Chauffører får forbud mod shorts i varmen

16x9
Chauffører i flextrafikken har fået skærpet deres regler for påklædning. Foto: TV ØST

Både Movia og Midttrafik kræver et forbud mod shorts og sandaler af deres operatører. Dybt latterligt, mener handicapchauffør Torben Splidsboel.

Landet over kæmper det arbejdende folk mod varmen, men for nogle hundrede chauffører i minibusser er arbejdsdagen lige blevet endnu varmere.

Chauffører i flextrafikken har nemlig fået forbud mod at have shorts på, når de sidder bag rettet i deres minibusser, skriver Fagbladet 3F.

En af dem er 3F’er og handicapchauffør Torben Splidsboel.

Han kører handicapkørsel i det sydsjællandske på 10. år og har for tiden nogle overordentligt varme arbejdsdage.

- Det er jo virkelig varmt i vores busser lige nu, og vi kan ikke forstå, at nogle regler skal gå forud for vores velbefindende på jobbet.

- De bukser, vi skal have på, er sådan nogle tykke Kansas-bukser. Det er ulideligt varmt, når man sidder i bussen en hel dag.

Upopulært

Førhen kunne Torben Splidsboel og hans kolleger i firmaet Handicap Befordring selv vælge, om de tog shorts eller lange bukser på i sommerperioden, men nu er reglerne blevet strammet op.

Og den beslutning er ikke populær, fortæller Torben Splidsboel, der er tillidsmand for omkring 300 chauffører.

- De synes jo, at det er dybt latterligt. De shorts, vi førhen kunne tage på, er jo ikke sådan nogle badeshorts, det var nydelige, knælange shorts, siger han.

Chaufførerne har også fået besked på, at de ikke længere må have de sikkerhedssandaler på, som de førhen kunne bruge på varme dage.

Handicap Befordring er Danmarks største udbyder af handicapkørsel og har 450 chauffører ansat.

Krav fra Movia

Jacob Krogsgaard, der er direktør for firmaet, forstår godt sine chaufførers frustration, men forklarer, at de nye regler hænger sammen med en indskærpelse fra Movia, der er Danmarks største trafikselskab.

- Movia er en af vores store kunder, og de laver vognkontroller for at se, om deres regler bliver efterlevet. Og der er de så stødt på en chauffør i shorts i en af vores busser.

- Så nu har vi været nødt til at lave klare regler og bede alle vores chauffører om at tage lange uniformsbukser på. Nogle af vores andre kunder tillader, at chaufførerne kan køre i shorts og sikkerhedssandaler, men det dur ikke, at vores chauffører skal til at skifte tøj flere gange på en dag, hvis de kører for forskellige selskaber. Jeg havde gerne set, at vi kunne få godkendt vores shorts hos Movia, men vi er nødt til at rette ind, siger Jacob Krogsgaard.

Bukser sikrer autoritet

Direktøren har nu bedt sin leverandør om at lave nogle nye og lettere uniformsbukser til chaufførerne og håber, at Movia vil genoverveje deres regler eller lave nogle undtagelser.

Den forhåbning bliver dog skudt ned af Movias flextrafikchef Jens Peter Langberg.

Han bekræfter, at Movia i deres kontrakter har regler om, at chaufførerne i flextrafikken altid skal have lange bukser og sko på. I de store busser må chaufførerne imidlertid gerne have shorts på.

- Vi stiller lidt hårdere krav til chaufførerne i flextrafikken, fordi de kommer tættere på kunderne. De henter dem ofte ved hoveddøren eller på hospitalsafdelinger, og nogle kunder skal have hjælp til at komme ind i minibussen. Det stiller krav til deres beklædning, og uniformen med lange bukser giver dem en autoritet, siger han.

- Jeg kan godt forstå, at nogle chauffører har det meget varmt lige nu, men vi er ikke der, hvor vi vil lave undtagelser. Vi vil gerne sikre den autoritet, der ligger i at have en ordentlig uniform, siger Jens Peter Langberg.

Kan godt forstå klagerne

Også hos en anden af landets store trafikselskaber, Midttrafik, der opererer i Jylland, har man regler for chaufførernes påklædning.

Her må chauffører, der kører minibus, heller ikke bære shorts eller have sandaler på – men chaufførerne i de store busser må gerne.

Det fortæller vicedirektør i Midttrafik Mette Julbo.

- Jeg skal faktisk ikke kunne sige, hvorfor der er forskel på reglerne, det undrer også mig. Vi vil tale om det i direktionen og se, om vi kan lave nogle undtagelser. Jeg kan jo godt forstå, at det ikke er rart for vores medarbejdere i den her varme, siger hun.

Hos Midttrafik skal chaufførerne i minibusserne bære ‘lange ensfarvede benklæder’ og ‘mørke lukkede sko’.