Messerschmidt afviser EU-kritik: - Det er noget nonsens

Morten Messerschmidt er uforstående over for kritikken fra EU's antisvindelenhed Olaf.

EU's antisvindelenhed Olaf rettede tidligere i dag kritik af Morten Messerschmidt, da han ifølge dem ikke har leveret de informationer, som de har efterspurgt i en sag om mulig misbrug af EU-midler.

Morten Messerschmidt afviser imidlertid kritikken om manglende samarbejdsvilje. Han kalder den for "nonsens" og "usandt".

- Vi er i den grad klar til at hjælpe dem med at besvare spørgsmål og få belyst, hvad de gerne vil have. Men det kan vi ikke, siger han onsdag til TV 2. 

Olaf har i mere end et år undersøgt en sag om mulig svindel med EU-midler i både det europæiske parti Meld og den tilhørende fond Feld, som Morten Messerschmidt i en periode stod i spidsen for.

EU-Parlamentet afgjorde i august 2016, at både Meld og Feld misbrugte EU-midler til at føre Dansk Folkepartis kommunalvalgkamp i Danmark.

- Ingen ønsker at afslutte undersøgelsen mere end mig

Morten Messerschmidt mener, at Olafs forespørgsel er for ukonkret. 

Hvorfor leverer du ikke bare de informationer, de gerne vil have?

- Af den simple årsag at de ikke fortæller mig, hvad de gerne vil have. Jeg har bedt dem nu i over et år om at sige, hvad de mangler fra os for at lukke den her sag. Der er jo ikke nogen, der vil have den lukket mere, end vi ønsker det. Men vi kan ikke få at vide, hvad det er, de undersøger, og derfor hvad vi skal levere, siger han.

Over for TV 2 forsikrer Morten Messerschmidt, at han har sendt adskillige mails til Olaf, hvor han ønsker at bidrage til undersøgelsen. 

TV 2 har set en af disse, fra d. 9. juni 2017, hvor Morten Messerschmidt skriver:

- Jeg ser frem til at dele alle de informationer, som Olaf kunne finde relevante. 

TV 2 har imidlertid ikke haft mulighed for at se de mails, der er sendt fra Olaf, og som Morten Messerschmidt påstår er ukonkrete.

Hvorfor ikke bare aflevere, hvad de beder om?

- Jeg ved ikke, hvad de beder om. Det er det, vi har skrevet i alle de her mange breve. De er nødt til at være konkrete i, hvad de gerne vil have. Så skal vi nok levere det hele, forsikrer Morten Messerschmidt. 

Messerschmidt erkender fejl

Overfor TV 2 erkendte Morten Messerschmidt dog sidste år i juni, at der har været tale om sjusk fra hans side. 

- Det, der er kommet frem, det gør, at man må sige, at der er begået fejl og sjusk, eller hvad du vil kalde det, men ikke noget, som jeg vil betragte som bevidst, sagde han.

Messerschmidt nævner, blandt hans politiske prioriteter, et opgør med konventionerne, en afstemning om udtræden af EU og en strammere kurs på udlændingepolitikken.

Selvom han har erkendt, at han ikke var klar over alle de formelle processer, der førte til den mulige svindel med EU-midler, kritiserer han stadig EU's antisvindelenhed.

Han mener, at det er kritisabelt, at undersøgelsen endnu ikke er afsluttet, og han vil ikke lade sig "tyrannisere af det", fortalte han til TV 2 i sidste uge.

37-årige Morten Messerschmidt sidder fortsat i Europaparlamentet. Han blev i sidste uge valgt som folketingskandidat i Fredensborg-kredsen i Nordsjælland.

Du kan få et overblik over sagen herunder:

Sagerne om Meld, Feld, Karlsson og Messerschmidt
2012
Meld blev grundlagt
Meld bliver grundlagt, delvist finansieret af EU. 
Meld er en forkortelse for Movement for a Europe of Liberties and Democracy. Det var en politisk, europæisk alliance.
Organisationen samlede de euroskeptiske partier fra EU's medlemslande og politikere fra hele EU i ét fælles parti - herunder Dansk Folkeparti.
Feld blev grundlagt
Feld bliver grundlagt umiddelbart efter Meld.
Feld var en politisk fond, der var tilknyttet Meld. Fonden havde til opgave at observere, analysere og bidrage til den europæiske, politiske debat.
Feld står for Foundation for a Europa of Liberties and Democracy.
Morten Messerschmidt i ledelsen
Morten Messerschmidt bliver en del af ledelsen i Meld.
2014
25. Maj
Morten Messerschmidt får stort valg
Dansk Folkeparti får et historisk godt valgresultat til europaparlamentsvalget og bliver Danmarks største parti.
Valget er i særlig grad en personlig succes for Morten Messerschmidt, der slår Poul Nyrup Rasmussens rekord for flest personlige stemmer ved et EP-valg. Han bliver formand for en fire mand stor DF-gruppe i parlamentet.
November
Rikke Karlsson bliver indskrevet i Melds bestyrelse
Rikke Karlsson og Jørn Dohrmann, der begge er blandt de fire medlemmer af DF i parlamentet, bliver indskrevet som medlemmer af bestyrelsen i Meld og Feld.
De var ikke til stede ved generalforsamlingen, men havde ifølge Morten Messerschmidt givet mundtligt tilsagn om, at de ønskede at være med. Dokumenterne er underskrevet af ham.
2015
13. oktober
Rikke Karlsson melder sig ud af DF
Rikke Karlsson har i løbet af 2015 flere gange bedt om indsigt i, hvad Meld og Feld bruger sine penge på.
Det har hun gjort hos Morten Messerschmidt, som er en ledende figur i både partiet og fonden. 
Ifølge Rikke Karlsson nægter han hende imidlertid indsigt, og det får hende til at melde sig ud af Dansk Folkeparti og blive løsgænger i Europa-Parlamentet.
Messerschmidt svarede, at der ikke var nogen grund til bekymring og sagde om sin tidligere partifælle til Berlingske:
- Det virker på mig mest af alt som om, hun er en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende.
31. december
Meld og Feld lukker
Meld og Feld blev lukket ved udgangen af 2015.
2016
9. maj
DF skal betale misbrugte midler tilbage
Den politiske ledelse i europaparlamentet, præsidiet, afgør, at Dansk Folkeparti skal betale 2,9 millioner kroner tilbage.
Det skyldes, at penge fra Meld og Feld ifølge præsidiet er blevet brugt til at føre valgkamp i Danmark, mens Morten Messerschmidt har været en ledende figur.
Partiet har siden betalt 1,6 millioner kroner tilbage, men nægter at betale de sidste 1,3 millioner kroner.
18. august
Rikke Karlsson politianmelder Messerschmidt
Rikke Karlsson anmelder Morten Messerschmidt for identitetstyveri.
Hun anklager ham for at have misbrugt hendes identitet, da han meldte hende ind i Meld og Feld uden hendes vidende.
I samme forbindelse siger Jørn Dohrmann også, at han ikke vidste, at han var medlem af bestyrelsen. Han er dog ikke en del af politianmeldelsen.
24. august
Messerschmidt trækker sig som DF-formand
Morten Messerschmidt erkender, at han har begået fejl i processen med Meld og Feld og trækker sig derfor som leder af Dansk Folkepartis nu tre mand store gruppe i Europa-Parlamentet.
Han fastholder dog, at både Karlsson og Dohrmann havde givet ham mundtligt tilsagn, men han erkender at have fejlet med dokumentationen.
24. august
Rikke Karlsson fastholder sag
Morten Messerschmidts tilbagetræden som DF-formand og erkendelse af visse fejl får ikke Rikke Karlsson til at trække sin politianmeldelse tilbage.
Hun understreger, at det er et DF-anliggende og ikke direkte relateret til hendes sag.
12. september
Vistisen bliver ny gruppeformand
Anders Vistisen overtager posten som gruppeformand og bebuder, at der skal strammes op på procedurerne i partiet.
 
15. oktober
EU-støtte brugt til DFs sommergruppemøder
DF's Kristian Thuelsen Dahl (th) og Peter Skraarup (tv) på partiets sommergruppemøde i Skagen onsdag d. 5. august 2015. Cathrine Ertmann / Scanpix
Over to år - i 2014 og 2015 - har Dansk Folkeparti brugt 200.000 kroner, partiet har fået i EU-støtte til at finansiere partiets sommergruppemøder, fortæller DR og Ekstra Bladet. Eksperter vurderer, at det er ulovligt. Dansk Folkepartis gruppeformand Anders Vistisen erklærer sig parat til at betale beløbet tilbage, hvis pengene er brugt ulovligt. 
17. oktober
Første politiker afhøres
EU’s antisvindelenhed Olaf påbegynder afhøringerne af personer i sagen om Melds mulige misbrug af EU-midler. Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti afhøres som den første i sagen, skriver DR.
17. oktober
DF betaler 200.000 kroner tilbage
Dansk Folkeparti betaler 200.000 kroner tilbage, som partiet fik fra den europæiske gruppe Meld. Det oplyser partiformand Kristian Thulesen Dahl i sit ugebrev.
18. oktober
Morten Messerschmidt smides ud af DFs ledelse
Partiformand Kristian Thulesen Dahl siger til DR's TV Avisen, at partiet har besluttet at smide Morten Messerschmidt ud af partiets centrale organ, koordinationsudvalget. Det tæller foruden Thuelsen Dahl også næstformand Søren Espersen, gruppeformand Peter Skaarup, pressechef Søren Søndergaard og indtil i dag Morten Messerschmidt.