35.000 togpassagerer kan blive ramt af strejke i næste uge
Et flertal i Dansk Jernbaneforbund har stemt nej til overenskomsten. Det er arbejdstidsreglerne, der skaber utilfredshed.
Torsdag mødes Dansk Jernbaneforbund med Kommunernes Landsforening (KL) for at forsøge at forhindre en konflikt på lokalbanerne.
Et flertal i Dansk Jernbaneforbund har nemlig valgt at stemme nej til overenskomsten.
Det betyder, at en konflikt kan bryde ud fra på mandag, hvis ikke der er forhandlet en aftale på plads inden da.
Op mod 35.000 daglige passagerer på en række lokalbaner kan blive ramt.
Kan lægge ud med at holde pause
Parterne mødes hos KL klokken 10 for at se på problemet, som ifølge Dansk Jernbaneforbund handler om arbejdstidsregler.
- Vi har sagt nej til en arbejdsdag, hvor man kan møde op på sit job og skal holde sin pause med det samme. Det er meget vigtigt for en lokomotivfører, at man også midt på dagen får mulighed for at restituere og komme væk fra arbejdet. Det kan man altså ikke, når man lægger ud med at holde sin pause for så at være kørende resten af dagen - kun afbrudt af nogle ganske få minutter, siger Henrik Horup, der er formand for Dansk Jernbaneforbund, til TV 2.
Fagforbundet har udarbejdet et eksempel på, hvordan en arbejdsdag for en lokomotivfører kunne se ud under den nye overenskomst. Der er dog ikke tale om et eksempel fra en faktisk vagtplan.
Ifølge forbundet kan en lokomotivfører starte sin arbejdsdag med kun 25 minutters arbejde, hvorefter han skal afholde dagens lange pause på i alt 30 minutter. I Jernbaneforbundets eksempel følger derefter to timer og 16 minutters arbejde, som kun afbrydes af en kort kørepause på 14 minutter. Arbejdsdagen slutter med tre timer og 54 minutters kørsel.
Når arbejdsgiversiden siger nej til en ændring af arbejdstidsreglerne for lokomotivførerne på lokalbanerne, så hænger det ifølge Dansk Jernbaneforbund sammen med, at hvis reglerne ændres, så bliver det for dyrt, fordi der så skal ansættes flere lokomotivførere.
Det eneste tidspunkt at ændre reglerne
Dansk Jernbaneforbund har ved de seneste tre overenskomstforhandlinger forsøgt at få ændret arbejdstidsreglerne - uden held. Og nu forsøger man altså igen.
- Vi har kun overenskomstforhandlingerne til at få ændret det her i. Det er ikke noget vi kan gøre i perioden mellem overenskomsterne, siger han og tilføjer:
- Vi vil gerne have nogle bestemmelser, der betyder, at man kan få en ordentlig pause i løbet af en arbejdsdag - så vidt muligt i løbet af arbejdsdagen. Og så vil vi bare gerne have de samme regler, der gælder for alle andre transportselskaber på jernbanen i Danmark.
KL har ikke ønsket at udtale sig, før torsdagens møde er afsluttet.
Passager: Det er bare møgirriterende
De lokalbaner, der kan blive ramt, er strækninger i Nordjylland og ni lokalbaner på Sjælland, Lolland og Falster.
Tilsammen transporterer banerne omkring 12 millioner passagerer årligt.
Én af de passagerer, der til hverdag benytter sig af lokalbanen på Stevns er Anette Laugesen fra Store Heddinge. Hun har gennem de seneste 10 år rejst med lokalbanen til København og tilbage igen. Hvis en konflikt på jernbaneområdet bryder ud, betyder det, at Anette Laugesen enten ikke kan komme fra Store Heddinge eller, at hun skal benytte sig af de få busser, som kører fra området.
- Og de kører altså ikke så ofte, og så tager de rigtig lang tid. Så jeg skal i hvert fald påregne en ekstra halv time hver vej. Og det er rigtig ærgerligt.
Anette Laugesen har dog forståelse for lokomotivførernes utilfredshed.
- Jeg kan godt forstå, at de gerne vil kæmpe for nogle bedre rettigheder omkring for eksempel deres frokostpause. Det er bare møgirriterende, at det skal påvirke min hverdag, siger hun til TV 2.
Stort flertal stemte nej
Ifølge Dansk Jernbaneforbud stemte 33 medlemmer ja til overenskomsten, mens 230 stemte nej. Det betyder, at 85,5 procent af de medlemmer, der stemte, stemte nej. Stemmeprocenten var på 79, og det er ifølge Dansk Jernbaneforbund en stigning på 34 procent i forhold til overenskomstforhandlingerne i 2015.