Flere danskere testamenterer sig selv væk

Hvad skal der ske med os, når vi ikke er her længere?

Det er et spørgsmål, som vi alle enten selv eller gennem vores pårørende må tage stilling til på et tidspunkt.

Men hvor de fleste bliver begravet eller bisat kort tid efter, at livet er slut, så vælger stadig flere danskere at testamentere deres krop til uddannelse og forskning.

På 15 år er der sket næsten en tredobling i antallet af danskere, som har doneret deres krop til videnskaben.

En af dem er Marianne Zoffmann. For 14 år siden sagde hun nej til at donere sin søns organer, da han pludseligt døde af en hjerneblødning.

- Når man som pårørende bliver spurgt, om de må tage bare den mindste lille ting fra kroppen, er det ikke noget man kan tage stilling til i sorgens og chokkets øjeblik, fortæller hun.

Men hun fortrød beslutningen kort tid efter, og derfor har hun nu selv valgt at testamentere sin egen krop til videnskaben.

- Hvis jeg kan hjælpe en læge med at blive klogere på, hvordan man ’snitter op’ de forskellige steder, så synes jeg da, at det er en gave. Det ville jeg da være glad for, at jeg havde været med til at berige et andet menneske med noget ny viden og blive dygtigere på deres håndværk, siger Marianne Zoffmann.

Vigtigt for at viden og dygtiggørelse

I Danmark kan alle myndige personer donere deres legeme til brug for undervisning af kommende læger og til forskning.

Det anses som en uvurderlig hjælp for de sundhedsvidenskabelige uddannelser og til forskning i sygdomme og ved udvikling af nye behandlingsmetoder.

I 2002 var der 337 danskere, der skrev under på, at deres krop skulle doneres, mens der sidste år var 945 - altså næsten tre gange så mange.

Et af de steder, der bliver brugt donorkroppe, er på Odense Universitetshospital. Her er de i gang med et ph.d.-projekt, der skal undersøge røntgenbilleder af håndled.

- Folk i Danmark, som vælger at donere deres krop til uddannelse og forskning, er alfaomega for at få nogle dygtige radiografer og læger ud i verden, forklarer forskningslektor Ole Graumann fra Syddansk Universitet.

At flere danskere vælger at testamentere deres krop, betyder ifølge forskningslektoren på den måde meget for os levende.

- For patienter betyder det, at vi får et dygtigere sundhedspersonale ud på den anden side, og de kan jo behandle patienterne bedre. På den måde kan man sige, at man ved at donere sin krop får hjulpet kommende generationer med en lidt bedre behandling, siger Ole Graumann.

Håber på familiens forståelse

Marianne Zoffmann håber, at hendes pårørende vil forstå og respektere, at hun har valgt at testamentere hele sin krop væk til videnskaben.

- Hvad familien så vil gøre med de sidste dele, det må de om, hvad end de vil brænde det og sprede det ud i skoven eller havet, eller om have et gravsted at mindes mig.

Hun ville selv have ønsket, at hendes søn havde taget stilling til spørgsmålet om donation, inden hans død.

Se også

Kvinde viser ar frem efter organdonation og kommer nu med et opråb

Derfor opfordrer hun alle til at tage stilling, uanset om de vil sige ja til fuld eller delvis organdonation, om de vil donere hele kroppen til videnskaben, som hun selv har gjort, eller om de siger nej tak.

- Der er altid noget, der kan bruges. Det holder jeg på. Og det vil jeg bare mene er en gave. Vi har så stort et reservedelskammer, og det går vi rundt med, så hvorfor ikke bruge det til at berige andre mennesker med det, så de kan få et bedre liv? Det er essensen i min holdning til det, forklarer Marianne Zoffmann.