Samfund

Danske børn fire gange oftere behandlet for øjenbetændelse end svenske børn

De klassiske symptomer på mild øjenbetændelse er forkølelse, røde øjne og pudsklatter i øjenkrogen.

Det sker oftere, at danske børn kommer ud fra lægen med en recept på antibiotika mod øjenbetændelse, end det er tilfældet i Norge og Sverige.

Det viser et studie fra forskere på Øjenklinikken på Rigshospitalet.

Ifølge studiet har 21 ud af 100 danske børn mellem 0 og 4 år fået antibiotika mod øjenbetændelse. I Sverige er tallet 5 ud af 100 børn, mens det i Norge er 15 ud af 100.

Giver modstanddygtige bakterier

Det er slet ikke nødvendigt at have så højt et forbrug af antibiotika i forbindelse med betændelse i øjene, mener Jasmine Andersson, der er læge, ph.d.-studerende og en af forskerne bag studiet.

- Det kan sammen med andre faktorer tyde på, at nogle børn får unødvendig antibiotika på den lange bane, siger hun og fortsætter:

- Hvis vi bruger for meget antibiotika, kan vi få svært ved at behandle infektioner i fremtiden, fordi bakterierne bliver modstandsdygtige.

Pres fra forældre

Ifølge retningslinjerne i Danmark må børn godt komme i institutioner, selvom de har øjenbetændelse, hvis den er af mildere grad.

- Men forældrene er pressede, fordi de oplever, at deres børn ikke må komme i institution, medmindre de er i behandling, siger Jasmine Andersson.

Hun henviser samtidig til studier fra udlandet, der viser, at et højt antibiotikaforbrug ofte hænger sammen med et pres fra forældrene. 

Dårligere vilkår i Danmark

Hos Dansk Selskab for Almen Medicin kan man nikke genkendende til forældrenes behov for at få deres børn i behandling.

Men formanden, Anders Beich, mener, at løsningen skal findes ved at kigge på vilkårene for danske børnefamilier.

- For forskellen mellem landene ligger nok i det, vi tilbyder vores børnefamilier, når børnene er syge. I Sverige har forældrene tid til at vente på, at det går over. Men her skal de hurtigt på arbejde og børnene i institution, siger han.

Ifølge Anders Beich er presset for antibiotika dog aftaget de seneste år, "for forældrene ved godt, at det ikke altid er lykken".

- Jeg synes, at der er sket en væsentlig forbedring, så jeg tror, man ville se helt andre resultater, hvis man lavede friske tal.

Det skal du være opmærksom på

  1. Mild øjenbetændelse 1

    Der er to grader af mild øjenbetændelse, der specielt opstår hos forkølede børn. Den ene ses som en mild øjenbetændelse med let rødmen, tåreflåd og pusdannelse i øjenkrogen – især efter søvn. Tilstanden skyldes tilstopning af tårekanalen på grund af hævede slimhinder. Børn med denne form for øjenbetændelse må gerne komme i institution.

  2. Mild øjenbetændelse 2

    Den anden milde form for øjenbetændelse skyldes nogle virus, der kun er lidt smitsomme. Symptomerne ved denne form for øjenbetændelse er ikke ret udtalte, og almentilstanden er ikke påvirket. Antibiotika har ingen virkning. Børn med denne form for øjnebetændelse må gerne komme i institution.

  3. Svær øjenbetændelse

    I sjældne tilfælde kan der være tale om en sværere form for øjenbetændelse, der enten kan være forårsaget af visse virus eller af bakterier. I disse tilfælde driver øjet med pus, og der er rødme og hævelse, både i det hvide af øjnene og på det indvendige af øjenlågene. Barnet oplever tørhedsfornemmelse, svie og brænden i øjet, og undertiden lysskyhed og tåreflåd. Almentilstanden kan være påvirket. Denne form for øjenbetændelse er meget smitsom, og barnet må ikke komme i institution. Tilstanden kræver lægebehandling.

  4. Sådan forebygger du øjenbetændelse

    Øjenbetændelse forebygges med god hygiejne. Korrekt håndhygiejne er vigtig. Udfør håndhygiejne efter kontakt med væske fra øjnene. Generelt udføres håndhygiejne før man skal i gang med noget rent (fx før arbejde i køkkenet, borddækning eller udskæring af frugt), og efter man har rørt ved noget snavset. Man bør sikre sig, at øjenbetændelse ikke spredes via vaskeklude og håndklæder.

KILDE: Sundhedstyrelsen.