjemsendelsesaftale, der er mellem Danmark og Somalia. Et land, der ifølge Transparency International er verdens mest korrupte land.

Selve aftalen vil Dansk Folkeparti ikke kommentere på.

- Jeg kan ikke kommentere på eventuelle aftaler, jeg kan bare konstatere, at hvis det er, man har overtrådt dansk lovgivning, eller hvis det er, man har fået asyl eller hvad det er, der ligger bag, og så myndighederne har vurderet, at nu kan man sendes tilbage, jamen, så skal man sendes tilbage.

Der er mange somaliere i Danmark, der ikke vil kunne klare at være i Mogadishu

Peter Albrecht, seniorforsker, DIIS

Socialdemokraterne ønsker en redegørelse fra ministeren.

- Det er den danske regerings ansvar at sørge for, at de her hjemsendelser fungerer i god ro og orden, og at folk ikke kommer hjem til tortur og forfølgelser og trusler. Det må kunne lade sig gøre. Derfor vil vi også bede Inger Støjberg om en fortrolig redegørelse om, hvad der er op og ned i den her sag, siger udlændingeordføreren for Socialdemokraterne, Mattias Tesfaye.

Usikkert land

For en somalier, der har boet i Danmark i mange år, vil det være svært at opholde sig i landet.

Sådan lyder det fra seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Peter Albrecht. Han har besøgt Somalia flere gange og arbejdet i landet for både FN og den engelske regerings udviklingskontor. Han har senest været i landet i 2017.

- Der er mange somaliere i Danmark, der ikke vil kunne klare at være i Mogadishu. De kender slet ikke koderne og kan slet ikke forstå at gebærde sig i den sociale virkelighed, som de kommer ned til, og vil komme i kæmpe store problemer, fortæller Peter Albrecht.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har ikke haft mulighed for at stille op til interview om sagen trods gentagne tilbud fra TV 2.

TV 2 har også kontaktet partiets udlændingeordfører, Marcus Knuth, men han henviser til udlændinge- og integrationsministeriet.