Samfund

Sankthans bliver uden bål rigtig mange steder

Selv en sodavandsdåse på en tør græsplæne kan starte en brand i denne tørke.

Der bliver ikke sendt mange stofhekse til Bloksbjerg i år. Så skal der i hvert fald udtænkes alternativer til den klassiske affyring med en heks på en kost i et bål.

For efter den lange periode med meget varme og næsten ingen regn er der så tørt i Danmark, at mange kommuner har indført et afbrændingsforbud.

Og medmindre der stik imod prognoserne kommer en ordentlig dynge vand fra himlen inden den 23. juni, bliver sankthansaften rigtig mange steder uden sankthansbål.

Det siger sekretariatsleder ved Danske Beredskaber Bjarne Nigaard til TV 2.

- Med fare for, at det er mig, der bliver sat op på kosten nu, så vil jeg sige: Der skal godt nok ret meget regn til, før det vil være gennemførligt.

Nogle steder har man allerede taget konsekvensen - i Åløkkeskoven ved Odense har man allerede aflyst sankthansbålet, selvom der stadig er 14 dage til.

- Der er kun otte dage til, at vi skulle sætte bålet op, og de næste otte dage er der fortsat meldt om tørke, siger formand for Åløkkekvarterets Grundejerforening Carsten Myhr til TV 2/Fyn.

Ild med omtanke

Mange steder er der tradition for sankthansbål på stranden, men det er heller ikke en mulighed ifølge Bjarne Nigaard. For vindforholdene er svære at forudsige, og selvom der er fralandsvind, kan gløderne stige til vejrs og blæse i en anden retning.

- Så der er altså ikke rigtig nogen mulighed for at omgå det her. Er der et afbrændingsforbud, så gælder det også sankthansaften. Så ja, jeg er lidt af en bålslukker her, siger Bjarne Nigaard.

Det er ikke kun sankthansbålet, han er ude på at slukke. I kommuner med afbrændingsforbud skal man holde sig helt fra afbrænding af haveaffald og bål.

Men også i kommuner uden afbrændingsforbud er det vigtigt med omtanke i forbindelse med ild. Det gælder eksempelvis, når man tænder op i grillen. Men faren kan også ligge i nogle af de ting, vi måske ikke normalt regner som noget, der kan starte en brand.

Varm dåse

Det kan glasstykker, flasker, cigaretskodder og øl- eller sodavandsdåser.

- Sådan en metaldåse, der ligger og bliver opvarmet af solen gennem lang tid, og som ligger på noget græs eller et andet tørt underlag, den kan lige pludselig være det, der er anstødsstenen til, at noget går i brand, siger Bjarne Nigaard.

Der er i øjeblikket afbrændingsforbud i 43 kommuner og delvist forbud i yderligere 10 kommuner.